Pigen i prøverummet

Det her er historien om pigen i prøverummet.

Om pigen, der som tidlig teenager lærte, at hun bliver, hvad hun spiser, og hun er, hvad hun vejer. At hun ikke er mere værd end det antal likes, hendes nye profilbillede får på Facebook. At hvis hun vejer mere end veninderne, er hun mindre værd. Og at en højere værdi kun kan opnås gennem vægttab og ved at ændre den, hun er udenpå.

Historien begynder i prøverummet i H&M. Det er en fredag eftermiddag og endelig weekend for en lille gruppe syvendeklassespiger fra Frederiksberg. Centret kalder. Det gør det hver fredag, hvis de får lov. I dag har de fået lov.

Det er forår. En af de første rigtige forårsdage, hvor solen skinner og det lader til, at hele Frederiksberg er på gaden for at nyde vejret. Der drikkes øl på fortovscafeerne, der spises is alle vegne. Fremmede smiler til hinanden, der er krokus i haverne, og alt er dejligt. Også inden i de fire unge piger, der ser på tøj i H&M. De vælger bukser, bluser, leggings og push up-BH’er, g-strenge, tanktoppe og kjoler. De fniser og griner ad det tøj, de synes er grimt. De kigger langt efter to ældre drenge, der har købt en David Beckham T-shirt hver. Livet er skønt, fremtiden er lys. Ungdommen og uskyldigheden er lige her og lige nu.

De står i kø sammen til prøverummet. De går ind to og to. Vores pige har taget en BH, et par jeans og to toppe med ind i prøverummet. Hun har en helt klar forestilling om, hvordan det vil se ud. De lavtaljede jeans med den sorte BH og den hvide, stramme top ud over, så man kan skimte BH’en igennem. Sådan lidt Tomb-Raider-agtigt. Hun forestiller sig, hvordan det vil se ud, når hun kommer gående i skolegården, når det bliver lidt varmere i vejret. Hun har nogle klipklappere, og hun kunne have en ankelkæde på? Og sin grå Day-taske over skulderen. Det bliver godt. Vores pige smiler indeni og bliver varm ved tanken om, hvordan det skal se ud.

Den anden pige er allerede ved at prøve det første. Hun står i BH og et par stramme jeans og ser lidt kritisk på sig selv i spejlet. Hun lægger hovedet lidt på skrå, mens hun studerer sit spejlbillede. “De er måske meget fede, de her?” Vores pige nikker opmuntrende til sin veninde og går i gang med at tage sine egne jeans på. Hun trækker dem op over hofterne, og de strammer lidt, da hun lukker dem. Det ser ikke helt rigtigt ud. Slet ikke, som hun havde forestillet sig det. Der er lidt fedt ved siderne, som hun ikke lige havde lagt mærke til før. Hun ser på sin veninde, der pludselig har en helt flad mave til sammenligning og nærmest ingen hofter, men som alligevel udbryder “ej, hvor er jeg fed”. Det siger de jo altid til hinanden, mest for at få bekræftelse. Vores pige har selv sagt det mange gange, det er nærmest en vane, så de andre kan sige, at “nej, det er du seriøst ikke”. “Det er du seriøst ikke”, siger vores pige. “Men det er jeg”. Veninden ser på vores pige, og det føles, som om hendes blik hviler ved bukselinningen. “Det er du altså heller ikke”, siger hun. Men det hele føles pludselig anderledes. Hun er jo tyk? Pigerne fra det andet prøverum kalder og siger, at de lige kommer ind. Vores pige skynder sig at tage en bluse ud over, så de andre ikke skal se hendes mave. De andre kigger ind og vender og drejer sig og hviner og synes, tøjet er fedt. De skal i hvert fald alle sammen have push-uppen og to af dem vil også have ens jeans, og den sidste vil have den hvide tanktop. Vores pige prøver at undgå de andres blikke og siger, at hun ikke synes, bukserne var så pæne alligevel. Men hun skal klart også have BH’en, helt sikkert! Måske også toppen. Hun skynder sig at tage sit eget tøj på igen. Hun smiler til de andre og prøver at lade som ingenting. Lade, som om hun er lige så selvsikker, som hun var for 10 minutter siden.

Lade som om noget ikke netop er gået i stykker indeni.

Hvordan kan det være, at hun ikke har opdaget det før? At hun er tyk? Det kom så pludseligt, lige pludselig så hun sig selv med helt andre øjne og opdagede, at hun ikke var den, hun altid havde troet. Maven blævrer lidt, og der stikker fedt ud over buksekanten. De andre har garanteret set det, det kan de ikke have undgået. Og hun så det selv. Hun så, hvordan hun med ét blev forvandlet til en kødklump midt mellem tre kosteskafter, der kunne passe alt og aldrig behøvede bekymre sig om noget. Hvordan kunne hun dog have overset det?

Hun har ondt i maven, rigtig ondt i maven. Hun har mest lyst til at forsvinde og løbe ned på toilettet og græde og gemme sig og komme med en undskyldning for, hvorfor hun er nødt til at tage hjem, men hun lader som ingenting og betaler sin BH ved kassen. De andre vil på McDonald’s, og vores pige går med. De skal alle sammen have en Big Mac Menu. De fjoller og kaster pomfritter efter nogle fyre, der sidder henne ved vinduet. Den ene er lækker, er de alle sammen enige om. Vores pige fjoller med, men hun lover sig selv, at det her er sidste gang, hun spiser på McDonald’s. Sidste gang, hun spiser usundt. For nu skal hun på slankekur.

For vores pige var det dette ene øjeblik i prøverummet, der ændrede alt. Dette ene blik i spejlet, der pludselig viste hendes krop fra sin mest grusomme side. Hvor lynet slog ned og en stemme, hun ikke havde hørt før, pludselig talte til hende. “Du er tyk”. Og hun kan mærke, at stemmen har ret, og hun skammer sig over at være den, hun er. Skammer sig over, at hun har gået og troet, at hun var pæn og slank og akkurat ligesom de andre. At hun havde lige så meget at glæde sig over. Lige så meget at glæde sig til.

Nu er barndommen definitivt slut for vores pige. Hun kan mærke fedmen overtage kroppen. Hun føler, at hun svulmer, mens hun sidder der med sin Big Mac. Hun kan mærke sine lår mod stolen, hun føler, at hun vokser, og at grænserne mellem hende selv og omverdenen langsomt forsvinder. Og hun kan tydeligt se, at de to drenge ved vinduet kun kigger på de tre andre piger, ikke på hende. Hvorfor skulle de også det? Fra den dag af vil hun altid bare være den tykke veninde.

Og derfor skal det være slut. Hvis hun tager sig sammen, kan hun nok nå at indhente de andre, så hun ikke sakker bagud og bliver efterladt tilbage i grimhedens sump med de kiksede piger. Det vil hun ikke! Hvis hun taber sig, så kan hun stadig nå at blive den, hun indtil i dag troede, hun var. Så kan hun stadig nå at blive den, som drengene kigger efter.

Og hun giver sig selv et løfte. Hun lover i sit stille sind sig selv, at hun skal tabe sig, så hun kan have badedragt på til sommer. Så hun aldrig igen skal føle, som hun følte i prøverummet i dag.

For den voksne kvinde, der sidder og ser på vores pige 20 år senere, er det umenneskeligt. Hendes hjerte bløder for den unge pige, der på et enkelt øjeblik mistede sin barnetro. Mistede det elskede barns tro på, at det er lige præcis, som det skal være, og at det er perfekt, som det er. Kvinden ser på pigen. Aer hende på kinden, hvisker hende i øret, at hun skal holde af sig selv. At hun skal elske sig, passe på sig, omfavne sig og forstå, at det ene øjeblik ikke skulle være sket. At det var øjeblikkets erkendelse, der var en fejl. Ikke hende selv. Men det er for sent. Skaden er sket. Nu følger årtiers selvhad og kamp for at ændre den, hun er.

Men nu forlader vi hende, vores pige i prøverummet. Hun skal ud og møde verdens barske virkelighed. Der er tårer, der skal fældes, slankekure, der skal afprøves, sår, der skal komme, rifter, der skal skæres, og ar, der skal hele. Hun skal såmænd nok klare sig, vores pige, vær ikke i tvivl om det. I hvert fald skal hun nok få det til at se sådan ud. Hun skal snart blive vant til at smile gennem tårer og vant til at opretholde facaden. Det er kun indeni, det bliver svært.