Fat and ugly-attack!

I søndags blev jeg ramt af det, jeg – i sådan rent uvidenskabelige termer – har lært at kende som et “fat and ugly-attack”. Dem kender du måske? Du ved, sådan et attack af pludselig at føle sig helt elendig? Af at tale grimt til sig selv? Af at stå foran spejlet og hade alt, hvad man ser? Og af at tage fat i kroppen og ikke finde andet end fejl, fedt og fiasko?

Når man oplever et fat and ugly-attack, reagerer man (jeg) ofte på en af følgende to måder:

1. Man resignerer, bliver modløs og får lyst til at give op (og får sikkert også lyst til at drukne sine sorger og sin uduelighed i chokolade).
2. Man bliver trodsig og tænker “nu tager jeg mig sammen, og så skal jeg fandme vise hele verden, at jeg kan blive tynd” (hvorefter man går på lynkur og sulter sig selv og ender med at overspise og stå foran spejlet og hade sig selv igen).

Men… der er heldigvis en tredje handlemulighed, når man oplever et fat and ugly-attack: Man kan nemlig indse, at man er under angreb. Det kræver både øvelse, årvågenhed, opmærksomhed og ikke mindst vilje til at kæmpe imod de impulser, man er så vant til at handle på. Og så kræver det lidt arbejde i form af at finde frem til den virkelige årsag til, at man står og hader sig selv foran spejlet. Ofte opdager man nemlig ikke roden til angrebet – man oplever kun effekten; nemlig at føle sig tyk, grim og forkert.

Sådan havde jeg det i søndags. Jeg var nemlig under angreb, men jeg opdagede det ikke med det samme – for ofte slår angrebene ned som lyn fra en klar himmel og gør det meget svært overhovedet at nå at komme dem i forkøbet. Og derfor gik jeg de første timer af søndagen rundt og var ked af det.

Om lørdagen havde jeg ellers haft det fint. Min datter var hos sin far, og jeg var vågnet op efter en hyggelig fredag aften i godt selskab med ingen ringere end mig selv, John Travolta og Olivia Newton-John. Jeg tog til træning, jeg arbejdede lidt, jeg støvsugede, drak kaffe, så serier og købte ind til om aftenen, hvor jeg skulle have en veninde på besøg. Alt var godt, min krop var rar at være i, og jeg tænkte faktisk ikke specielt meget over, at den overhovedet var der (bortset lige fra da trx-træneren sendte os fem gange op og ned ad trappen i Vesterbronx Gym – da mærkede jeg, at den var der).

Så hvorfor stod jeg nu og var blevet så tyk? Først blev jeg vred på mig selv – både over, at jeg var så tyk, og over, at jeg havde været så naiv dagen før at tro, at alt var godt, for det var det jo tydeligvis ikke! Jeg kunne jo selv se det derinde i spejlet. Jeg kunne se, at lørdagens gode kropsfornemmelse var en vildfarelse, en tåbelig indbildning, en virkelighedsflugt. Jeg havde været så uintelligent at overbevise mig selv om, at jeg var god nok, som jeg var, og nu stod jeg der og så, at intet af det, jeg havde følt dagen før, var sandt. Og nu, når jeg ser tilbage, er der jo ingen tvivl om, at det var et klokkeklart eksempel på et fat and ugly-attack!

Men hvor kommer de fra, de tåbelige angreb?

De kommer selvfølgelig fra os selv, men det er ikke os selv, der har skabt vilkårene for, at de får lov at ramme os så hårdt, og det er ikke os selv, der har givet dem våbnene til at kæmpe så strategisk og effektivt, mens vi selv står forsvarsløse tilbage. Det er derimod alle de stemmer, vi er vant til at høre – uanset om stemmerne så tilhører vores søskende, forældre, kærester, dameblade, de sociale medier eller de tåbelige debattører i Berlingske, der indimellem føler trang til at minde os alle om, at tykke selv er skyld i deres overvægt. Og eftersom det er svært at gå gennem verden og livet med høretelefoner på, vil stemmerne fortsætte med at være der, og dem kan vi dårligt gøre noget ved.

Til gengæld kan vi gøre noget ved, hvordan vi reagerer, når vi hører stemmerne. Vi kan øve os i at blive opmærksomme på, at stemmerne tilhører andre. Vi kan øve os i at lade være med at give dem ret. Vi kan begynde at samle våben til at kæmpe imod, når stemmerne bliver for høje og begynder at sætte ind med fat and ugly-attacks. Og vi kan øve os i ikke at lade stemmerne overdøve vores egen stemme, der desperat forsøger at trænge igennem og fortælle os, at vi faktisk er gode nok.

Det lykkedes for mig i søndags. Det krævede lidt hjælp fra en veninde, men det lykkedes at finde det våben, der hedder fornuft, frem fra mit indre. Den fornuft, der fortalte mig, at tykhedsfølelsen nok ikke handlede så meget om, at jeg reelt havde taget på i kropsvægt på 24 timer. Den handlede heller ikke om, at jeg var tyk, dum, grim og uduelig. Den handlede ikke engang om, at jeg havde spist de fire sidste kanelgifler i posen fra sidste fredag, da jeg kom hjem klokken 2 om natten (om noget var det måske dem, der reddede mig fra at vågne med tømmermænd). Og den handlede da slet ikke om, at jeg i virkeligheden var et tåbeligt og værdiløst menneske, som det ikke var værd at tale pænt til.

Den handlede snarere om, at væskebalancen nok var lidt skæv efter seks øl og flere runder gin og tonic dagen før (et alkoholindtag, jeg måske højt sat oplever fire gange om året). Den handlede om, at jeg kun havde sovet fem-seks timer. Det handlede om, at lørdagens tapas-menu havde været lidt mere fed og salt, end min normale aftensmad plejer at være. Og den handlede om, at jeg havde glemt min fars gode råd om at drikke et stort glas vand mellem hver genstand.

Og da jeg fandt frem til den virkelige årsag til det fat and ugly-attack, der ellers stod klar til at ødelægge resten af min søndag, blev det meget nemmere at overvinde.

Mit angreb i søndags kom måske nok på grund af en kemisk ubalance i kroppen. Men lige så ofte starter angrebene på grund af noget udefrakommende, og ofte vil du med lidt selvomsorg og detektivarbejde kunne finde frem til den virkelige årsag. Så næste gang du er offer for et fat and ugly-attack, så prøv at spørge dig selv: Hvad er der sket inden for den seneste time (eller den seneste dag for den sags skyld), der pludselig har fået dig til at føle dig så forkert? Har du skændtes med din kæreste eller din mor? Har du følt dig kritiseret af din chef? Har du fået en karakter, der var lavere, end du havde håbet? Er du kommet til at tage et stykke chokolade, selvom du havde tænkt dig ikke at gøre det? Har du læst en artikel om supermodellernes 10 veje til en slank krop? Har du siddet og svælget i alle berømthedernes liv på Instagram? Har din kollega fået den forfremmelse, du selv havde ønsket dig?

Når du begynder at undersøge og sætte ord på det, der sker, kan du begynde at blive klogere på, hvornår du oftest er under angreb. Og når du begynder at kunne identificere angrebene, kan du forhåbentlig blive bedre til at indse, at det netop kun er angreb. Det er ikke sandheden. Og så kan du måske nemmere vende tilbage til tilstanden af at føle dig helt okay. Det er nemlig det, du er: Helt okay. Uanset hvad stemmerne fortæller dig.