Min vej ud af overspisningerne…

Som nogle af jer ved, har jeg igennem 10 år – fra jeg var cirka 18 til 28 – lidt af bulimi. Jeg tænkte på mad, før jeg stod ud af sengen. Jeg forberedte, skrev lister, vejede mad, lavede udregninger, fandt på regler, opstillede forbud, opstillede påbud og gjorde alt, hvad der stod i min magt, for at blive tyndere. Og jeg har længe tænkt på at skrive et indlæg om min egen vej ud af den onde cirkel, jeg befandt mig i så længe. Here we go… Det er langt, men jeg håber, det kan hjælpe bare en enkelt, der måske kæmper med tingene lige nu.

Det, jeg beskriver i dette indlæg, er min vej. Det her virkede for mig, og jeg vil til hver en tid anbefale, at man taler med en læge eller en anden sundhedsfaglig person, hvis man kæmper med de her ting. Spiseforstyrrelser er så individuelle og rummer så mange flere ting end bare maden, og det, der virkede for mig, virker ikke nødvendigvis for dig (ja, ja, det ved vi jo godtJ), men jeg tror og håber, at det kan hjælpe at høre andres erfaringer. At høre, at man ikke er alene, og høre, at det er lykkedes for andre at komme ud af overspisningerne og den onde cirkel, som man kan føle sig fanget i.

Jeg var selv fanget i det mønster, som jeg i en bog har set omtalt som ”eat – repent – repeat”, altså ”spis – fortryd – gentag”. Hvor man sætter nogle så strikse regler op for sin spisning, at man uundgåeligt vil ende med at bryde dem, hvilket vil føre til fortrydelsen, der så igen fører til restriktiv spisning. For mig førte et lavt selvværd til tanker om mad og vægt, der igen førte til retsriktiv spisning, der førte til overspisning. Overspisningerne forstærkede det lave selvværd, og så fortsatte det ellers derfra igen med tanker om mad og vægt, restriktiv spisning og deraf følgende overspisninger.

For mig så det cirka sådan ud:

1. Restriktiv spisning
2. Overspisning
3. Fortrydelse og kompenserende adfærd

Og herefter ville de tre punkter blive gentaget i en uendelighed.

Jeg var heldig at finde en dygtig psykolog, og noget af det første, jeg skulle hos hende, var at nedskrive alt, hvad jeg indtog. Jeg syntes først, hun var både skør og uprofessionel, for jeg var jo netop kommet til hende for at slippe fri fra at tænke på mad konstant, og jeg var sikker på, at det ville forstærke mit fokus på maden, hvis jeg skulle skrive alt ned.

Hun forsikrede mig dog om, at der var en mening med galskaben, og jeg skulle i en periode registrere:

1. Hvad jeg spiste
2. Hvor meget jeg spiste
3. Hvornår jeg spiste
4. Hvor jeg spiste
5. Om jeg var sulten, da jeg spiste
6. Om jeg stoppede, når jeg ikke var sulten længere
7. Om jeg havde lyst til det, jeg spiste
8. Om jeg efterfølgende havde kompenserende adfærd (motion, opkastning, afføringspiller)

Det lyder måske som mange ting at registrere, men hun gav mig et meget overskueligt skema, og flere af punkterne var ren afkrydsning (punkt 5-8).

Hun bad mig om at øve mig i at mærke efter min sult, og jeg skulle i punkt 5 og 6 registrere min sult på en skala fra 1-10, hvor 1 var glubsk sulten, mens 10 var så mæt, at man havde fysisk ubehag. 5 var det punkt, hvor maven føles helt neutral, hvor den hverken er sulten eller mæt, og hvor man faktisk ikke rigtig kan mærke den. Målet var at lære at spise, når sulten lå på 3-4, og stoppe, når den lå på 5-6.

Det var første del af læringsprocessen, men når man har været vant til at ignorere sin sult og spise/ikke spise ud fra regler og restriktioner, tog det tid at finde tilbage og begynde at lære kroppens signaler at kende på ny – og der var skemaet en stor hjælp, fordi jeg havde noget konkret at forholde mig til, og fordi jeg altid kunne gå tilbage og undersøge, hvad, hvornår, hvor meget og hvordan jeg havde spist. Hvis jeg havde haft en overspisning, kunne vi ofte med lidt detektivarbejde finde frem til årsagen (fx at jeg havde fået for lidt at spise dagen eller måltidet i forvejen, eller at jeg havde spist noget, jeg egentlig ikke kunne lide, men måske følte, jeg burde spise).

En anden del af processen bestod i at komme væk fra alle de forbud, jeg havde sat op for mig selv. Nogle af de ting, jeg ofte overspiste af, var ting, som jeg elskede, men som jeg ikke følte var tilladt. Min store kærlighed var kanelgifler (det er det i øvrigt stadig), og vi aftalte, at jeg som eksperiment skulle spise alle de kanelgifler, jeg overhovedet havde lyst til – så længe jeg stadig fulgte min sult og kun spiste, når min sult lå på 3-4, og stoppede igen, når den lå på 5-6.

Den næste uge levede jeg stort set kun af kanelgifler – og tabte mig faktisk en smule på den uge. Jeg spiste dem langsomt og opmærksomt, fordi jeg skulle lære at mærke min sult, og når jeg ikke var sulten længere, lagde jeg kanelgiflerne fra mig. Det magiske var jo, at jeg vidste, at jeg kunne spise flere, næste gang jeg var sulten, og der åbnede sig en helt ny verden. Pludselig begyndte jeg at lytte til, hvad min krop fortalte mig, og jeg fik en ny indsigt i og viden om, hvad jeg egentlig kunne lide og ikke lide, og jeg fik en helt ny frihed i mit liv. En frihed, der betød, at jeg ikke skulle bekymre mig og være konstant stresset over mad. At jeg ikke skulle tænke fremad og bruge tid og energi på at planlægge, og at jeg ikke skulle sige nej til sociale arrangementer, fordi jeg var bange for, hvad der ville blive serveret. Nu lærte jeg nemlig at stole på min sult, på min krop, på min lyst og mine instinkter.

Det lyder jo så let, når man skriver om det i bagklogskabens latterligt klare lys, og der er ingen tvivl om, at det er en lang proces at bryde det regelsæt, man har kendt og brugt så længe, for reglerne har jo haft en funktion i ens hverdag. Reglerne har måske haft til formål at kontrollere nogle ting, fordi andre ting føltes ude af kontrol, men det kræver et helt indlæg og en masse terapi i sig selv.

Og sandheden er da også, at det indimellem og især i begyndelsen var to skridt frem og et tilbage. Overspisningerne forsvandt ikke som ved et trylleslag, men de blev mindre og færre hele tiden, fordi jeg arbejdede hårdt på at slippe det tankesæt, der var så fast indgroet i mig.

Og jeg kan huske, at jeg efter et halvt år hos min psykolog kom ulykkelig til en session, fordi jeg havde haft en overspisning. Vi kiggede papirerne igennem, og det viste sig, at min overspisning bestod af vandmelon! Jeg havde simpelthen spist så meget vandmelon, at jeg havde fået ondt i maven, og hvor en overspisning før havde bestået af chokolade, kanelgifler, krydderboller, chips, kiks og slik (på samme aften, forstås), var jeg nu ulykkelig over vandmelon. Den dag fandt jeg ud af, hvor langt jeg var kommet i min udvikling.

De følgende år fandt min spisning et fornuftigt leje, min vægt var stabil, og mit sind var i ro. Jeg begyndte at hvile i min krop og stole på den, men det ændrede sig, da jeg som 26-årig blev gravid med min datter. Pludselig var krop, vægtøgning og mad konstant i fokus, og jeg havde katastrofetanker om at tage 100 kilo på og føde en baby, der uden tvivl ville veje mindst 10 kilo og ligne lillebror fra “Riget”. Jeg oplevede pludselig at have (mindre) overspisninger igen, men da min datter var kommet til verden, var min vægt faktisk lavere, end da jeg blev gravid. Alt var sådan set godt; min datter var sund, rask og normalvægtig, og jeg selv var tilbage på den berømte og eftertragtede ”førfødselsvægt” i det sekund, min datter var blevet født. Sådan så det ud udadtil, i hvert fald, men indadtil var noget ændret.

Det første år af min datters liv var søvn en by i Rusland, og det blev desuden i den periode altafgørende for mig at holde den lave vægt, jeg havde opnået efter min datters fødsel. Langsomt sneg forbud og restriktioner sig tilbage – for jeg skulle jo med alle midler holde vægten og måske endda tabe mig lidt ekstra? – og jeg malkede ud nat og dag for at holde min gode ammeforbrænding oppe (da jeg stoppede med at amme min datter, fortsatte jeg endda en periode med brystpumpe, fordi jeg var angst for at tage på, når amningen stoppede). Men med alle mine genfundne restriktioner og forbud fulgte naturligvis også overspisninger. Og da jeg famlende forsøgte at forklare min sundhedsplejerske, at jeg “egentlig ikke havde det så godt”, var hun hurtig og dygtig til at handle. Og da min datter var omkring ni måneder, begyndte jeg i behandling på Rigshospitalet, hvor jeg for anden gang i mit liv fik hjælp til at vende tilbage til en normal dagligdag med mere eller mindre normal spisning.

På Rigshospitalet skulle jeg igen begynde at skrive kostdagbog, og her blev det endnu mere tydeligt, at det hele var kommet ud af kurs. Jeg forsøgte nogle dage at følge min sult- og mæthedsfornemmelse så intenst, at jeg endte med næsten at spise konstant (Klokken 13.00: En halv pølse. Klokken 14.15: Et kvart stykke rugbrød og en kvart pølse. Klokken 15: Tre gulerødder og to vindruer).

Min stræben efter konstant at mærke min sult og aldrig spise et gram mere, end min sult fortalte mig, at jeg skulle, var endt lidt ekstremt. Samtidig var det tydeligt, at jeg faktisk hele tiden spiste lidt for lidt i mit forsøg på at holde den lave vægt, og derfor var der nu flere gange ugentligt også overspisninger på programmet. Der trængte kort sagt til at blive ryddet lidt op i det hele, og det fik jeg hjælp til på Rigshospitalet.

Her blev jeg introduceret til en slags mekanisk spisning, hvor jeg i en periode skulle spise på klokkeslæt:

• 08.00: Morgenmad
• 10.30: Formiddagsmellemmåltid
• 12.30: Frokost
• 15.30: Eftermiddagsmellemmåltid
• 19.00: Aftensmad
• 21.30: Aftensmellemmåltid

De faste klokkeslæt hjalp mig til at finde ro igen. Jeg skulle måske bruge lidt ekstra energi på at planlægge et par måltider frem, men jeg fandt hurtigt en rutine, der fungerede. De faste tider gav mig ro og sørgede for, at jeg ikke blev så sulten, at jeg endte med at overspise. Og i dag har jeg fundet en naturlig og fleksibel balance mellem de to “systemer”. Jeg spiser efter min sult, men jeg samler det trods alt i måltider. Jeg spiser ikke halve pølser hver halve time, men spiser godt og solidt, til min sult og mine sanser er tilfredsstillet. Jeg føler selv, at jeg spiser ”intuitivt”, fordi jeg følger min intuition. Det betyder, at jeg spiser, hvad jeg har lyst til, når jeg kan mærke, at min krop trænger til det. I begyndelsen kan man måske frygte, at man netop ikke kan styre sig selv, når der ikke er nogen forbud, men når man pludselig må spise kanelgifler til hver eneste frokost, vil man sandsynligvis lære, at man oftere har lyst til rugbrød.

Og hvis jeg skal videregive nogle enkelte og overskuelige råd, er det disse:

• Uanset hvad du har spist i de seneste 24 timer, 24 dage eller 24 måneder… så spis, næste gang du er sulten.
• Medmindre du er allergisk eller har andre virkelig gode (og medicinsk saglige) grunde til at skære bestemte ting ud fra din kost, så lad alt være tilladt.
• Øv dig i at stole på din krop. Og øv dig i at give den, hvad den har brug for. Den er så klog, hvis den får lov til at tale.

Det kan igen lyde så nemt, når man siger, at man ”bare skal mærke efter”. Og det er ikke noget, man lærer fra den ene dag til den anden. Der vil være tilbagefald og bump på vejen, og man lærer noget nyt hver dag. Jeg lærer stadig. Og jeg bliver hver dag mere og mere bevidst om, at jeg muligvis aldrig bliver 100 % rask. Jeg er rask 95 % af tiden, men den sidste lille del af mig vil stadig være tilbøjelig til at reagere på negative tanker og følelser med mad – hvad enten det er i form af restriktioner eller overspisninger (eller begge dele, den sidste eventuelt som følge af den første). Jeg kan stadig blive ramt af tanken, at alt ville være nemmere, hvis jeg var tynd. Eller af tanken om, at et halvt kilo chokolade ville gøre mig glad og trøste mig, hvis jeg er ked af det eller føler mig ensom. Men det tror jeg, de fleste kender til – spiseforstyrret eller ej. Man er jo trods alt et menneske. Men jeg er selv et betydeligt friere, gladere og mere selvkærligt et af slagsen nu, end jeg var for fem år siden. Og også et friere, gladere og mere selvkærligt et, end jeg var i går. For jeg lærer stadig.

Every. Single. Day.