Ja, sommeren kommer. Det gør den faktisk hvert år, og som jeg før har beskrevet (for eksempel her), har sommeren aldrig nogensinde været min yndlingsårstid. Jeg talte for nylig på min IG-story om mine egne udfordringer ved sommeren, og jeg fik mange tilbagemeldinger fra folk, der havde det ligesom mig, men som havde svært ved at finde forståelse for det blandt familie og venner. Og derfor synes jeg, det er oplagt at skrive lidt mere om det. For sommertristhed er bestemt ikke noget, vi går og finder på. Den er helt igennem ægte, og som med så meget andet kan det blive forværret, hvis man – uanset hvor man vender sig hen – møder uforstående blikke eller måske endda opmuntrende kommentarer fra folk, som ikke selv kæmper med de samme tanker og udfordringer. ”Du skal bare ud og have lidt D-vitamin, så bliver du i godt humør!” Men sådan fungerer det desværre ikke altid. Og det er nu engang sådan, at mens de fleste har hørt om (og lader til at have forståelse for) vinterdepressioner og tristhed, når de mørke måneder er over os, så er der ikke en lige så udbredt forståelse for og anerkendelse af sommertristheden. Hvert år…

Jeg vil gerne tale lidt om undskyld. Det der lille ord, som vi alle sammen godt ved er vigtigt at huske på, men som i virkeligheden godt kan være lidt svært at få sagt. Og som det i hvert fald nogle gange kræver lidt øvelse at lære at håndtere. I mine teenageår – og nok også en del af mine 20’ere – var undskyld et ord, som for det meste blev ledsaget af tårer, usikkerhed og ”nu vil den person nok aldrig have noget med mig at gøre mere”. Jeg kom til at sætte mig selv i offerrollen frem for at stå ved, hvis jeg havde begået en fejl eller gjort noget dumt – ikke for at slippe for skylden, men fordi jeg nok inderst inde var bange for konsekvenserne af mit fejltrin. Jeg kunne ikke bare sige ”ved du hvad, det må du simpelthen undskylde, jeg tænkte mig ikke om”. I stedet hulkede jeg ”uuunnndddssskkkyyylllddd, kan du nogensinde tilgive mig, *hulk*, jeg er et frygteligt menneske, *hulk*, jeg ved ikke *hulk*, hvorfor jeg gjorde sådan, *hulk*”. Eller også undgik jeg personen, fordi jeg var inderligt konfliktsky og bange for konfrontationer, og fordi jeg ikke havde ro og selvværd nok…

Mit liv med antidepressiv medicin begyndte, da jeg var 19 år. Året inden var jeg som 18 blevet færdig med gymnasiet, og hele verden lå i princippet åben og for mine fødder. Jeg var ung, jeg var student, jeg havde et højt gennemsnit, og jeg havde alle muligheder for at blive til det, som jeg ønskede mig allermest. Men jeg anede ikke, hvem jeg selv var. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle komme videre. Og det eneste, jeg ønskede, var at blive til noget. Da jeg blev student, tog jeg syv kilo på på et halvt år. Jeg var trist. Jeg var ked af mig selv. Jeg var ked af min krop. Jeg havde mistet min identitet som ”hende den kloge”, fordi jeg ikke længere gik i skole, og jeg ønskede brændende at skabe en ny identitet – denne gang ville jeg være ”hende den pæne og tynde”. Men alt var rodet sammen i mit hoved. Jeg prøvede at tabe mig, men tog på. Jeg prøvede at følge en slankekur, men endte med at spise mere, end jeg nogensinde før havde prøvet. Jeg prøvede at skabe et selvværd, men mistede det mere og mere. Jeg anede ikke selv, at jeg…

Jeg taler og skriver meget om mad og krop – og især om, hvordan tingene hænger sammen og indimellem kan være svære at skelne fra hinanden. Men når man skræller alle lagene af, og når man ser bort fra alle de kloge ord om food freedom og intuitiv spisning… hvordan har jeg det så egentlig – sådan helt ærligt og allerinderst inde – med min krop? Er jeg helt tilfreds? Har jeg accepteret mig selv, som jeg er, og er det hele bare fryd og gammen, nu hvor jeg (næsten) har sluttet fred med mad? Nej. Overhovedet ikke. Jeg har stadig dårlige kropsdage. Jeg har dage, hvor jeg synes, jeg ligner noget, der er løgn. Jeg har dage, hvor jeg har lyst til at gemme mig for verden og ikke gå uden for en dør. Jeg har dage, hvor jeg føler mig forkert, hvor jeg føler mig tyk (hvilket altid er en fejloversættelse af en anden følelse), og hvor jeg har meget nemt ved at overbevise mig selv om, at alting ville blive bedre, hvis jeg tabte de famøse fem kilo. Jeg har dage, hvor jeg hader mit eget spejlbillede og ville give næsten hvad som helst for en flad…

Jeg har hele livet kæmpet med mit selvværd. Kæmpet med følelsen af ikke at være god nok. Ikke at være tynd nok, ikke pæn nok, ikke værdifuld nok. Og jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har lært disse følelser at kende gennem ungdommen. Det er nemlig trygge og gode følelser, som det kan være nemmere at være sammen med end alle de ukendte, vovede følelser, der får os ud på dybt vand og ind i ukendt terræn – og som medfører en risiko for at fejle. For det er jo nemt nok at sige til sig selv, at “a comfort zone is a nice place to live, but nothing ever grows there”, men der er jo en grund til, at man kan have tendens til at blive i de trygge rammer. Og nogle gange er man nødt til at forstå sig selv og sin trang til at blive i komfortzonen, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at bryde ud af den. Jeg står lige nu i en brydningstid i mit liv, hvor der sker nogle ændringer både indadtil og udadtil. Jeg er ved at finde ud af nogle ting omkring mig selv og mine relationer. Der…

Ensomhed og spiseforstyrrelser går alt for ofte hånd i hånd. Da jeg for nylig på min story på Instagram bad om lidt hjælp til at finde på emner til nye blogindlæg, var det i hvert fald et tema, der gik igen: Den ensomhed, man oplever i forbindelse med sine overspisninger. Og den vil jeg gerne skrive lidt om. For den er bestemt virkelig og helt håndgribelig. Ensomhedsfølelsen og overspisningerne bliver ofte gensidigt afhængige og nærer hinanden og skaber en negativ spiral, for ensomhed er i den grad en følelse, der kan trigge en overspisning, og omvendt kan en overspisning forstærke følelsen af ensomhed. For let’s face it: Man stiller sig ikke ligefrem ud på altanen og bekendtgør for hele verden, når man har haft en overspisning, og det er sjældent det, man skilter med eller stolt fortæller om til venner eller kolleger. Nej. Man gemmer sig derimod væk, pakker sig ind i sin dyne og forsøger måske at flygte fra omverdenen og livet derude – for hvad nu, hvis de kan se, at man har haft en overspisning? Skammen er virkelig, og skammen er den perfekte grobund for ensomhed. Og hvis man så lige lægger en dårlig kropsfornemmelse oveni, så…

Da jeg var i midten af tyverne, begyndte en frygt at tage form i mit hoved. Det var i denne tid, jeg så mange parforhold begynde at blive etableret omkring mig. Det var her, jeg kunne se gamle bekendtes bryllups- eller babybilleder dukke op på Facebook, og det var her, manges tanker om børn, familie og giftermål ikke længere blot var en fjern fremtid, men stille og roligt begyndte at blive virkelighed. Og med denne nye virkelighed kom altså også en frygt – nemlig frygten for min egen potentielle polterabend! Og frygten bestod i visheden om, at antallet af deltagere til denne mulige polterabend ville kunne tælles på meget få fingre. Nu endte det ikke med at blive mit lod i livet at stå brud (nå ja, det kan selvfølgelig nås endnu), så bekymringerne var i sig selv unødvendige – men alle tankerne omkring det stak naturligvis dybere end blot til antallet af piger, der skulle iklæde mig mærkeligt tøj og sende mig ud på Strøget for at sælge kys. Og min frygt var et udtryk for noget konkret; nemlig det helt basale behov for at føle sig betydningsfuld, værdifuld og elsket. I går var jeg til et babyshower for…

Har du svært ved at sætte grænser i forhold til andre mennesker? Har du svært ved at blive vred og fortælle, hvis du føler dig uretfærdigt behandlet? Tør du ikke fortælle kassedamen, at hun har givet dig for få byttepenge tilbage, fordi du er bange for, at hun ikke vil synes om dig? Er du vant til at vende dine følelser indad for at undgå en konflikt med din veninde – selvom du synes, hun har handlet forkert? Beholder du den bluse, du har købt, men ikke bryder dig om alligevel, fordi du ikke tør møde ekspedientens blik, når du beder om at få den byttet? Så er du ikke alene. Sådan har jeg nemlig selv handlet i mange år. Alle ovenstående eksempler er hentet fra mit eget liv. Og jeg har selv gjort alt, hvad der stod i min magt, for at folk skulle synes om mig – fordi jeg var bange for ikke at være afholdt – allerhelst af alle i hele verden. Det vigtigste for mig var altid andres opfattelse af mig – indtil jeg stødte på den gyldne trekant. Det er vist mit eget ord for den, men hvis du ikke kender den, er det en…

Man kan, hvad man vil. Hvis jeg kan, kan du også. Hvis man arbejder hårdt nok, vil drømmene gå i opfyldelse. Alt er muligt. Hvorfor skulle det dog ikke lykkes for dig? Alle ovenstående kommentarer er på en eller anden måde ment som inspirerende og motiverende, og jeg er selv stødt på mange af dem fra venner, bekendte eller familiemedlemmer, når de har prøvet at muntre mig op og give mig et kærligt spark til at komme i gang med et eller andet, som jeg måske går og drømmer om. Og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at den slags ytringer kommer fra et kærligt sted – og jeg er lige så sikker på, at sætninger (også kaldet klichéer?) som dem rent faktisk er motiverende for mange. At de er inspirerende. At de giver håb og mod – og måske skubber nogle det sidste lille stykke vej ud af komfortzonen, så de omsider får forsøgt noget, de indtil da ikke helt havde turdet. Uden tvivl. Men på mig virker det lige modsat. Nogle vil nok mene, jeg er pessimist. Det er jeg også indimellem – sådan er jeg simpelthen skruet sammen – men lige så ofte opfatter jeg…

Jeg har skrevet en del om min spiseforstyrrelse (blandt andet her, her og her), og har for nylig også skrevet om min vej ud af netop spiseforstyrrelsen (hvilket du kan læse om her). Men nu er der et andet emne, som jeg synes, det er væsentligt at tage op: Når en spiseforstyrrelse vender tilbage. Min er nemlig kommet tilbage for fuld kraft, og pludselig er det, som om den igen er nærværende i alt, hvad jeg foretager mig. Som jeg tidligere har beskrevet, så tror jeg, at man som tidligere spiseforstyrret (sådan er det i hvert fald for mig, tror jeg) aldrig nogensinde kan blive helt ikke-spiseforstyrret igen. Man kan blive rask, ja, og det er jeg – men det betyder ikke, at spiseforstyrrelsen ikke kan komme tilbage i mit liv og begynde at fucke nogle ting op. Og det gør den i disse tider. Jeg tager pludselig mig selv i dagligt at tænke i nogle baner, som jeg ellers havde arbejdet hårdt for at kæmpe mig ud af. Jeg kan pludselig tælle to-tre overspisninger på en uge (muligvis subjektive, men ikke desto mindre er følelsen af kontroltab reel nok), og jeg tog forleden mig selv i at stå og…