Hvad holder dig tilbage?

Jeg har hele livet kæmpet med mit selvværd. Kæmpet med følelsen af ikke at være god nok. Ikke at være tynd nok, ikke pæn nok, ikke værdifuld nok. Og jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har lært disse følelser at kende gennem ungdommen. Det er nemlig trygge og gode følelser, som det kan være nemmere at være sammen med end alle de ukendte, vovede følelser, der får os ud på dybt vand og ind i ukendt terræn – og som medfører en risiko for at fejle. For det er jo nemt nok at sige til sig selv, at “a comfort zone is a nice place to live, but nothing ever grows there”, men der er jo en grund til, at man kan have tendens til at blive i de trygge rammer. Og nogle gange er man nødt til at forstå sig selv og sin trang til at blive i komfortzonen, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at bryde ud af den.

Jeg står lige nu i en brydningstid i mit liv, hvor der sker nogle ændringer både indadtil og udadtil. Jeg er ved at finde ud af nogle ting omkring mig selv og mine relationer. Der sker nogle ting i mit indre og den måde, jeg møder mig selv på. Og der sker nogle ting i det ydre og den måde, jeg møder min omverden på. Jeg har truffet nogle beslutninger, som har været svære, og som har været lange og opslidende at nå frem til, men jeg mærker også en kampvilje, som jeg ikke har mærket længe. Jeg har fået nogle nye og meget værdifulde relationer i mit liv, som jeg skatter højt og gerne vil kæmpe og gøre en indsats for at bevare – nogle relationer, hvor jeg føler hengivenhed og taknemmelighed. Men jeg har også mistet nogle relationer, hvilket har efterladt sår, der langtfra er helet, og som måske aldrig gør det, og jeg har desuden gjort mig mange tanker om mine negative mønstre og mit eget ansvar for ikke at fastholde mig selv i en offerrolle i hele det her hurlumhej, vi kalder livet.

Og på det seneste har jeg følt en livsvilje. Jeg har følt en skabertrang. Jeg mærker drømmen om at udrette noget. Men hver gang jeg mærker de følelser, og hver gang jeg mærker kreativiteten spire, mærker jeg også de gamle sætninger og gamle leveregler, som har været mit fundament alt for længe. Og jeg hører den velkendte stemme, der taler til mig og minder mig om, at jeg aldrig nogensinde skal vove at satse eller drømme:

• Hvorfor skulle det lykkes for dig?
• Hvorfor skulle nogen synes, du er værd at lytte til?
• Du skal ikke tro, du er noget.
• Du skal ikke tro, du kan noget.
• Du kan lige så godt lade være.

For at være helt ærlig er jeg ikke helt klar over, hvornår og hvorfor den stemme begyndte at tale til mig. Den er ikke et ekko af mine forældre – de har altid været støttende og bakket mig op i forhold til de valg, jeg har truffet (eller ikke truffet) i mit liv. Den er ikke et ekko af oplevelser med mobning eller overgreb, som jeg er så heldig at have været forskånet for gennem mit liv.

Snarere er den et ekko af alle mine egne usikkerheder. Den er et ekko fra de år, hvor spiseforstyrrelsen fik tag i mig og begyndte at overbevise mig om, at den ydre anerkendelse var vigtigere end den indre. Det er stemmen fra teenageårene, hvor jeg altid følte mig lidt off og ikke helt kunne finde fodfæste. Og det er en stemme, der har fået kraft og næring de seneste år, hvor jeg er kommet ud på den anden side af spiseforstyrrelsen og er begyndt at ærgre mig over alle de kræfter, den har kostet mig, og al den tid, jeg har spildt på den. Men i stedet for at kæmpe (og især handle) imod den forbandede stemme, får den mig til at synke grædende sammen på gulvet i opgivelse. Og så får den først rigtig fat:

Du kan ikke blive succesfuld. Du er ikke interessant nok til, at folk gider lytte til dig. Alle de succesfulde kvinder, du ser på Instagram, er fuldstændig out of your league, og du kan lige så godt lade være med at tro, at du kan noget særligt – alle de særlige ting er taget af de andre. Du er for gammel til at nå noget som helst. Du har ikke noget nyt at komme med. Alle dine idéer er allerede brugt af folk, der er bedre end dig.

Og sådan kan den blive ved, stemmen, med at tale mig ned. Og selvom jeg indimellem finder kræfter til at komme med argumenter, sker det lige så ofte, at jeg ikke gør. For jeg er vant til, at den vinder diskussionen, og nogle gange orker man ikke at tage kampen op, hvis man ved, den er tabt på forhånd.

Og den er jo så nem og velkendt at lytte til, den stemme. Og den har meget nemt ved at overbevise mig om, at den taler sandt. Men det gør den da ikke. Vel?

Nej. Det gør den ikke.

---

#bloggersdelightplus