Det ville være skønt at sige, at ”2018 var det vildeste og fedeste år ever”, men det ville ikke være sandheden. Sandheden, derimod, er, at 2018 sådan som helhed var et jævnt og gennemsnitligt år uden de helt store udsving. Men eftersom jeg trods alt er en liste-pige, der elsker overblik, struktur og, ja, lister, synes jeg alligevel, det er rart at nedskrive året lidt i punktform. For selvom der ikke er sket det store, er der alligevel små milepæle, oplevelser og erfaringer, jeg tager med mig fra året, der er gået. Spiseforstyrrelsen. Jeg omtaler altid mig selv som rask spiseforstyrret, og det holder jeg fast ved. 2018 har været et år med meget få overspisninger (hvis der overhovedet har været nogen, har de været subjektive), og det har været endnu et år, hvor jeg stædigt har holdt fast i de ting, jeg har lært om mig selv og min spiseforstyrrelse. Jeg har aktivt modarbejdet de gamle tanker om alt det, jeg burde eller ikke burde i forhold til mad, træning og kropsvægt, og jeg har arbejdet virkelig hårdt på at finde en accept i den krop, jeg nu engang er udstyret med. For der har bestemt været dage, hvor…

Savner du ikke en kæreste? Det sker ofte, at jeg bliver stillet det spørgsmål, når folk finder ud af, at jeg er single – og tilmed har været det i snart fire år. Og jeg forstår egentlig godt, at folk spørger, for jeg kan godt se, at jeg udefra set må virke lige lovlig alene. Og når jeg ser mig omkring, kan jeg også godt se, at de fleste, jeg kender, enten er i et fast forhold, er ved at komme sig over et nyligt brud eller ganske enkelt er i gang med at lede efter kærligheden og tosomheden. Og det forstår jeg i princippet godt. Men faktum er alligevel, at jeg igennem mine sidste fire år som single meget sjældent har savnet en kæreste, og at jeg meget ofte har tænkt tanken, at jeg kunne forblive single og lykkelig resten af mit liv. For det første har det taget tid at lande i min nye tilværelse som delemor efter bruddet med min datters far, og for det andet er jeg den der introverte type, der et langt stykke hen ad vejen befinder mig godt i mit eget selskab, og som derfor har haft det godt med ikke at have…

Kender du det, når der indimellem mangler et menneske? Når man ikke helt synes, man er nok i sig selv? Egentlig skammede jeg mig over at tænke sådan, da følelsen for en måneds tid siden fyldte en del hos mig. For det er sgu ikke ret moderne at være i kvinde i dette årtusind og sige højt, at man ikke synes, man er nok i sig selv, men sandheden er, at det var den følelse, jeg sad med: følelsen af ikke selv at være nok. Jeg er, som nogle måske ved, sådan en singlemor/delemor/enlig mor, eller hvad vi nu skal kalde det (hvilket jeg har skrevet om både her og her). Altså sådan en mor, som er enlig mor de fleste af ugens dage, men hvor der findes en god og kærlig far, så man jo aldrig er helt alene om det. Min status som delemor er ikke noget, der fylder ret meget i min hverdag, hvor tingene jo som regel bare kører, og dagene afløser hinanden, og hvor det pludselig er efterår, før man får set sig om. Men på visse dage mærkes det alligevel tydeligere… Min datter havde fødselsdag i sidste måned, og det er blandt andet i…

Når man beslutter sig for at sætte et barn i verden med et menneske, man elsker, er det nok de færreste, der forestiller sig, at det ikke vil holde for evigt. Det er jo det, mange, der får børn, (måske) går og drømmer om; at stifte en god og solid familie, der ikke går i opløsning, og at leve lykkeligt til sine dages ende med sin partner og de børn, man sætter i verden. Det gjorde jeg i hvert fald – for selvfølgelig var det ikke planen, at tingene skulle falde fra hinanden. Men så går det nogle gange i opløsning alligevel, og når det sker, står man foran en helt ny hverdag og verden, hvor man for alt i verden skal forsøge at få tingene til at fungere. Og der er MANGE ting, der skal fungere: Man skal finde ud af en samværsordning, man skal have styr på sine følelser og sorgen over, at det ikke gik, man skal hjælpe et lille menneske (eller flere små mennesker) til at forstå, hvad der foregår, og man skal forsøge at sluge alle sine egne issues og fokusere på børnene. Man skal måske finde et nyt sted at bo, man skal vænne…

Mit hjerte. Det er ikke noget, jeg skriver om ret ofte. Mit fokus har som regel samlet sig om spiseforstyrrelsen, overspisningerne, selvværdet og alle de følelser, der gennem årene er blevet sammenfiltret på den front, og hjertet – kærligheden – har altid befundet sig lidt i periferien af det hele. Desuden har mit hjerte og min såkaldte singlestatus fyldt meget lidt i min egen hverdag – fordi jeg befinder mig godt, hvor jeg er. Fordi jeg primært har brugt de seneste tre år siden bruddet med min datters far på at finde mig til rette i mit liv og min lejlighed, og fordi jeg har holdt mig til fortællingen om, at der ikke har været nævneværdige forstyrrelser i mit følelsesmæssige nervesystem (bortset lige fra her). Jeg har helt oprigtigt tænkt og følt, at jeg i min introverthed og min glæde ved alenetid ville befinde mig godt med at være single resten af mit liv – tanken har snarere tiltalt end skræmt mig. Jeg har ikke swipet en eneste gang, og jeg har hverken haft lysten til eller behovet for at være i et kæresteforhold (bortset lige fra enkelte situationer). Jeg har oprigtigt sat pris på min selvbestemmelse. På at være…

Indtil for to et halvt år siden lå jeg i en lang periode rigtig stabilt i et vægtområde, hvor jeg havde det godt. Efter mange spiseforstyrrede år og efterfølgende behandling var min spisning blevet intuitiv, ubesværet og varieret. Jeg havde lært at lytte til min appetit, og jeg bekymrede mig ikke om maden. Jeg havde da øjeblikke, hvor jeg havde lyst til at gøre en indsats for at spise sundere eller endelig tage mig sammen til at få drømmekroppen, men på langt de fleste dage hvilede jeg i min krop og på den vægt, hvor jeg havde fundet ud af, at jeg hørte hjemme. Det var ikke en lav vægt, men en normal vægt, og det havde jeg (sådan overordnet set) affundet mig med og var glad i. Sådan havde jeg det indtil for to et halvt år siden. Men siden da har jeg fået et par ekstra kilo. Dem kalder jeg skilsmissekiloene. Det er to kilo, der langsomt er kommet på igennem de seneste to et halvt år – vel primært som følgevirkning af bruddet med min datters far. Der har måske været lidt mere ensomhed… lidt mere kedsomhed… lidt mere frihed til at spise, hvad jeg ville… lidt…