Status over 2018

Det ville være skønt at sige, at ”2018 var det vildeste og fedeste år ever”, men det ville ikke være sandheden. Sandheden, derimod, er, at 2018 sådan som helhed var et jævnt og gennemsnitligt år uden de helt store udsving. Men eftersom jeg trods alt er en liste-pige, der elsker overblik, struktur og, ja, lister, synes jeg alligevel, det er rart at nedskrive året lidt i punktform. For selvom der ikke er sket det store, er der alligevel små milepæle, oplevelser og erfaringer, jeg tager med mig fra året, der er gået.

Spiseforstyrrelsen. Jeg omtaler altid mig selv som rask spiseforstyrret, og det holder jeg fast ved. 2018 har været et år med meget få overspisninger (hvis der overhovedet har været nogen, har de været subjektive), og det har været endnu et år, hvor jeg stædigt har holdt fast i de ting, jeg har lært om mig selv og min spiseforstyrrelse. Jeg har aktivt modarbejdet de gamle tanker om alt det, jeg burde eller ikke burde i forhold til mad, træning og kropsvægt, og jeg har arbejdet virkelig hårdt på at finde en accept i den krop, jeg nu engang er udstyret med. For der har bestemt været dage, hvor jeg har ønsket at tabe nogle kilo, og der har bestemt været dage, hvor jeg har været ked af mig selv, min krop og min vægt, og hvor de tre-fire kilo, jeg rundt regnet har taget på de seneste par år (tror jeg, for jeg ejer ikke en vægt og aner ikke, hvad jeg vejer), i nogle perioder har fyldt mine tanker. Jeg har kæmpet for at lade tanker og krop være og for at insistere på at spise, som jeg plejer. Og jeg er faktisk stolt af, at jeg holder fast i netop det. Min spisning er efterhånden så regelmæssig, at den ikke skal fuckes op af mine tankeudsving og dårlige kropsdage (hvilket jeg i øvrigt har skrevet mere om her), og det er, når jeg formår at lade tankerne være uden at handle på dem, at jeg bliver bevidst om (og stolt af), hvor langt jeg faktisk er kommet.

Kærligheden. Øh, hvad for en? Nå ja, kærligheden, der ringer da vist en eller anden fjern klokke, men den er meget fjern, for 2018 har været helt ekstremt ikke-actionpacked på den front. Det er delvist et valg, fordi jeg på ingen måde aktivt søger en kæreste, men når jeg sådan ser tilbage på et helt år uden den mindste morskab (eller var der noget med et kys tilbage i januar?), så kan jeg da godt se, at det hele virker lidt tørkeramt. Jo, der er jo nok et menneske, der svæver rundt ude i periferien af det hele, men det er et menneske, som aldrig nogensinde kommer ind i den inderste sfære, det ved jeg af erfaring. Og sagen er jo også den, at jeg ikke i dagligdagen savner en kæreste, og at jeg derfor endnu ikke har haft lyst til at lede aktivt eller forsøge mig med nogen datingapps (det kan være, det kommer en dag). Og derfor går livet og den ikke-eksisterende kærlighed sin vante gang, og indtil videre er det helt fint på den måde.

Hjemmefronten. Min datter har haft et godt år. Hun har det godt, hun trives og har gode veninder og er glad for at gå i skole, og vi hygger os i vores tosomhed og har for det meste fundet nogle gode rutiner. Hun er tryg og har for det meste overskud, og selvom hun som skilsmissebarn er en del af en ærgerlig statistik, så kunne det simpelthen ikke være bedre under omstændighederne. Hun elsker sin søde far, ordningen fungerer, og hun er glad og tryg begge steder. Det har vi, hvis jeg selv skal sige det, gjort ret godt, hendes far og jeg.

Udefronten. Af lidt større ting, der er sket i 2018, kan nævnes noget med at rejse alene. Min datter og jeg var en uge på Mallorca tilbage i maj, og det var en af de bedste beslutninger, jeg længe har truffet. Det var simpelthen så dejligt bare at have tid med hende og dele den oplevelse, det var at være et helt nyt sted, og det er så absolut noget, jeg vil gøre med hende igen. Jeg var ærligt talt lidt i tvivl om, hvorvidt jeg nu kunne ”klare det”, for vi har aldrig rejst helt alene før. Der har ligesom altid været en rigtig voksen med enten i form af min datters far eller mine egne forældre, men det var godt for mig at mærke, at jeg selvfølgelig kunne klare det, og at jeg selvfølgelig var helt igennem kompetent nok til at være den voksne. For uanset hvordan man indimellem kan føle det indeni, så er det jo det, jeg er: voksen. Det beviste jeg også over for mig selv, da jeg var et par dage alene i London i sommerferien. Det var ikke længe, men det var alligevel noget, jeg længe godt havde kunnet tænke mig. Og jeg elskede det! Jeg elskede at være helt alene med mig selv og mine tanker, og det er ikke sidste gang, jeg prøver det – det er helt sikkert.

Relationerne. Jeg har tidligere skrevet lidt om relationer (fx her og her) og om, at jeg altid har haft en indre fortælling om mig selv som en, der var meget nem at erstatte. Jeg har forestillet mig, at en brudt relation altid kun ville være mit eget tab og aldrig den anden parts, fordi de andre altid kunne få nye veninder (eller for den sags skyld kærester, kolleger, bekendte), og at jeg ikke ville blive savnet for den, jeg var. Det har betydet, at jeg ofte er brændt inde med ting, og at jeg ikke har sagt til og fra, hvis jeg er blevet såret, vred eller ked af det i relationen. I stedet har jeg ladet det hobe sig op inden i mig, og jeg er måske endt med at trække mig fra selv virkelig vigtige relationer, fordi de negative følelser aldrig har fået lov at komme ud – simpelthen i et forsøg på at være så lidt besværlig som muligt. I 2018 har jeg både mistet og fået. Jeg har truffet nogle tvivlsomme valg, som en del af mig fortryder hver evig eneste dag, men jeg har også gjort et godt og solidt stykke arbejde for at styrke nogle gamle relationer og opbygge nogle næsten nye. Og jeg bliver mere og mere overbevist om, at jeg faktisk er et ret rart menneske, som har noget at komme med, og at folk som regel godt kan lide mig for den, jeg er. Og det er måske en af de vigtigste erkendelser i 2018; erkendelser, som måske i fremtiden kan hjælpe mig med at reparere brudte relationer.

Arbejdslivet. Ligesom på alle andre fronter har arbejdsfronten også været ret stabil (hvis du vil vide mere om mit arbejdsliv, kan du læse dette indlæg), men i slutningen af året skete der alligevel et skift, da jeg valgte at opsige mit job som korrekturlæser på Kristeligt Dagblad med udgangen af 2018 og skifte til Weekendavisen fra denne januar. Det betyder rent praktisk bare, at jeg i stedet for to faste dage på Kristeligt Dagblad har to faste dage på Weekendavisen. Det var en svær beslutning, for jeg er lidt af en tryghedsnarkoman, og jeg har været så glad for mine næsten fem år på Kristeligt Dagblad, og det var svært at sige farvel til gode kolleger (og ved afskeden med Kristeligt Dagblad blev jeg desuden mindet om, at jeg har været en afholdt kollega og et værdsat menneske, apropos de ting, jeg skrev om ovenfor under afsnittet om relationer). Men indimellem er det jo meget godt at ruske lidt op i det hele og søge ud af de vante rammer – og eftersom både løn og arbejdstider var lidt bedre på Weekendavisen, var det det eneste rigtige.

---

Og hvad skal der så ske i 2019 på de forskellige fronter? Det skriver jeg et indlæg om snart – indtil videre håber jeg, du selv er kommet godt ind i det nye år og ser tilbage på 2018 med bare sådan nogenlunde glæde i sindet.