Selvomsorg eller selvforkælelse?

De næste ni dage er jeg alene hjemme.

Min datter er taget på ferie med sin far, og når man er vant til at være i selskab med en glad seksårig det meste af tiden, så er ni dage uden hende laaaang tid.

Men det er altså faktum: Jeg er alene hjemme. Og jeg har hele tiden været fast besluttet på at gøre nogle gode ting for mig selv, mens min datter er væk. Jeg skal selvfølgelig arbejde og købe ind og støvsuge og vaske tøj, men jeg vil også gerne gøre nogle af de ting, jeg ikke får gjort i hverdagen. Jeg vil gerne indhente nogle praktiske gøremål, som jeg har udskudt længe. Jeg vil gerne klemme et par ekstra træninger ind i programmet. Jeg vil gerne mødes med min gamle veninde til et glas vin. Jeg vil gerne have et par kaffeaftaler. Og jeg vil gerne spise sundt og varieret og få en masse laks og grønkål, som jeg sjældent får, fordi min datter ikke bryder sig om det.

Men da jeg havde afleveret min datter hos sin far i søndags, var jeg bare trist. Jeg var påvirket af den tårevædede afsked. Jeg var ked af, at hun skal vokse op som et skilsmissebarn, der altid skal savne den ene af sine forældre. Jeg var ked af, at jeg ikke skulle med dem på ferie til det sted, jeg kender og elsker og har været så mange gange. Jeg var bange for, at der skulle ske hende noget, og jeg var vred på mig selv over, at jeg i så fald ikke ville være der til at hjælpe og trøste.

Jeg var kort sagt ret langt nede i kulkælderen. Og min første indskydelse var at forkæle mig selv godt og grundigt for at få det lidt bedre. Og da jeg satte kursen mod Netto med røde, hævede øjne, tænkte jeg over de ting, jeg ville købe for at gøre mig selv i bedre humør.

Jeg tænkte på chokolade. På kanelgifler. På nachos med ekstra ost. Jeg tænkte på at framelde mig mandag morgens trx-time og i stedet tage en god, gammeldags overspisningsaften, hvor jeg kunne tude og se serier og have ondt af mig selv – mens jeg forkælede mig selv med alle de ting, jeg allerbedst kan lide.

For var det da ikke den bedste måde at vise mig selv, at jeg holdt af mig? At lade mig selv mærke, at det hele var lidt hårdt? Var det ikke en god ide at give mig selv lov til at være trist over, at tingene ikke lige gik, som jeg engang forestillede mig, at de skulle gå? Og var det ikke den bedste løsning på min tristhed at forkæle mig selv med chokolade? Jo, det gik jeg der og overbeviste mig selv om, at det nok var.

Men mens jeg gik den tunge gang mod Netto, kom jeg i tanke om min gamle psykolog, der plejede at minde mig om noget:

Der er forskel på selvomsorg og selvforkælelse.

Egentlig brugte hun de engelske termer selfcare og selfindulgence, og den danske oversættelse af især selfindulgence fungerer ikke rigtig, synes jeg, men jeg kan ikke rigtig finde på et bedre ord. At indulge er for mig mere noget med at svælge i tingene, at tingene er lidt “for meget” af enten det ene eller det andet, men jeg er ikke sikker på, jeg har ret. Selvforkælelse klinger lidt anderledes og mere neutralt, end det egentlig er tænkt i denne forbindelse, så når jeg skriver selvforkælelse, mener jeg egentlig selfindulgence.

Nå, men min psykolog skelnede i hvert fald mellem disse to begreber, og det gik op for mig dengang, at jeg ofte forvekslede dem (især i forbindelse med overspisninger) – og jeg synes stadig, de kan være svære at skelne mellem. Men jeg kan godt se, at der er forskel på at drage omsorg for og forkæle. 

De fleste eksperter i børneopdragelse vil nok fortælle os, at der er forskel. De fortæller os, at vi drager omsorg for børnene ved at vise dem, at man ikke kan få alt, hvad man peger på. Ved at lære dem, at nej betyder nej, og at man ikke altid kan komme forrest i køen og få sine behov opfyldt lige med det samme. De fortæller os, at det er os som voksne, der skal træffe de beslutninger, som er omsorgsfulde på den lange bane, fordi børnene endnu ikke selv mestrer impulskontrol og behovsstyring til fulde. De fortæller os, at der også skal være plads til forkælelse, men at det er den indimellem bestemte omsorg – den, barnet kan kalde urimelig og uretfærdig i netop det øjeblik, vi siger nej til bamsen i BR, eller når vi insisterer på gulerødder frem for chokolade i madpakken – der skaber børn, der kan begå sig i verden.

Og det er det samme med os selv. Der er forskel på selvomsorg og selvforkælelse! Men det kan være endnu sværere at skelne, når det gælder os selv – og om muligt endnu sværere at føre ud i livet. For hvornår er der tale om hvad?

Jeg har ikke det endelige svar, og der vil med garanti være gråzoner og tonsvis af faktorer, der afgør, om det er det ene eller det andet. Det vil desuden variere fra person til person – og for mange er det måske fuldstændig ligegyldigt og bare en kunstig og ubetydelig skelnen. For hvad betyder det, om det glas rødvin, man drikker om aftenen for at falde ned efter en stresset dag, kan kaldes det ene eller det andet? Hvad betyder det, hvordan andre vil kategorisere det ekstra stykke chokolade, man spiste for at fejre sin fødselsdag?

For mange betyder det sikkert ingenting, men for en tidligere bulimiker/overspiser (og måske i virkeligheden for mange, der har kæmpet med ting, der tager overhånd – hvad enten det er træning, alkohol eller sund kost), er det ret afgørende. Og på min vej til Netto gik det i hvert fald op for mig, at en aflyst træningstime og en aften med overspisninger bestemt ikke ville være selvomsorg. Det ville måske føles sådan i den korte tid, det stod på, og jeg ville nok føle mig trøstet i en times tid, indtil kvalmen og selvbebrejdelsen tog over. Men det ville være kortsigtet selfindulgence, der ikke ville føre noget godt med sig.

Det ville ikke være selvomsorg.

Selvomsorg er at spise noget god mad i passende mængder. Selvomsorg er at ringe til en veninde og blive trøstet, når jeg forbander livet og dets skilsmissende urimeligheder. Selvomsorg er at komme af sted til træning og få brugt min krop til noget rart. Selvomsorg er at komme ud ad døren og gøre nogle gode ting for mig selv i stedet for at ligge på sofaen og spise chokolade i ni dage. Selvomsorg er at drikke kaffe med gamle eller nye bekendte. Selvomsorg er at gå i biografen med min veninde. Selvomsorg er at gå en tur i solen og høre fuglene synge i stedet for at bure mig inde med min tristesse og se serier. Og selvomsorg er at kunne hente min datter i lufthavnen og vide, at jeg har draget god, passende og langsigtet omsorg for barnet i mig selv, mens hun var væk.

Så jeg ombestemte mig på vej til Netto og fyldte min kurv med nogle andre ting, end jeg først havde tænkt mig. Jeg kom af sted til træning mandag morgen. Jeg har en kaffeaftale om en time. Og selvom jeg både har tænkt mig at drikke vin og spise chokolade i den kommende uge, vil jeg forsøge at gøre det med selvomsorgen for øje.

Det er i hvert fald min intention. Så må vi se, om den holder.