Sommeren er den ensomste tid på året…

 

Nu er sommeren kommet, og er der noget, der kan gøre de fleste af os i godt humør, er det solskin, fuglekvidder og kolde fadøl i varmen. Sommeren er dejlig. Sommeren er lys. Sommeren er alt det, vi drømmer om.

Og sommeren er den ensomste tid på året.

Det kan undre, at man hvert evig eneste forår bliver overrasket over, at alting springer ud – vi ved jo godt, at det sker, for det var det samme sidste år. Og alligevel klapper vi i hænderne over det hvert forår, som om det var første gang, vi så de lysegrønne blade, vi længtes sådan efter.

På samme måde kan det undre mig, at ensomheden rammer mig lige i hjertet hver eneste sommer. Den kan selvfølgelig ramme hele året, men sommeren er den værste, og det overrasker mig gang på gang – og rammer mig hårdere og hårdere, jo ældre jeg bliver.

For det er om sommeren, jeg bliver allermest opmærksom på alle de andres samvær. Det er om sommeren, alle er gået på gaden for at gå ture sammen, spise brunch på cafeerne og danse de lyse nætter væk med alle vennerne. Det er om sommeren, jeg selv føler, jeg burde være ude, være social, være glad og synge. Og det er om sommeren, jeg forbander mig selv, når jeg igen drejer ned ad en villavej og hører latteren og glassenes klirren inde bag hækkene, hvor alle de ikke-ensomme griller og er sammen og glemmer, at der går ensomme sjæle rundt derude og lytter.

Sjæle, der ikke rigtig kan finde deres plads. Der ikke helt kan finde ud af, hvor de hører til. Der brugte for mange af deres ungdomsår på at bekymre sig om vægt og udseende og lod alt for mange potentielle venskaber gå i vasken, fordi de havde travlt med at gemme sig for verden.

Sådan en sjæl er jeg.

Jeg har enkelte veninder, som jeg ved, jeg altid kan regne med, og det betyder alt. Men jeg kunne have haft flere, hvis jeg havde taget alle de hænder, jeg blev rakt især i universitetsårene. Det gjorde jeg dog ikke, for det var i de år, jeg havde det værst – og ikke kunne finde ud af livet. Det var så meget nemmere at gemme sig derhjemme frem for at vise sig frem for verden, frem for at satse på nye relationer og vælge livet og de fremtidige grill-bekendtskaber til.

Og jeg forstår mit tidligere jeg, og jeg ved, at der var en grund til, at jeg ikke magtede det sociale. Men jeg ved også, at det er nu, jeg skal gøre en indsats, hvis jeg gerne vil ændre på tingene. Hvis jeg gerne vil have flere mennesker i mit liv, der ser mig og forstår mig og vil grille med mig og forhindre ensomheden i for alvor at slå rod i hjertet.

Og jeg er blevet bedre til at række ud de senere år, selvom det kan være svært. Er blevet bedre til at smile lidt mere til verden. Til at tro lidt mere på, at jeg rent faktisk har noget, som andre kan lide, som de kan bruge til noget, og som de faktisk sætter pris på. Jeg er blevet bedre til at tro på, at mine ord har en vis vægt. Og at mit væsen kan få mig et lille stykke ud af den værste ensomhed, som kan slå ned som et lyn fra en klar himmel, og som især kan opstå, fordi jeg i forvejen er typen, der faktisk godt kan lide at være alene (hvilket jeg har skrevet om her).

Jeg har for eksempel fået en kollega, som jeg klikker med, og som jeg håber, kan blive en nærere ven. Jeg har fået en mandlig ven, jeg kan drikke kaffe med, og som betyder noget for mig, fordi jeg synes, han er et elskeligt menneske, og fordi jeg fornemmer, at han respekterer mig og lytter til, hvad jeg siger. Jeg har fået en ny ven, som jeg kan være neurotisk og 100 % ærlig over for – uden at hun nogensinde vil dømme mig. Og jeg har min familie, som i sig selv er et ret solidt sikkerhedsnet, der sørger for, at jeg aldrig for alvor falder igennem og ender helt nede i ensomhedens dybe afgrund.

Men derfor kunne de alligevel godt dæmpe sig lidt derinde bag hækkene.