Året der gik

Farvel til dig, du skøre år, med al dit tyranni

Hvor intet nogensinde føltes rigtigt indeni

Hvor nøglebrikker i mit livets puslespil gik tabt

Hvor drømmene de knustes, længe før de selv blev skabt

Du blev et år, hvor tanker gik itu, før de blev tænkt

Hvor hjertet blev til stumper og min love boat skudt i sænk

Hvor ensomheden bankede bestandig på min dør

Mens livet uden for mit vindue fortsatte som før

Hvor ingenting gav mening trods en kamp med kløer og næb

For retten til at smide det, vi alle har på slæb

Nu sidder jeg og mærker, hvordan intet føles helt

For hjernen er i sort og hjertet splittet, skåret, delt

Og intet af det lort, jeg lukker ud, er ganske sandt

For der var faktisk kampe, som jeg kæmpede og vandt

Og alt det triste, jeg kan huske nu, er måske løgn

Det føles bare sådan nu i årets første døgn

Fordi melankolien kom som gæst hos mig igen

Min trofaste, min ældste og min lidt forhadte ven

Som finder hver en sprække til at kile sig derind

Hvor drømmen burde spire om et forårs lyse sind

Og selvom der i hjertet ganske ofte blomstrer håb

Om liv og lys og kærlighed og forårskåde råb

Så breder livets vemod sig som ukrudt gang på gang

For ingenting er helt som det, man lovedes engang

Og Instagram, de siger, at “man kan jo, hvad man vil”

Og “det er op til dig, hvordan du spiller livets spil”

Så fake it till you make it bliver nok the way to go

I 2018 vil jeg finde livets flow

Og give slip på alle ting, der ikke gør mig glad

Og fylde sind og krop med kys og kærtegn frem for had

Til fordums braste drømme – jeg vil drømme om et år

Hvor håb om liv og lys og nye tider de består

Hvor jeg skal rejse, kysse, elske, skrive som besat

Og sidde foran pejsen i en mørk novembernat

Imens jeg smiler skævt, fordi nu ved jeg ganske vel,

At små beskedne glæder giver mening i sig selv