At rejse alene med min datter…

Sidste år i maj måned var jeg for første gang ude at rejse med min datter alene, bare hende og mig. Indtil da havde vi altid rejst med andre – med en af mine forældre, med min bror og hans familie eller med min datters far, dengang vi endnu ikke var gået fra hinanden, og dengang der endnu ikke stod ‘singlemor’ skrevet ud over det meste af min tilværelse. Men sidste år tog jeg en beslutning om, at vi skulle prøve det – at rejse sammen, kun mig og hende.

Jeg var faktisk lidt i tvivl om, hvorvidt det var en god idé at rejse alene med en syvårig, som hun var på det tidspunkt. Jeg var nervøs for, om hun ville komme til at kede sig. Om jeg ville komme til at kede mig. Om vi ville kunne udfylde tiden, og om dagene ville blive alt for lange, når vi kun havde hinanden at underholde os med. Nervøs for, om hun ville føle sig utryg ved, at jeg var den eneste voksen. Og faktisk også for, om jeg selv ville føle mig utryg. Kunne jeg finde ud af at være den eneste voksen i et andet land med det fulde ansvar for min datter? Hvad nu, hvis der skete mig noget. Hvis der skete hende noget – ville jeg kunne finde ud af at træffe hurtige beslutninger, hvis det var nødvendigt?

Alle mine bekymringer blev heldigvis gjort til skamme, og vi havde ganske enkelt verdens bedste tur. Det var seks dage med pool, pandekager, et par udflugter, Uno, Yatzy, Jumbobøger og hyggesnakke om alt og intet, og det var sådan en dejlig følelse bare at være sammen med hende – og kun hende – uden opvask, deadlines, lektier eller madlavning (for vi kørte naturligvis all inclusive-stilen, hvilket jeg i øvrigt skrev lidt mere om dengang set i forhold til spiseforstyrrelsen – det kan du læse her). Og jeg blev på alle måder mindet om, at jeg er fuldt ud i stand til at tage vare på både mig selv og min datter. Det vidste jeg såmænd nok godt i forvejen og inderst inde, men det var alligevel rart lige at få det genopfrisket og kunne sætte en streg under. Og det gik op for mig, at det, jeg i virkeligheden havde tvivlet på, da jeg tvivlede på, om vi skulle og kunne tage sådan en ferie, var, om jeg helt grundlæggende var kompetent nok.

Kompetent. Åh, hvor har jeg arbejdet meget med det ord gennem mit liv, min spiseforstyrrelse, i mine mange psykologsessions og gennem min behandling helt generelt, for er der noget, jeg har manglet, er det netop den følelse: følelsen af at være kompetent og kunne handle i mit eget liv frem for følelsen af at være hjælpeløs og handlingslammet. Og netop derfor var det så meget desto mere en sejr for mig at finde ind til kernen i mig selv og opdage, at jeg selvfølgelig er netop det: kompetent. Og det var vigtigt for mig at mærke (og i øvrigt et emne, jeg gerne vil uddybe mere her på bloggen i nærmeste fremtid).

Vi tager af sted igen i år. Det var et stort ønske for min datter at komme nøjagtig det samme sted hen, så om ikke så længe tager vi igen til Mallorca – samme sted, samme hotel, samme koncept: all inclusive, Uno og Yatzy, pool, palmer og pandekager, hende og mig, mit all time yndlingsmenneske og hendes vanvittigt kompetente mor.

Og jeg ved ikke, om det er mig eller min datter, der glæder sig allermest.