Alene juleaften

Julen er hjerternes fest – men ikke altid de delte hjerters fest. For selvom julen er dejlig, lysende, varm og hyggelig, er der ekstra udfordringer, når man lever livet i en delt familie.

Der er såmænd mange ting ved livet som delemor, der er en lille smule nedtur. Ferieperioder, for eksempel, hvor man vinker farvel til sin datter, inden hun sætter sig om bord i en flyver, og man ved, man først ser hende nogle uger senere. Eller hendes fødselsdage, hvor der mangler et menneske til at synge fødselsdagssang for hende om morgenen. Og så altså højtider som julen, hvor man jo af gode grunde ikke kan dele det lille elskede menneske midt over, og hvor hendes delte hjerte også må lære, at julen fejres enten med far eller med mor.

Vi har den aftale, at vi hvert andet år fejrer lillejuleaften og nytårsaften med vores datter og de andre år fejrer selve juleaften med hende. Dagene mellem jul og nytår tager vi lidt, som de kommer – uden faste aftaler og alt afhængigt af, hvornår der er julefrokoster i den ene og den anden del af familien.

I år er det så anden gang, jeg skal holde jul uden hende, og i år tror jeg tilmed, at jeg skal være helt alene. Og det kan måske – især når det handler om en juleelsker som mig – lyde lidt for trist til at bære. Men hvis jeg skal være helt ærlig, er det langtfra så slemt, som det (måske) lyder. Tror jeg. For jeg kunne nok godt tage med min bror og hans familie til juleaften hos min svigerinde. Jeg kunne godt hægte mig på min mor og holde jul med hendes kæreste og hans tre sønner og svigerdøtre. Jeg kunne godt tage med min far hjem til hans kæreste og hendes søde familie og hygge mig sammen med dem. Jeg kunne godt finde et sted at være frivillig, så jeg kunne bruge mine kræfter og mit juleoverskud på noget fornuftigt. Og jeg kunne godt have takket ja, da min far spurgte, om han ikke skulle komme og holde jul med mig (fordi han nok ikke helt kunne udholde tanken om, at jeg skulle sidde helt alene) – så det er såmænd ikke, fordi jeg er alene i verden og ikke er ønsket nogen steder.

Men en del af mig har også lyst til at prøve at udfordre det hele lidt. En del af mig har lyst til at ruske mig selv lidt ud af de vante forestillinger om, hvordan livet (og julen) bør være. Ja, en del af mig glæder sig faktisk til at være alene med stearinlys, Netflix, julemusik og lidt takeaway. Måske kommer der en fellow singlemom forbi og holder pyjamasjul med mig, og det kunne være sindssygt hyggeligt, hvis hun gjorde – men det er også muligt, at jeg ender med at være helt alene. Og hvis jeg gør, så tager jeg det som en udfordring og minder mig selv om, at det er et valg, jeg selv aktivt har truffet – og som jeg har truffet, fordi jeg rent faktisk ønskede det.

Jeg holder lillejuleaften med min datter og det meste af min nærmeste familie, og om det lige er den 23. eller den 24., vi holder jul sammen, betyder vel ikke det helt store. Og den tanke kan jeg have, fordi jeg ved, at hun selv får en dejlig juleaften – og sådan er det faktisk med de fleste ting. Når hun om sommeren er på ferie med sin far, så kan jeg godt nyde alenetiden herhjemme – så længe jeg ved, hun har det godt, hvor hun er. Når hun skyper hjem fra Frankrig, og jeg kan se og høre, at hun er glad og oplever en masse, så har jeg ro i maven og kan godt nyde livet og sommeren herhjemme, hvilket jeg ikke ville kunne, hvis hun var trist og ked af det og savnede mig helt ubærligt, hver gang jeg talte med hende. Og ligesådan når hun er hjemme hos sin far hver anden weekend – så kan jeg sagtens nyde lidt alenetid – igen fordi jeg ved, hun har det godt, hvor hun er. Og i år tror jeg helt oprigtigt på, at jeg godt kan nyde en juleaften herhjemme under dynen med en chickflick, et glas rødvin og en kæmpe æske chokolade – fordi jeg ved, at hun har det godt, hvor hun er, og fordi jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg holder af mit eget selskab og ganske ofte er helt alene uden at føle det mindste stik i hjertet.

Men jeg skal da ikke kunne sige med sikkerhed, at ensomheden ikke sætter ind på et tidspunkt i løbet af aftenen, når julebillederne begynder at overtage mit Instagram-feed, og overboen begynder at trampe loftet i stykker med ”Nu’ det jul igen”.

Men jeg tror det ikke. Jeg tror det virkelig ikke.

Men det er måske under alle omstændigheder meget heldigt, at overboen er en dårligt gående dame i midtfirserne.

---

#bloggersdelightplus