Jeg taler og skriver meget om mad og krop – og især om, hvordan tingene hænger sammen og indimellem kan være svære at skelne fra hinanden. Men når man skræller alle lagene af, og når man ser bort fra alle de kloge ord om food freedom og intuitiv spisning… hvordan har jeg det så egentlig – sådan helt ærligt og allerinderst inde – med min krop? Er jeg helt tilfreds? Har jeg accepteret mig selv, som jeg er, og er det hele bare fryd og gammen, nu hvor jeg (næsten) har sluttet fred med mad? Nej. Overhovedet ikke. Jeg har stadig dårlige kropsdage. Jeg har dage, hvor jeg synes, jeg ligner noget, der er løgn. Jeg har dage, hvor jeg har lyst til at gemme mig for verden og ikke gå uden for en dør. Jeg har dage, hvor jeg føler mig forkert, hvor jeg føler mig tyk (hvilket altid er en fejloversættelse af en anden følelse), og hvor jeg har meget nemt ved at overbevise mig selv om, at alting ville blive bedre, hvis jeg tabte de famøse fem kilo. Jeg har dage, hvor jeg hader mit eget spejlbillede og ville give næsten hvad som helst for en flad…

Hvis man enten har haft en spiseforstyrrelse eller ”bare” har haft udfordringer med maden (og jeg ved godt, at det virkelig ikke er bare, spiseforstyrrelse eller ej), så kender man nok også til, at kroppen og maden bliver filtret godt og grundigt sammen, og at det kan være hamrende svært og besværligt at få dem filtret fra hinanden igen. For af en eller anden grund vil de bare enormt gerne holde sammen – også selvom de indimellem slås og skændes gevaldigt. Og ja, det giver nok sig selv, at de to elementer har afgørende indflydelse på hinanden, for naturligvis hænger de sammen. Men blot fordi de hænger sammen, behøver de jo ikke at blive filtret sammen. For naturligvis hænger de sammen. Mad er noget, vi bruger til at fylde energi i vores krop, og vores krop har omvendt brug for mad for at holde sig kørende – og mad og krop har således ikke rigtig noget formål uden hinanden. De hænger helt bestemt sammen og kunne såmænd være så gode venner! Men når mad og krop derimod bliver filtret sammen, så betyder det, at vi har svært ved at adskille de to, og så er det, det begynder at rode….

Så blev det første november! Det betyder, at der kun er en måned til 1. december – og altså kun en måned, til det for alvor går løs med julefrokoster, æbleskiver, juletræsfester og pebernødder, og det betyder også, at det er nu, du skal sætte ekstra ind på den sukkerfri sundhed, hvis du vil sørge for at være ekstra klar, når december måned rammer! For det gør den jo lige om lidt, og før vi ved af det, står den farlige måned for døren med alle sine farlige kalorier, der risikerer at gøre skade på din krop og klæbe til sidebenene, som IForm skrev i deres blad sidste år, hvorefter de kom med følgende bud på en sund november: ”Vælg konsekvent alt sukker fra i november. Kun naturligt forekommende frugtsukker er tilladt. Prøv at være konsekvent fra dag ét, og drop de ting, der har sukker på ingredienslisten.” Og er det ikke bare alle tiders idé? At nægte sig selv adgang til alle ting med sukker på ingredienslisten? At bruge hele sin november på at skabe madstress? Jo, det er det da muligvis, hvis man hører til den ene procent af befolkningen (helt uvidenskabeligt tal, jeg bare syntes lød plausibelt),…

Der findes så mange udtryk, der handler om det der ”spor”. At komme tilbage på sporet, at blive på sporet, at noget løber af sporet, eller at noget har sat sig sine spor. Og når man taler om det gode spor – og især når man taler om det i forhold til fx mad – så vil dette gode spor for de fleste betyde, at man spiser sundt og grønt (og helst heller ikke for meget). Sådan har det i hvert fald været for mig. Jeg har brugt 10 år af mit liv – fra jeg var 18, til jeg var 28 – på at forsøge at leve mit liv på det smalle spor, som jeg havde hørt og lært og læst og set var det eneste rigtige. I hvert fald hvis man gerne ville tabe sig og blive tyndere, pænere, slankere, smukkere og forhåbentlig meget mere værd i både andres og egne øjne. Og det var jo det, jeg så gerne ville. Når jeg slog op i damebladene eller så undertøjsmodellerne køre forbi på siden af busserne, kunne jeg jo selv se, at alle de slanke piger smilede så bredt og var så pæne og så helt igennem lykkelige…

Det lyder indimellem så nemt, det der bodypositivity. Det er jo bare at elske sig selv og den krop, man nu engang er udstyret med, og så kommer glæden jo helt af sig selv. Right? Nej, not right. For jo, vi ved jo godt, at #allbodiesaregoodbodies, men det er desværre ikke altid, at man helt oprigtigt tror på, at det også gælder ens egen. Og selvom jeg inderst inde ved – og er indstillet på – at det er en lang rejse, er der dage, hvor jeg simpelthen trænger til et quick fix og en minimal genvej, der kan gøre rejsen bare en lille smule kortere. Så her kommer mine egne fem bedste lyntips til at få det bedre med mig selv på de dage, hvor kropspositiviteten kan ligge på et meget lille sted. Undgå bodychecking (som jeg i øvrigt har skrevet om her). Det betyder for mig helt konkret, at jeg aktivt skal fravælge at stille mig foran spejlet, trække op i blusen og gå i kritiker-tilstand. Det er ellers ofte min første indskydelse at vurdere mig selv – enten for at forsøge at overbevise mig selv om, at jeg ikke bør være ked af det, eller for at…

Jeg har skrevet en del om min spiseforstyrrelse (blandt andet her, her og her), og har for nylig også skrevet om min vej ud af netop spiseforstyrrelsen (hvilket du kan læse om her). Men nu er der et andet emne, som jeg synes, det er væsentligt at tage op: Når en spiseforstyrrelse vender tilbage. Min er nemlig kommet tilbage for fuld kraft, og pludselig er det, som om den igen er nærværende i alt, hvad jeg foretager mig. Som jeg tidligere har beskrevet, så tror jeg, at man som tidligere spiseforstyrret (sådan er det i hvert fald for mig, tror jeg) aldrig nogensinde kan blive helt ikke-spiseforstyrret igen. Man kan blive rask, ja, og det er jeg – men det betyder ikke, at spiseforstyrrelsen ikke kan komme tilbage i mit liv og begynde at fucke nogle ting op. Og det gør den i disse tider. Jeg tager pludselig mig selv i dagligt at tænke i nogle baner, som jeg ellers havde arbejdet hårdt for at kæmpe mig ud af. Jeg kan pludselig tælle to-tre overspisninger på en uge (muligvis subjektive, men ikke desto mindre er følelsen af kontroltab reel nok), og jeg tog forleden mig selv i at stå og…

I søndags blev jeg ramt af det, jeg – i sådan rent uvidenskabelige termer – har lært at kende som et “fat and ugly-attack”. Dem kender du måske? Du ved, sådan et attack af pludselig at føle sig helt elendig? Af at tale grimt til sig selv? Af at stå foran spejlet og hade alt, hvad man ser? Og af at tage fat i kroppen og ikke finde andet end fejl, fedt og fiasko? Når man oplever et fat and ugly-attack, reagerer man (jeg) ofte på en af følgende to måder: Man resignerer, bliver modløs og får lyst til at give op (og får sikkert også lyst til at drukne sine sorger og sin uduelighed i chokolade). Man bliver trodsig og tænker “nu tager jeg mig sammen, og så skal jeg fandme vise hele verden, at jeg kan blive tynd” (hvorefter man går på lynkur og sulter sig selv og ender med at overspise og stå foran spejlet og hade sig selv igen). Men… der er heldigvis en tredje handlemulighed, når man oplever et fat and ugly-attack: Man kan nemlig indse, at man er under angreb. Det kræver både øvelse, årvågenhed, opmærksomhed og ikke mindst vilje til at kæmpe imod…

Som nogle af jer ved, har jeg igennem 10 år – fra jeg var cirka 18 til 28 – lidt af bulimi. Jeg tænkte på mad, før jeg stod ud af sengen. Jeg forberedte, skrev lister, vejede mad, lavede udregninger, fandt på regler, opstillede forbud, opstillede påbud og gjorde alt, hvad der stod i min magt, for at blive tyndere. Og jeg har længe tænkt på at skrive et indlæg om min egen vej ud af den onde cirkel, jeg befandt mig i så længe. Here we go… Det er langt, men jeg håber, det kan hjælpe bare en enkelt, der måske kæmper med tingene lige nu. Det, jeg beskriver i dette indlæg, er min vej. Det her virkede for mig, og jeg vil til hver en tid anbefale, at man taler med en læge eller en anden sundhedsfaglig person, hvis man kæmper med de her ting. Spiseforstyrrelser er så individuelle og rummer så mange flere ting end bare maden, og det, der virkede for mig, virker ikke nødvendigvis for dig (ja, ja, det ved vi jo godtJ), men jeg tror og håber, at det kan hjælpe at høre andres erfaringer. At høre, at man ikke er alene, og høre,…

Jeg har før skrevet om overspisninger (fx her, her og her), men don’t you worry – jeg er slet ikke færdig:-) For jeg ved, at der sidder mange derude, der kæmper med tingene i netop dette øjeblik. Måske kan indlægget hjælpe nogen, og måske kan det være en øjenåbner for andre – for dem, der ikke helt ved, hvad det handler om, og aldrig helt har forstået, at det skal være så svært. Dem, der tænker, at “man jo bare kan lade være”. For man kan ikke bare lade være. Hvis det var så nemt, var der ingen, der havde overspisninger. Der er ingen, der nyder at skamme sig. Ingen, der nyder at føle sig så alene. Ingen, der nyder at føle sig fortabt og faret så meget vild, at man er overbevist om, at man aldrig kan finde vejen tilbage. Der er ingen, der nyder at falde i søvn med hjertebanken, kvalme, gråd, selvhad, fortrydelse og væmmelse. Ingen, der nyder at nå dertil, hvor man ikke har kontrol over sine handlinger. Det ved jeg. For jeg har prøvet det så mange gange. Har prøvet at begynde dagene med de bedste intentioner. Intentioner om at være sund og aktiv, spise…

Indtil for to et halvt år siden lå jeg i en lang periode rigtig stabilt i et vægtområde, hvor jeg havde det godt. Efter mange spiseforstyrrede år og efterfølgende behandling var min spisning blevet intuitiv, ubesværet og varieret. Jeg havde lært at lytte til min appetit, og jeg bekymrede mig ikke om maden. Jeg havde da øjeblikke, hvor jeg havde lyst til at gøre en indsats for at spise sundere eller endelig tage mig sammen til at få drømmekroppen, men på langt de fleste dage hvilede jeg i min krop og på den vægt, hvor jeg havde fundet ud af, at jeg hørte hjemme. Det var ikke en lav vægt, men en normal vægt, og det havde jeg (sådan overordnet set) affundet mig med og var glad i. Sådan havde jeg det indtil for to et halvt år siden. Men siden da har jeg fået et par ekstra kilo. Dem kalder jeg skilsmissekiloene. Det er to kilo, der langsomt er kommet på igennem de seneste to et halvt år – vel primært som følgevirkning af bruddet med min datters far. Der har måske været lidt mere ensomhed… lidt mere kedsomhed… lidt mere frihed til at spise, hvad jeg ville… lidt…