Hvordan man holder sig på sporet

Der findes så mange udtryk, der handler om det der ”spor”. At komme tilbage på sporet, at blive på sporet, at noget løber af sporet, eller at noget har sat sig sine spor. Og når man taler om det gode spor – og især når man taler om det i forhold til fx mad – så vil dette gode spor for de fleste betyde, at man spiser sundt og grønt (og helst heller ikke for meget).

Sådan har det i hvert fald været for mig. Jeg har brugt 10 år af mit liv – fra jeg var 18, til jeg var 28 – på at forsøge at leve mit liv på det smalle spor, som jeg havde hørt og lært og læst og set var det eneste rigtige. I hvert fald hvis man gerne ville tabe sig og blive tyndere, pænere, slankere, smukkere og forhåbentlig meget mere værd i både andres og egne øjne. Og det var jo det, jeg så gerne ville. Når jeg slog op i damebladene eller så undertøjsmodellerne køre forbi på siden af busserne, kunne jeg jo selv se, at alle de slanke piger smilede så bredt og var så pæne og så helt igennem lykkelige ud. Og jeg blev ligesom så mange andre unge og usikre teenagepiger hurtigt overbevist om, at vejen til lykken helt bestemt måtte være den flade mave, den lave fedtprocent og det berømte mellemrum mellem lårene. Og både venner, bekendte, artikler, tv-eksperter og min egen fornuft fortalte mig, at hvis man ville se ud som dem i bladene, ja så var der ting, man skulle gøre, og der var ting, man absolut ikke skulle gøre. Og hvis man ville tabe sig, skulle man helt bestemt holde sig på det gode spor!

Og det forsøgte jeg så. Jeg forsøgte at spise sundt. Jeg forsøgte at holde mit kalorieindtag på et absolut minimum ved at veje min mad og udregne kalorier for hver enkelt gulerod eller rugbrødsmad, jeg indtog. Jeg opstillede utallige regler for, hvad jeg måtte (og især ikke måtte) spise. Jeg lavede forbudslister og hjemmelavede kostplaner og oversigter over, hvordan, hvornår og hvor meget jeg måtte spise. Jeg forbød mig selv sukker, alkohol, pasta, ris og hvidt brød. Jeg lagde gulerødder og peberfrugter ind som de eneste tilladte mellemmåltider, jeg ryddede mine køkkenskabe for alt, der faldt uden for det tilladte, og jeg satte billeder af slanke supermodeller op på køleskabet for altid at blive mindet om mit mål, hvis jeg pludselig skulle være på vej i køleskabet, uden at det stod på planen. Jeg lavede lister over ting, jeg skulle gøre, hvis sulten eller sukkertrangen meldte sig (som om det ville hjælpe at sutte på isterninger og børste tænder, når min krop i virkeligheden skreg på mad og helt almindelig næring). Jeg lavede handleplaner og strategier og aftaler med mig selv, inden jeg skulle til sociale arrangementer, og jeg lavede lister over mulige scenarier for, hvad der ville blive serveret af mad. Og jeg lovede mig selv gang på gang, at jeg ikke skulle ”falde i”, men for evigt holde mine aftaler med mig selv.

Kort sagt: Jeg gjorde alt, hvad der stod i min magt for at holde mig på det smalle spor, som jeg skulle følge, hvis jeg ville nå målet: den slanke, beundrede krop! Hvis jeg bare kunne holde mig på sporet, ville jeg snart kunne få min drømmekrop. Og med drømmekroppen ville automatisk følge succes, venner, beundrere, glæde og latter – det var jeg helt overbevist om. Og det gode, smalle spor var nøglen til hele mit livs lykke, og min lysende fremtid afhang af, at jeg kunne holde mig på det.

Men problemet med det der smalle spor er, at det er de færreste mennesker, der kan holde sig på det ret længe ad gangen. Jeg kunne i hvert fald ikke. For jo flere regler, restriktioner og forbud jeg satte op for mig selv, jo sværere var det at overholde det hele. Og jo mere jeg nægtede mig selv alle de mange ting, der stod på min forbudsliste, jo mere fik jeg lyst til dem. Og jo mere jeg blev ved med at sulte mig selv og spise alt, alt for lidt i løbet af dagen, jo sværere blev det for mig at kontrollere og håndtere min sult, når det begyndte at nærme sig aften. Og derfor endte det gang på gang med massive overspisninger.

Og derfor endte det også gang på gang med, at jeg vågnede op og foragtede mig selv og min ikke-eksisterende viljestyrke. Hver eneste morgen så jeg mig selv i spejlet med lede og væmmelse i blikket. Og hver eneste morgen lovede jeg mig selv, at nu skulle det være slut! Nu skulle jeg tage mig sammen! Nu skulle jeg tilbage på sporet! Og nu skulle jeg fandeme hanke op i mig selv og endelig begynde at blive den slanke udgave af mig selv, jeg så inderligt gerne ville være!

Så jeg sprang morgenmaden over for at kompensere for gårsdagens overspisning. Jeg gik tilbage på det smalle spor, jeg mente, jeg burde kunne holde. Jeg fandt gulerødderne frem og lovede mig selv, at jeg nu skulle vise mit værd – men jeg fejlede naturligvis igen. Og for hver gang jeg fejlede og ”faldt af sporet”, blev mit selvværd en tand dårligere, min selvtillid fik endnu et knæk, og drømmen om drømmekroppen brast for jeg jeg ved ikke hvilken gang. Og sådan levede jeg i flere år i pendulfart mellem yderpunkterne ”restriktiv spisning” og overspisning”. Jeg kunne svinge mellem de to poler i løbet af en dag, en time eller endda et enkelt måltid. Og selvom jeg konstant forsøgte at finde tilbage på dydens smalle sti, var der kun en ting, jeg kunne være sikker på: Overspisningerne blev ved med at vende tilbage.

I dag lever jeg ikke længere mit liv på sporet. Eller, det vil sige, det forsøger jeg at gøre, men når jeg i dag taler om det gode spor, er det et helt andet spor, jeg hentyder til: nemlig det spor, hvor maden er en naturlig del af min hverdag, men hvor den ikke fylder alle mine tanker. Hvor jeg kan spise to (eller tre eller fire eller endda 10) stykker chokolade uden at bruge resten af dagen på at slå mig selv i hovedet. Hvor en enkelt kiks, en enkelt bid af noget ”forkert” eller en afvigelse fra mine planlagte måltider ikke resulterer i overspisninger. Hvor intet er forbudt, og hvor jeg har lært at stole på min krops signaler. Hvor jeg igen kan mærke sult og mæthed, og hvor jeg tør handle på mine fornemmelser. Hvor tanken om sociale arrangementer ikke resulterer i søvnløse nætter over uvisheden. Hvor jeg først for alvor begynder at tænke på mad, når jeg mærker, at jeg er ved at være sulten. Og hvor jeg ikke mindst giver mig selv plads og lov til at fejle og til at lære nyt, og hvor jeg minder mig selv om, at intet er sort-hvidt, og at maden ikke er min fjende. Et spor, hvor jeg kan bevæge mig frit og leve mit liv, som det kommer, og spise min mad, som jeg lyster.

Og det giver jo egentlig sig selv, at jo mere snævert sporet er, jo sværere er det at holde balancen. Og hvis vi gerne vil have den der balance i tilværelsen, som vi taler så meget om, så kan det måske være værd at huske på, at det er langt lettere at holde balancen på et bredt, ufarligt og inkluderende spor end på en smal line uden plads til den mindste slinger i valsen.

For sådan er der ingen, der kan leve hele livet. Jeg kan i hvert fald ikke.