Ensomhed og overspisninger

Ensomhed og spiseforstyrrelser går alt for ofte hånd i hånd. Da jeg for nylig på min story på Instagram bad om lidt hjælp til at finde på emner til nye blogindlæg, var det i hvert fald et tema, der gik igen: Den ensomhed, man oplever i forbindelse med sine overspisninger. Og den vil jeg gerne skrive lidt om.

For den er bestemt virkelig og helt håndgribelig. Ensomhedsfølelsen og overspisningerne bliver ofte gensidigt afhængige og nærer hinanden og skaber en negativ spiral, for ensomhed er i den grad en følelse, der kan trigge en overspisning, og omvendt kan en overspisning forstærke følelsen af ensomhed. For let’s face it: Man stiller sig ikke ligefrem ud på altanen og bekendtgør for hele verden, når man har haft en overspisning, og det er sjældent det, man skilter med eller stolt fortæller om til venner eller kolleger. Nej. Man gemmer sig derimod væk, pakker sig ind i sin dyne og forsøger måske at flygte fra omverdenen og livet derude – for hvad nu, hvis de kan se, at man har haft en overspisning?

Skammen er virkelig, og skammen er den perfekte grobund for ensomhed. Og hvis man så lige lægger en dårlig kropsfornemmelse oveni, så er der ikke noget at sige til, at man helst vil gemme sig langt væk og ikke se andre mennesker i øjnene.

Jeg har prøvet at aflyse aftaler, fordi jeg havde haft en overspisning tidligere på dagen eller dagen før, og jeg derfor ikke havde hverken fysiske eller mentale kræfter til at være social. Jeg har prøvet at stå og finde tøj frem til en fest eller en fødselsdag, men er endt med at melde mig syg i sidste øjeblik, fordi jeg ikke kunne være i min egen krop og slet ikke kunne holde ud at have pænt tøj på (eller have tøj på overhovedet – bortset måske lige fra joggingbukser og en T-shirt).

Og når man så bliver hjemme fra en social begivenhed, når man aflyser en aftale, eller man burer sig inde i stedet for at gå ud, så forstærkes ensomheden, for man føler sig så alene og overbevist om, at ingen andre har det ligesådan, og at man i øvrigt er et svagt og dårligt menneske, der kun har sig selv og sin dårlige moral og sin manglende rygrad at bebrejde for sin elendighed. Og hvad gør man så, når man sidder derhjemme alene, er ensom og selvbebrejdende og har det helt elendigt med sig selv og sin krop? Mit bud er, at man overspiser. Igen.

Og sådan kan det fortsætte længe.

Men noget af det, jeg selv har erfaret, efter at jeg er begyndt at tale højt om spiseforstyrrelsen, er, at jeg skammer mig langt mindre, jo mere jeg taler om det. Og det er naturligvis nemmere, fordi jeg i overvejende grad er ”kommet ud på den anden side”, for skammen og ensomheden mærkes langt tydeligere, når man står midt i stormen og overspisningerne, og det kan være svært at åbne sig for andre og tale om det – især hvis man endnu ikke selv har fundet et sprog for sine følelser, og man endnu ikke selv helt kan forklare, hvad det er, der sker. Jeg prøvede selv famlende i begyndelsen at fortælle mine nærmeste, at ”det er lidt, som om jeg ikke helt er mig selv, når det sker” eller ”pludselig er jeg i gang med et ædeflip” eller ”jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg spiser så meget”. Og det ER svært at forstå, når man ikke selv kæmper med det – for hvorfor lader man ikke bare være med at spise så meget, hvis man får det dårligt bagefter?

Heldigvis er der kommet langt mere fokus på overspisninger gennem de senere år, og jeg har personligt fået et sprog og en viden, der hjælper mig til at forklare sagens sammenhæng. Og det hjælper at tale om det. Eller at skrive om det. Eller at læse om det. Det hjælper at finde ord for sine egne vanskeligheder og høre andre tale om deres oplevelser. For man ER ikke alene. Man ER ikke den eneste, der overspiser. Og man ER ikke den eneste, der kæmper med de her ting – selvom det nemt kan føles sådan. Men alt det finder man først ud af, når man begynder at dele sine oplevelser med andre. Også selvom det er svært, skamfuldt og ubehageligt.

Spiseforstyrrelsen er en ensom sygdom. Men den bliver en smule mindre ensom, hvis vi begynder at tale højt om den.