Jul uden overspisninger…

December. Jul. Julefrokoster. Mad, mere mad, og så lige lidt mere mad. Sikkert også alkohol Og det er jo så hyggeligt, men damn, altså, hvor kan det også bare være uoverskueligt – især hvis man oven i al maden og de sociale arrangementer også lige har nogle indre dæmoner at tage hensyn til. For jul rimer bare ikke ret godt på spiseforstyrrelser, vel?

---

Redaktionen bemærker: Hvis du ikke orker at læse alle skribentens anekdoter om tidligere julefrokoster fra helvede, kan du allerede nu scrolle ned til bunden og læse hendes fem råd til en jul uden overspisninger…⇓

---

Jeg har været til en del julefrokostarrangementer gennem tiden. Familiejulefrokoster og sammenkomster med arbejdet eller studiet. Jeg er taget af sted til arrangementer fyldt med forsæt og gode intentioner om, hvordan dagen skulle forløbe. Jeg har på forhånd forsøgt at finde ud af, hvad der ville blive serveret, så jeg kunne forberede mig. Jeg har lavet lister i mit hoved over, hvilke fødevarer jeg skulle holde mig til, og hvilke jeg for alt i verden skulle undgå. Jeg har spist sunde ting hjemmefra, så jeg var fyldt op af grøntsager og derfor tænkte, at jeg bedre ville kunne stå imod det forbudte. Eller også har jeg skippet morgenmaden, så jeg havde indhentet lidt i kalorieregnskabet inden det store slag skulle stå. Og jeg har gang på gang lovet mig selv, at det skulle blive anderledes denne gang, så jeg kunne vågne op dagen efter og have det godt og være stolt af mig selv og min viljestyrke. Jeg har stået foran spejlet derhjemme og set mig selv i øjnene og aflagt et løfte, inden jeg tog af sted: I dag skal du være god! I dag skal du vise dig selv, at du rent faktisk har tjek på dit liv!

Men ved ankomst til arrangementet faldt alting fra hinanden. Måske ikke lige med det samme – men på et tidspunkt begyndte tingene uvægerligt at smuldre, selvom det ellers lige var begyndt så godt! Jeg lagde måske ud med at spise lidt æg og rejer. Asparges. Med at holde mig til vand, cola light eller zero, eller hvad jeg nu havde besluttet mig for hjemmefra. Når de næste retter kom ind, tog jeg et stykke rugbrød med lidt pålæg og måske en frikadelle, og så var planen at stoppe. Ja, nu skulle jeg stoppe, netop nu, det var jo faktisk perfekt! Det var fantastisk, tænk, hvis det kunne lade sig gøre! Jeg kan vågne op i morgen og være stolt af mig selv! Og jeg så lidt fordømmende på de andres tallerkener, når de fyldte dem med forbudte ting. Bacon, hvidt brød, tærter og tarteletter. De fattede tydeligvis ingenting. Jeg skulle i hvert fald ikke fylde mig selv med så mange kalorier! Jeg vidste, jeg kunne klare det.

På den anden side… Jeg sprang jo morgenmaden over, så det passer vel egentlig meget godt med regnskabet, hvis jeg bare tager en tartelet. Bare en. Det kan vel ikke skade, og så stopper jeg der. Ja, det gør jeg. Nu er den spist… Nu stopper jeg! Godt gået, du klarede det! På den anden side… den smagte jo godt, og jeg trænede jo i morges. Og er det i virkeligheden så slemt, det hele? Jeg har det jo meget godt, og min krop er da egentlig meget fin, og der sker vel ikke noget, hvis jeg bare i dag spiser lidt ekstra? Kun en til, og så stopper jeg. Så er det stadig okay, hvis jeg bare ikke spiser mere i dag. Så, den smagte godt, og det var det. På den anden side… nu har jeg jo ødelagt det. Det var jo ikke meningen, jeg skulle spise tarteletter, så hvorfor gjorde jeg det lige? Havde jeg ikke lige lovet mig selv, at jeg skulle være god? Hvor mange kalorier er der i en tartelet? Hvis jeg bare stopper nu, så kan jeg stadig nå at redde den, så springer jeg bare morgenmaden over i morgen, og så går regnskabet i hvert fald ikke i plus. Men nu er der bankospil, og nu har de stillet chokolade frem. Jeg kan vel godt tage et enkelt stykke. Ja, bare et. Hvorfor gjorde jeg det? Og snart er der ost og risalamande. Og det hele er jo alligevel fucked up nu, så jeg kan lige så godt fortsætte… 

Og sådan kunne diskussionen fortsætte i mit hoved, mens min krop allerede vidste, at slaget var tabt. Og mens de andre omkring mig så småt begyndte at mærke mætheden, var min besættelse først lige gået i gang. Mit overspisningstog havde forladt perronen, og nu var det ikke til at stoppe igen. Jeg var jeg gået fra sort til hvid, fra intet til alt, fra restriktion til overspisning, og min hjerne kørte på højtryk igen:

Hvornår kan jeg tillade mig at tage en portion mere? Hvordan sørger jeg for, at de andre ikke opdager det? Tænker de over, hvor meget jeg har spist? Det gør de nok ikke, de spiser jo også, og hvorfor skulle de lægge mærke til det? Hvorfor spiser de andre ikke noget? Hvordan kan de sidde der og snakke og grine og hygge sig? Jeg ville ønske, at de forsvandt alle sammen, så jeg kunne være alene med maden. Nu kan jeg lige så godt gå all in. Kroppen kan alligevel ikke optage så mange kalorier, så alt, jeg spiser fra nu af, er gratis. Hvis jeg kaster op og tager afføringspiller i aften, så kan jeg begynde på en frisk i morgen.

Og nu var hjernen gået på automatpilot – jeg havde ikke kontrol over tingene længere. Måske gik jeg ud i køkkenet og smuglede småting op i ærmet, som jeg tog med ud og spiste på toilettet.  Måske sad jeg desperat ved bordet og forsøgte at se så upåvirket ud som muligt, mens jeg kun havde en ting i tankerne: At spise mere. Mere. Mere. Alle mine regler var alligevel brudt nu, alle mine intentioner var skudt i sænk. Nu var der kun en ting, der talte: MAD! Mere mad. Og resten af dagen blev et kaos af kvalme, mad, skam, chokolade i lommerne, krummer i tøjet og mere mad, når jeg kom hjem. Og dagen efter vågnede jeg med den alt for velkendte fornemmelse i kroppen. Følelsen af overspisning. Den kender du nok kun, hvis du for alvor selv har prøvet det – og den er ikke rar. Og det eneste, der kunne hjælpe på den følelse, var at rette op på det. Nye forsæt, nye regler, flere restriktioner – hvad som helst, der kunne forhindre det i at ske igen. Det eneste, jeg manglede, var at tage mig sammen. Og det ville jeg gøre nu!

---

Jeg er ikke uddannet kostvejleder, diætist, coach eller kognitiv terapeut, og jeg er ikke sikker på, jeg kan komme med de rigtige råd. Og selvom jeg kan give råd, betyder det ikke, at de er nemme at følge.

Men jeg vil alligevel gøre et forsøg og komme med fem råd til en jul uden overspisninger – ikke formuleret fra et fagligt synspunkt, men fra mit – en overspiser, der har været der selv. Og disse strategier har hjulpet mig.

1. Tænk ikke i sort-hvid og enten-eller, når det gælder maden. Ja, det udsagn har vi jo efterhånden hørt en del gange, men det gør det ikke mindre sandt. Det er simpelthen for mig at se det mest afgørende punkt overhovedet. Glem ordet forbudt. Intet til en julefrokost er forbudt!
2. Find et sted at trække vejret. Jeg syntes især i begyndelsen, hvor jeg skulle lære at komme igennem julefrokosterne uden frygt og overspisninger, at alt var enormt overvældende. En hel buffet fyldt med trigger-foods var meget svær at overskue, og selvom jeg godt vidste, at intet i princippet var forbudt, var det alligevel bare, ja, too much all at once. Og jeg gjorde det derfor til en vane at trække mig tilbage til et roligt sted, inden vi skulle spise. Som regel var toilettet det mest oplagte. Så satte jeg mig i brusenichen eller badekarret, lukkede øjnene, trak vejret dybt og forsøgte at mærke efter. Hvor sulten var jeg egentlig? Hvad havde jeg allermest lyst til at spise? Var der noget, jeg ikke havde lyst til? Var der noget, der gjorde mig nervøs eller bange for at spise? Lige at gennemgå tankerne i fred og ro og minde mig selv om, hvad det var, jeg rent faktisk havde lyst til, var en god øvelse.
3. Træn din intuitive spisning. Det der intuitiv spisning jo slet ikke så simpelt, som det lyder, det ved jeg, og det er måske heller ikke lige ved juletid, at det er nemmest at begynde sin træning (hvis du har brug for flere tips, kan du finde dem her). Men hvorfor ikke forsøge? Hvis du for alvor tager punkt 1 til dig og holder fast i, at ingen fødevarer er forbudt, så kan du jo faktisk vælge frit og nyde dine valg. Det er dog lige så vigtigt at være på vagt over for sort-hvid-tænkningen i forhold til den intuitive spisning, for ligesom med alt andet er det heller ikke muligt at spise intuitivt 100 procent af tiden. Jeg kan i hvert fald ikke!
4. Glem alle kompensationer både før og efter. Dette er i virkeligheden bare en variant over min yndlingsfrase “uanset hvad du har spist i den seneste 24 timer, 24 dage eller 24 år – så spis, næste gang du er sulten”. Jeg er nemlig selv faldet i fælden ofte. Jeg har tænkt, at “nu skal jeg til julefrokost senere, så jeg springer morgenmaden over” eller “efter alt det, jeg spiste i går, kan jeg da ikke være sulten nu, så jeg må hellere ignorere min krops signaler”. Og først efter alt for mange år gik det op for mig, at det simpelthen ikke fungerede på den måde. Hvis min krop er i underskud, er jeg meget mere disponeret for at ende med at overspise.
5. Vær lige her, lige nu. Nyd maden. Tyg den. Elsk den. Smag den. Vælg med maven og hjertet, og glem dagen i morgen – forstået på den måde, at du ikke skal holde din spisning op imod hverken kompensation i morgen eller sågar mod en slankekur i januar. I dag er som alle andre dage, hvor du må spise alt. Ligesom du må i morgen.

Tænk, hvis julen kunne blive en tid, hvor man rent faktisk kunne nyde samværet, maden, marcipanen og chokoladen uden stress, dårlig samvittighed og overspisninger. Jeg tror på, at det kan lade sig gøre. Men det er hårdt arbejde, og det er ikke sikkert, det lykkes første gang eller hver gang. Men friheden til at spise, hvad man har lyst til – den er værd at kæmpe for.

---

#bloggersdelightplus