Sidste år i maj måned var jeg for første gang ude at rejse med min datter alene, bare hende og mig. Indtil da havde vi altid rejst med andre – med en af mine forældre, med min bror og hans familie eller med min datters far, dengang vi endnu ikke var gået fra hinanden, og dengang der endnu ikke stod ‘singlemor’ skrevet ud over det meste af min tilværelse. Men sidste år tog jeg en beslutning om, at vi skulle prøve det – at rejse sammen, kun mig og hende. Jeg var faktisk lidt i tvivl om, hvorvidt det var en god idé at rejse alene med en syvårig, som hun var på det tidspunkt. Jeg var nervøs for, om hun ville komme til at kede sig. Om jeg ville komme til at kede mig. Om vi ville kunne udfylde tiden, og om dagene ville blive alt for lange, når vi kun havde hinanden at underholde os med. Nervøs for, om hun ville føle sig utryg ved, at jeg var den eneste voksen. Og faktisk også for, om jeg selv ville føle mig utryg. Kunne jeg finde ud af at være den eneste voksen i et andet land med det…

Ja, sommeren kommer. Det gør den faktisk hvert år, og som jeg før har beskrevet (for eksempel her), har sommeren aldrig nogensinde været min yndlingsårstid. Jeg talte for nylig på min IG-story om mine egne udfordringer ved sommeren, og jeg fik mange tilbagemeldinger fra folk, der havde det ligesom mig, men som havde svært ved at finde forståelse for det blandt familie og venner. Og derfor synes jeg, det er oplagt at skrive lidt mere om det. For sommertristhed er bestemt ikke noget, vi går og finder på. Den er helt igennem ægte, og som med så meget andet kan det blive forværret, hvis man – uanset hvor man vender sig hen – møder uforstående blikke eller måske endda opmuntrende kommentarer fra folk, som ikke selv kæmper med de samme tanker og udfordringer. ”Du skal bare ud og have lidt D-vitamin, så bliver du i godt humør!” Men sådan fungerer det desværre ikke altid. Og det er nu engang sådan, at mens de fleste har hørt om (og lader til at have forståelse for) vinterdepressioner og tristhed, når de mørke måneder er over os, så er der ikke en lige så udbredt forståelse for og anerkendelse af sommertristheden. Hvert år…

Jeg lavede for nylig et opslag på Instagram, der handlede om følelsesmæssig spisning. Og det fik jeg lyst til at uddybe lidt. For det er et emne, der er så vanvittigt komplekst, at en Instagram-caption kun levner plads til lige at skrabe lidt i overfladen af dette store emne, der nok fylder hos rigtig mange af os. At spise på følelser kan være tusind ting. Det kan være at spise, når man… Er ensom Er ked af det Keder sig Har brug for omsorg Er stresset Har brug for at slå hjernen fra Er glad Vil fejre noget Har brug for at dulme sine følelser … og rækken kan såmænd nok fortsætte i en uendelighed. Groft sagt kan man måske sige, at hvis ikke man spiser på sult, så spiser man på sine følelser. Da hele den intuitive bølge skyllede ind over landet og Instagram for nogle år siden, kom der en del fokus på netop det med at lytte til kroppen og mærke efter, hvornår den er sulten, og hvornår den ikke længere er. Jeg er selv stor tilhænger af intuitiv spisning og har øvet det i mange år, og jeg har omsider fundet en nogenlunde ro i min…

Jeg talte forleden på Instagram om, at det altid er lidt svært for mig, når sommeren nærmer sig, og det viste sig, at jeg bestemt ikke var alene med den følelse. Vi er tydeligvis flere, der ikke hopper op og ned af glæde ved tanken om lyse nætter, sene sommeraftener og varme dage, og om ikke andet er det altid rart, at man ikke er alene med sine følelser. Nå, men det var faktisk ikke de negative følelser ved sommerens komme, jeg ville udfolde her (der kommer nemlig et separat indlæg om sommertristheden snart). For efter et par lidt tunge dage, hvor hele mit system rasede lidt over sommeren, der jo kommer, om vi ønsker det eller ej, satte jeg mig i stedet for at lave en liste over ting, jeg faktisk glæder mig til i den kommende tid. Jeg vil gerne blive bedre til at dyrke glæden og taknemmeligheden, og selvom den kommende årstid ikke hører til mine favoritter, blev jeg glædeligt overrasket over at kunne opremse hele 10 ting, jeg glæder mig til i den kommende tid. De er hverken banebrydende eller særligt interessante, men ikke desto mindre gjorde det mig godt at lave en liste og minde…

Jeg savner nogle gange mine overspisninger. Det lyder måske som et besynderligt statement, når man som jeg ellers bruger meget tid på at tale om den der fantastiske food freedom. Når man taler og skriver om, hvor dejligt det er at være kommet så langt, at man netop ikke længere skal frygte overspisninger og kan have slik og småkager liggende i skabet i månedsvis uden at spise det, og når man som jeg priser sig lykkelig over ikke længere at falde i søvn flere gange ugentligt med kvalme og hjertebanken efter endnu en gang at have indtaget en halv uges kalorier på to en halv time. Og alt det er jo rigtigt! Jeg er glad for den frihed, jeg har fået i forhold til den mad, der førhen styrede mit liv og mine tanker. Og jeg er helt igennem taknemmelig for at være kommet igennem de forbandede år og ud på den anden side, hvor et uventet stykke kage eller en ikke-planlagt is ikke får min verden til at vakle og mit alarmberedskab til at gå i selvsving. Ja, alt det er jeg glad for. Så hvordan kan det være, at jeg samtidig savner overspisningerne? I mine overspisningsår havde jeg…

Jeg vil gerne tale lidt om undskyld. Det der lille ord, som vi alle sammen godt ved er vigtigt at huske på, men som i virkeligheden godt kan være lidt svært at få sagt. Og som det i hvert fald nogle gange kræver lidt øvelse at lære at håndtere. I mine teenageår – og nok også en del af mine 20’ere – var undskyld et ord, som for det meste blev ledsaget af tårer, usikkerhed og ”nu vil den person nok aldrig have noget med mig at gøre mere”. Jeg kom til at sætte mig selv i offerrollen frem for at stå ved, hvis jeg havde begået en fejl eller gjort noget dumt – ikke for at slippe for skylden, men fordi jeg nok inderst inde var bange for konsekvenserne af mit fejltrin. Jeg kunne ikke bare sige ”ved du hvad, det må du simpelthen undskylde, jeg tænkte mig ikke om”. I stedet hulkede jeg ”uuunnndddssskkkyyylllddd, kan du nogensinde tilgive mig, *hulk*, jeg er et frygteligt menneske, *hulk*, jeg ved ikke *hulk*, hvorfor jeg gjorde sådan, *hulk*”. Eller også undgik jeg personen, fordi jeg var inderligt konfliktsky og bange for konfrontationer, og fordi jeg ikke havde ro og selvværd nok…

Jeg er ikke vild med nytår. Det er slemt nok, at min elskede jul er forbi, og at januars truende tristesse lurer i horisonten, men når man så ovenikøbet tilsætter dagens tiltagende timer (hvilket betyder, at de alt for lyse nætter rykker nærmere) og årelange dårlige erfaringer med nye begyndelser og nytårsforsætter (fordi de altid har handlet om at tabe sig og derfor altid er endt med overspisninger og nederlag til følge), ja så er nytåret ikke nødvendigvis den fedeste tid på året. Nå, men nu er jeg heldigvis blevet klogere og kaster mig derfor ikke længere over hurtige kure og jagten på den flade mave. Jeg har lært at leve i nogenlunde fredelig omgængelighed med sommerens lys, og jeg er desuden blevet så gammel og erfaren og helt vildt klog, at jeg ved, at julen nok skal vende tilbage, når vi nærmer os december – og derfor skal det hele nok gå. Og nytåret skal jo heller ikke have skyld for det hele. Og hvem ved, om man måske alligevel godt kan bruge sådan et årsskifte til noget – det vil jeg i hvert fald prøve i år. Jeg gjorde for nylig status over 2018, og nu er det…

Det ville være skønt at sige, at ”2018 var det vildeste og fedeste år ever”, men det ville ikke være sandheden. Sandheden, derimod, er, at 2018 sådan som helhed var et jævnt og gennemsnitligt år uden de helt store udsving. Men eftersom jeg trods alt er en liste-pige, der elsker overblik, struktur og, ja, lister, synes jeg alligevel, det er rart at nedskrive året lidt i punktform. For selvom der ikke er sket det store, er der alligevel små milepæle, oplevelser og erfaringer, jeg tager med mig fra året, der er gået. Spiseforstyrrelsen. Jeg omtaler altid mig selv som rask spiseforstyrret, og det holder jeg fast ved. 2018 har været et år med meget få overspisninger (hvis der overhovedet har været nogen, har de været subjektive), og det har været endnu et år, hvor jeg stædigt har holdt fast i de ting, jeg har lært om mig selv og min spiseforstyrrelse. Jeg har aktivt modarbejdet de gamle tanker om alt det, jeg burde eller ikke burde i forhold til mad, træning og kropsvægt, og jeg har arbejdet virkelig hårdt på at finde en accept i den krop, jeg nu engang er udstyret med. For der har bestemt været dage, hvor…

Indrømmet. Jeg har det bedst med, at tingene er, som de plejer at være. Jo jo, det er da sjovt nok, at livet er lidt uforudsigeligt en gang imellem, og en overraskelse eller to er da heller ikke af vejen. Men visse ting skal der bare ikke pilles ret meget ved, før jeg begynder at skulle trække vejret dybt og finde min indre styrke frem… Sådan er det til jul. For julen er traditionernes tid, og af en eller anden grund har jeg meget svært ved at afvige fra ”plejer” lige netop i denne tid. Jeg bliver gerne lidt traditionsfikseret og har en lille smule svært ved, når tingene ikke lige går, som jeg havde forventet (og som de stod skrevet i min mentale punktopstilling). Men livet går jo ikke altid helt efter planen, og de går da slet ikke efter de 15-20 punkter, jeg havde tænkt, vi skulle følge minutiøst til punkt og prikke – ganske ligesom sidste år. Og det går slet ikke efter planen, når man har at gøre med børn, babyer og – nå ja – mennesker helt generelt. Og derfor skulle jeg måske forsøge at styre min planlægningstrang og blive lidt bedre til bare at…

Julen er hjerternes fest – men ikke altid de delte hjerters fest. For selvom julen er dejlig, lysende, varm og hyggelig, er der ekstra udfordringer, når man lever livet i en delt familie. Der er såmænd mange ting ved livet som delemor, der er en lille smule nedtur. Ferieperioder, for eksempel, hvor man vinker farvel til sin datter, inden hun sætter sig om bord i en flyver, og man ved, man først ser hende nogle uger senere. Eller hendes fødselsdage, hvor der mangler et menneske til at synge fødselsdagssang for hende om morgenen. Og så altså højtider som julen, hvor man jo af gode grunde ikke kan dele det lille elskede menneske midt over, og hvor hendes delte hjerte også må lære, at julen fejres enten med far eller med mor. Vi har den aftale, at vi hvert andet år fejrer lillejuleaften og nytårsaften med vores datter og de andre år fejrer selve juleaften med hende. Dagene mellem jul og nytår tager vi lidt, som de kommer – uden faste aftaler og alt afhængigt af, hvornår der er julefrokoster i den ene og den anden del af familien. I år er det så anden gang, jeg skal holde jul uden…