Om at savne sine overspisninger

10 ting jeg glæder mig til

Jeg talte forleden på Instagram om, at det altid er lidt svært for mig, når sommeren nærmer sig, og det viste sig, at jeg bestemt ikke var alene med den følelse. Vi er tydeligvis flere, der ikke hopper op og ned af glæde ved tanken om lyse nætter, sene sommeraftener og varme dage, og om ikke andet er det altid rart, at man ikke er alene med sine følelser. Nå, men det var faktisk ikke de negative følelser ved sommerens komme, jeg ville udfolde her (der kommer nemlig et separat indlæg om sommertristheden snart). For efter et par lidt tunge dage, hvor hele mit system rasede lidt over sommeren, der jo kommer, om vi ønsker det eller ej, satte jeg mig i stedet for at lave en liste over ting, jeg faktisk glæder mig til i den kommende tid. Jeg vil gerne blive bedre til at dyrke glæden og taknemmeligheden, og selvom den kommende årstid ikke hører til mine favoritter, blev jeg glædeligt overrasket over at kunne opremse hele 10 ting, jeg glæder mig til i den kommende tid.

De er hverken banebrydende eller særligt interessante, men ikke desto mindre gjorde det mig godt at lave en liste og minde mig selv om alle de ting, jeg faktisk har at være glad og taknemmelig for.

Og så er det i øvrigt her, jeg altid får impulsen til ydmygt at undskylde for, at jeg skriver om noget, som er irrelevant for de fleste, og som ikke er relateret til spiseforstyrrelsen. Af en eller anden grund føler jeg altid, jeg bør undskylde, hvis jeg tillader mig at optage folks tid med noget så ligegyldigt som mig selv og mine egne små tanker. Og selvom jeg med min fornuft godt ved, at det her er min egen blog, og at jeg her kan gøre, som jeg vil – og at folk så selv kan vælge, om de har lyst til at læse med – så er det vist stadig et arbejdspunkt for mig at give mig selv lov til at gøre ting udelukkende for min egen skyld. For det er lige, hvad denne liste er: Noget, jeg gør for mig selv. Men måske der alligevel derude sad en eller to af mine fellow sommer-foragtere, som havde brug for lidt inspiration til at finde humøret frem og finde på nogle gode ting ved den tid, vi går i møde.

Så… efter denne usmageligt lange og unødvendige introduktion kommer her min liste over 10 ting, jeg går og glæder mig til.

  1. Påskeferien. Godt nok skal jeg arbejde to af de tre dage inden påske, men jeg har altid elsket alt ved påsken – familiefrokoster, påskeliljer, påskeæg, gækkebreve og gul lykke – og uden tvivl også en tur i Tivoli.
  2. At flytte. Siden bruddet med min datters far for mere end fire år siden har min datter og jeg boet i en toværelseslejlighed. Efter tre år på boligforeningens interne venteliste blev det endelig muligt at rykke op i en treværelses, og den 1. maj overtager jeg nøglerne til vores nye lejlighed, der ligger hele to opgange væk fra vores nuværende. Og jeg glæder mig som et lille barn til at kunne rejse mig fra sovesofaen i stuen og igen opleve at have mit helt eget soveværelse.
  3. Mallorca. Sidste år var min datter og jeg for første gang ude at rejse sammen sådan helt alene – en lille uge på Mallorca, og selvom jeg inderst inde havde været lidt nervøs for at være helt alene og den eneste voksne, så var det sådan en dejlig tur. Seks dage med pool, all inclusive, Uno, Yatzy, liggestole, fuldtidshygge og palmer var vidunderligt, og jeg lovede mig selv, at hvis det på nogen måde kunne hænge sammen med fridage, økonomi og det hele, så skulle vi af sted igen i år. Min datter ville gerne det helt samme sted hen – samme ø, samme område og endda samme hotel – og det tager jeg som udtryk for, at det var en lige så dejlig ferie for hende, som det var for mig. Så helt efter hendes ønske har jeg nu bestilt efter fuldstændig samme koncept som sidste år, og jeg har endda bedt om at få det nøjagtig samme værelse, hvis det er muligt – det ville fuldende det hele.
  4. Sankt Hans. Eller det vil sige; jeg glæder mig ikke til selve sankthansaften, for det har aldrig været min yndlingsdag, men jeg glæder mig til, at de lyse nætter lidt efter lidt bliver lidt mindre lyse, og at det hyggelige vintermørke langsomt vender tilbage.
  5. Astrid Lindgrens Verden. For to år siden var min datter og jeg i Astrid Lindgrens Verden med min far, og i år gentager vi succesen i sommerferien og får desuden følgeskab af min fars kæreste også. Alt ved det sted var så magisk, og det var fantastisk at opleve hendes glæde ved alle de historier, hun kender så godt. For to år siden var vi der omkring Kristi himmelfartsdag, hvor de kørte et lidt mindre forårsprogram, så i år glæder hun sig dobbelt til at se Brødrene Løvehjerte, Madicken og Ronja Røverdatter, som vi netop ikke fik mulighed for at se sidst.
  6. Hundested. Meget af min (meget store) familie er født og opvokset i Hundested, og derfor er den by for mig altid lig med barndom, minder om somre hos min farmor og farfar, familiefødselsdage hos en af de utallige fætre og kusiner, badeture, havnehygge og vaffelis fra det lokale ishus. Sidste år lejede min mor, min datter og jeg selv en hytte ved havnen og holdt en miniferie i mine barndomsminders by – og det gør vi igen i år. Og jeg glæder mig til minigolf, hygge og fiskefrikadeller på Hundested Havn.
  7. Sommerhus med min bror og hans familie. I år er det femte år i træk, at min datter og jeg tager i sommerhus med min bror, hans kone og deres tre børn. Det er familietid, når det er bedst, og jeg elsker det – med alt, hvad der hører med af hotdogs, strandture, koldskål, sommerlandsture og nå ja, bevares, større og mindre børnekonflikter, som man aldrig kommer uden om. Min brors ældste datter er jævnaldrende med min egen, og når jeg indimellem føler et stik af dårlig samvittighed og ærgrelse over, at jeg ikke har formået at give min datter en bror eller en søster, så kan jeg blive glad helt ind i hjertet over det bånd, hun har til sin kusine (og de to lidt mindre fætre).
  8. Udgivelsen af min bog. Jeg har stadig lidt svært ved at tro, at det rent faktisk er en realitet, at min bog udkommer til sommer: Noget, jeg har drømt om så længe, men som jeg aldrig for alvor har troet på kunne blive en mulighed for mig. Men det er det blevet, og jeg glæder mig som et lille barn til at stå med en fysisk kopi af min helt egen bog i hånden.
  9. To uger i juli, hvor jeg kun skal stå til regnskab for mig selv. Jeg var lige ved ikke at skrive dette punkt på, for jeg skammer mig altid lidt over rent faktisk at nyde alenetiden uden min datter, og selvom jeg bestemt også synes, at de to uger, hun er i Frankrig med sin far i slutningen af juli, er liiiige lovlig lang tid, og selvom jeg ved, jeg kommer til at savne hende, så er der også en del af mig, der glæder sig til bare at være mig og måske tage en lille miniferie helt alene. Sidste år var jeg to dage i London kun med mig selv, og jeg følte mig så fri og glad og lykkelig, da jeg gik rundt i Londons gader og spiste alene på restauranter – og den følelse vil jeg gerne give mig selv igen.
  10. Jul. Fordi jeg altid og hele året glæder mig til december. I mit hjerte er det altid jul.

Hvad glæder du dig til?

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at savne sine overspisninger