Om at savne sine overspisninger

Jeg savner nogle gange mine overspisninger.

Det lyder måske som et besynderligt statement, når man som jeg ellers bruger meget tid på at tale om den der fantastiske food freedom. Når man taler og skriver om, hvor dejligt det er at være kommet så langt, at man netop ikke længere skal frygte overspisninger og kan have slik og småkager liggende i skabet i månedsvis uden at spise det, og når man som jeg priser sig lykkelig over ikke længere at falde i søvn flere gange ugentligt med kvalme og hjertebanken efter endnu en gang at have indtaget en halv uges kalorier på to en halv time.

Og alt det er jo rigtigt! Jeg er glad for den frihed, jeg har fået i forhold til den mad, der førhen styrede mit liv og mine tanker. Og jeg er helt igennem taknemmelig for at være kommet igennem de forbandede år og ud på den anden side, hvor et uventet stykke kage eller en ikke-planlagt is ikke får min verden til at vakle og mit alarmberedskab til at gå i selvsving. Ja, alt det er jeg glad for.

Så hvordan kan det være, at jeg samtidig savner overspisningerne?

I mine overspisningsår havde jeg overordnet set to typer af overspisninger. Den ene slags var dem, jeg tænker på som de spontane overspisninger, hvor jeg på et splitsekund gik fra at være i fuld kontrol til at miste kontrollen fuldstændig. De spontane overspisninger kunne opstå, uden at jeg opdagede det, før jeg var i gang. Det var dem, der kom, når jeg hele dagen (eller hele ugen, eller hvor lang tid der nu var tale om) havde været restriktiv og forsøgt at spise efter de regler, der nu var gældende på det tidspunkt. Hvor jeg hver morgen lovede mig selv, at dagen i dag skulle være anderledes, og at jeg i dag skulle ’være god’ og mådeholden og ikke spise noget som helst af alt det, der var forbudt. Det var dem, der kom af sult og af altid at spise på alt andet end min krops signaler og behov. Det var dem, der opstod, når jeg med ét befandt mig cirklende om køkkenskabe og -skuffer og pludselig havde spist en mandel, jeg slet ikke havde planlagt, hvorefter det velkendte tankemylder og den indre dialog gik i gang, og jeg begyndte at diskutere med mig selv og både forsøgte at stoppe mig selv og samtidig formulere tilladende tanker helt uden at vide, at slaget var tabt på forhånd, og at jeg allerede var i gang med en overspisning, fordi jeg nu alligevel havde ‘ødelagt det hele’. Dem, hvor jeg gik i trance og ikke ’vågnede op’ og ikke kom til mig selv, før den sidste kanelgiffel var spist – hvorefter jeg kunne slå mig selv oven i hovedet med min komplette uduelighed og totale mangel på rygrad. Og hvor jeg endnu en gang gik i seng med et løfte til mig selv om, at det var sidste gang nogensinde, jeg havde opført mig så dumt. I morgen ville jeg rette ind, kompensere og komme tilbage på sporet (hvorefter det hele naturligvis gentog sig igen inden for den nærmeste fremtid).

De spontane overspisninger savner jeg ikke!

Den anden slags tænker jeg på som de planlagte overspisninger. Og det er dem, jeg nogle gange savner! De planlagte overspisninger var dem, jeg – ja, det siger sig selv – planlagde i forvejen. Det var dem, jeg drømte om, når jeg sad i et selskab eller en social sammenhæng, hvor jeg ikke følte mig godt tilpas, og hvor jeg bare ønskede at komme hjem og lukke døren bag mig (efter en passende fieldtrip til 7-Eleven) og spise og være alene med maden. Det var dem, jeg kunne gå og drømme om og se frem til og planlægge flere dage i forvejen, fordi de var ’mit rum’, mit helle, mit hemmelige sted, hvor intet kunne nå mig, og hvor jeg følte, at jeg fandt den ultimative og reneste form for tryghed: en tryghed, der var (og er) svær at finde på samme måde andre steder. Det var dem, jeg godt inderst inde vidste, at jeg ikke skulle og burde lade ske, men som jeg – trods gode forsøg på at tale mig selv fra dem og trods diskussioner frem og tilbage dagen eller ugen igennem – godt vidste, jeg ikke kunne stoppe, når jeg først havde planlagt dem i mit hoved, fordi jeg inderst inde slet ikke havde lyst til at stoppe dem. Og når jeg alligevel havde planlagt at overspise, kunne jeg jo i øvrigt lige så godt gøre det ordentligt!

Og det er disse planlagte overspisninger – og vel især denne medfølgende, tilhørende tryghed – jeg indimellem kan opleve at savne!

Hele denne uge har jeg gået med tanken om en overspisning lørdag aften, hvor jeg vidste, at jeg skulle være alene hjemme efter en lang dag foran computeren. Jeg ville gå i Føtex og finde frem til alle mine gamle venner på de forskellige hylder. Jeg ville købe alt det, jeg havde lyst til; Marabou-chokolade, havrekiks, kanelgifler, muffins, bland selv-slik og chokoladefrøer (altså ikke dem med mint, der er jo ingen grund til at bruge plads på noget så naturstridigt som mintchokolade). Og jeg ville finde en film på Netflix og sidde med min dyne i sofaen og bare være mig og glemme alle deadlines og daglige bekymringer.

Men der er en afgørende forskel mellem dengang og nu, og den er, at jeg i mellemtiden har fået en ny indsigt (gennem utallige psykologtimer og mange mislykkede forsøg på at fatte det); nemlig den indsigt, at jeg gerne må overspise! Jeg må rent faktisk godt. Jeg kan tillade mig selv det hele, og jeg har endda et valg – og et af mine mulige valg er at overspise. Og det er et valg, jeg både kan, må og har fuldt ud lov til at træffe!

Men eftersom jeg nu rent faktisk har lov, så bliver jeg også langt mere selektiv og har egentlig ikke lyst til at spise hvad som helst. Og det er bare ikke helt det samme, som det var engang, fordi jeg er meget mere bevidst om, hvad det egentlig er, jeg laver. Og der er ikke længere den samme hemmelige magi ved at spise alle de ting, jeg egentlig ikke burde, men alligevel gjorde som en trøst og for at føle, at jeg var særligt god ved mig selv, fordi livet kunne føles så svært.

Så hvordan endte det i går? Jeg endte med at spise et marcipanbrød og syv stykker lakridskonfekt og havde ikke rigtig lyst til mere – og i stedet for som i gamle dage at gå i seng med åndenød og hjertebanken, gik jeg i seng med en følelse af ikke helt at have fundet frem til den tryghed, jeg måske i virkeligheden havde brug for.

For trygheden – den der inderlige, hemmelige, bløde chokoladetryghed? Den savner jeg stadig indimellem… men jeg må finde den et andet sted.