Undskyld

Jeg vil gerne tale lidt om undskyld. Det der lille ord, som vi alle sammen godt ved er vigtigt at huske på, men som i virkeligheden godt kan være lidt svært at få sagt. Og som det i hvert fald nogle gange kræver lidt øvelse at lære at håndtere.

I mine teenageår – og nok også en del af mine 20’ere – var undskyld et ord, som for det meste blev ledsaget af tårer, usikkerhed og ”nu vil den person nok aldrig have noget med mig at gøre mere”. Jeg kom til at sætte mig selv i offerrollen frem for at stå ved, hvis jeg havde begået en fejl eller gjort noget dumt – ikke for at slippe for skylden, men fordi jeg nok inderst inde var bange for konsekvenserne af mit fejltrin. Jeg kunne ikke bare sige ”ved du hvad, det må du simpelthen undskylde, jeg tænkte mig ikke om”. I stedet hulkede jeg ”uuunnndddssskkkyyylllddd, kan du nogensinde tilgive mig, *hulk*, jeg er et frygteligt menneske, *hulk*, jeg ved ikke *hulk*, hvorfor jeg gjorde sådan, *hulk*”. Eller også undgik jeg personen, fordi jeg var inderligt konfliktsky og bange for konfrontationer, og fordi jeg ikke havde ro og selvværd nok til at huske mig selv på, at jeg selvfølgelig også bare var et menneske, der kunne begå fejl, og at det hele nok skulle gå alligevel.

Andre gange gik jeg så i en anden grøft, hvor jeg sagde undskyld på tidspunkter, hvor jeg slet ikke burde. Hvor jeg for at reparere på en relation sagde undskyld, fordi jeg fornemmede, at det blev forventet – også selvom jeg faktisk ikke mente, jeg havde gjort noget forkert. Måske havde jeg sagt noget eller gjort noget, som en anden part havde reageret negativt på, og så endte jeg med at sige undskyld i stedet for at holde fast i mine mening og stå ved, at jeg faktisk havde ment de ting, jeg sagde.

Og uanset om jeg gjorde det ene eller det andet, uanset om jeg hulkede mig vej gennem et undskyld, om jeg lavede strudsen og stak hovedet i jorden, eller om jeg sagde undskyld, selvom jeg ikke mente, jeg burde – så var fællesnævneren, at jeg handlede ud fra et lavt selvværd og en tro på, at en konfrontation, uenighed eller uoverensstemmelse ikke ville føre noget godt med sig. Eller med andre ord: Det var op til mig at fikse problemet, for ellers ville relationen gå i stykker (og det ville altid kun være mit tab, for jeg var da nem at undvære).

Jeg er heldigvis blevet bedre til at sige undskyld. Jeg er blevet bedre til at gøre det ordentligt. Og jeg er blevet bedre til at gøre det med pondus i stemmen og til at tro på, at mine skuldre både kan bære at sige undskyld og kan bære at have begået fejl – jeg knækker ikke af den grund, og det gør de relationer, jeg har, heller ikke.

Det er delvist noget, der er kommet med alderen, tror jeg. Det er kommet med det faktum, at jeg ved, at jeg har noget at bidrage med i relationer, og at jeg godt må være her og have en mening – også selvom andre ikke altid deler den. Den er også kommet gradvist med min behandling for spiseforstyrrelsen, hvor alle dele af mig blev sat under lup, og hvor jeg lærte en masse om mig selv, mine grænser, mine styrker og mine svagheder. Jeg lærte at stå mere ved mig selv og mine meninger, og det betød på en eller anden måde også, at jeg gradvist blev bedre til at sige undskyld, hvis jeg havde begået fejl. Og så er det delvist noget, der er kommet med moderskabet, for der skal jeg lige love for, at jeg begår fejl på næsten daglig basis…

Som nu forleden morgen, hvor jeg måtte sige undskyld til min datter. Jeg var lidt kort for hovedet og stresset og havde sovet dårligt og blev pludselig lidt irriteret over, at der altid var et eller andet, der gjorde ondt på hende. Altid en fod, der var øm, som gjorde, at hun ikke lige kunne det ene og det andet, altid nogle gummer, der var for ømme til, at man kunne børste tænder ordentligt, altid en undskyldning, altid noget, der – ja – gjorde ondt eller forhindrede hende i at gøre ting, jeg bad hende om. Og pludselig blev jeg enormt fokuseret på, at hun altså også ret tit begynder at græde for ingenting, og jeg begyndte at tale om, at man måske en gang imellem var nødt til at være lidt robust og sige pyt, selvom det gjorde lidt ondt, og at man måske ikke behøvede at skeje helt ud, hver gang man slog sin finger. Og jeg endte endda med at daske min hånd forsigtigt ind i væggen, hvorefter jeg (og det er jeg ikke stolt af) imiterede et lettere hysterisk anfald for at vise, at sådan var det altså ikke nødvendigt at gøre, bare fordi man havde slået sig lidt.

Min datter, som nogle gange er klogere end mig, så på mig og sagde ”mor, jeg kan altså virkelig ikke lide, når du gør sådan der”. Og hun så simpelthen så trist og sårbar ud, og hun formulerede så klokkeklart og rent og forståeligt både med sine ord og sine øjne, at det ikke var rart at blive karikeret på den måde, at min dårlige samvittighed naturligvis ramte mig med en hammer lige i det øjeblik, hun sagde ordene. Jeg får stadig lidt ondt i maven, når jeg tænker på det, og jeg synes, jeg var en ret nederen mor i det øjeblik, og så begynder jeg naturligvis straks at tænke på alle de andre gange, jeg har været en virkelig nederen type, og på alle de ting, jeg i øvrigt gør galt i dagligdagen. Når jeg for eksempel bliver ved med at rette på hende, fordi jeg synes, hun skovler risen ind i stedet for at tygge den. Når jeg endnu en gang himler op om, hvor frustrerende det nogle gange er, at hun er så længe om noget så simpelt som at tage tøj på. Når jeg finder ind i mit mor-martyrium over, at jeg nu igen virkelig har forsøgt at lave noget ordentlig mad og tænke lidt ud af boksen, og så kan hun igen ikke lide det, for hun er da også bare så kræsen (og hvor jeg glemmer, at det jo ikke er hende, der har bedt mig om at begynde at nytænke mine kulinariske evner). Og hvor jeg i samme åndedrag taler om, at hun i øvrigt også virkelig tit glemmer at sige tak for mad og for resten også skal blive lidt bedre til at hjælpe til herhjemme.

Og selvfølgelig er der noget, der hedder opdragelse, og selvfølgelig skal min datter huske at sige tak for mad (og smage på den), og selvfølgelig skal hun hjælpe med at dække bord, når jeg beder hende om det. Men måske behøver jeg ikke lade det hele komme som et vulkanudbrud, fordi jeg selv er lidt presset, og måske behøver jeg ikke begynde at karikere hende og himle op om alle verdens ting på en og samme gang.

Og mens jeg sidder og skriver disse ord, får jeg dårlig samvittighed igen.

Men så er det, jeg må minde mig selv om, at jeg faktisk er god til at sige undskyld, som jeg gjorde forleden. Hvor jeg sagde til min datter, at jeg godt kunne forstå, at det ikke var rart, og at det ikke havde være min mening at være sådan en nederen mor, som jeg havde været lige der. Hvor jeg kiggede på hende og sagde ”det må du altså virkelig undskylde, skat, det kan jeg faktisk godt forstå, du blev ked af”. Og hvor jeg fortalte hende, at voksne også nogle gange kan være mega nedtur, og at jeg var glad for, at hun var så god til at mærke efter og fortælle mig, når noget ikke var rart.

Og fordi jeg sagde undskyld med det samme, og fordi vi talte om det og løste ”konflikten”, så kunne vi smile til hinanden og give en krammer og komme godt ud ad døren, så hun forhåbentlig ikke skulle sidde med en ubehagelig følelse i maven hele dagen i skolen (at jeg så sad med ondt i maven over min egen nederenhed hele dagen, selvom vi havde krammet farvel, er en anden sag – og det er vel egentlig bare forældreskabet i en nøddeskal).

Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg så bare har tænkt mig at rende rundt og opføre mig som en komplet idiot og tro, at alt er godt, hvis bare jeg siger undskyld bagefter. Konsekvenserne af mine ord og handlinger forsvinder jo ikke i andre, bare fordi jeg siger undskyld, og min datter vil uden tvivl tænke, næste gang hun slår sig, at hun måske hellere skal lade være med at græde. Men forhåbentlig vil et oprigtigt undskyld og min opfølgning være medvirkende til, at ordene og handlingerne ikke bliver siddende og gnaver og gør ondt og bliver til ar, som min datter tager med sig videre i livet. Og forhåbentlig vil hun også lære, at en mor i den grad også er et menneske som alle andre, og at alle kan begå fejl, og at det ikke gør os til slette mennesker. Og at man aldrig skal føle sig for fin til at sige undskyld.

Jeg er ikke den perfekte mor. Langtfra. Og jeg er ofte plaget af dårlig samvittighed, når min datter er faldet i søvn om aftenen og ligger og sover sin uskyldige barnesøvn, og jeg tænker på alle de ting, jeg ville ønske jeg havde gjort anderledes i løbet af dagen. Og hvor jeg lover mig selv at gøre det lidt bedre i morgen. For jeg gør ikke altid alting, som jeg allerhelst ville.

Men jeg er i hvert fald god til at sige undskyld.