Jeg vil gerne tale lidt om undskyld. Det der lille ord, som vi alle sammen godt ved er vigtigt at huske på, men som i virkeligheden godt kan være lidt svært at få sagt. Og som det i hvert fald nogle gange kræver lidt øvelse at lære at håndtere. I mine teenageår – og nok også en del af mine 20’ere – var undskyld et ord, som for det meste blev ledsaget af tårer, usikkerhed og ”nu vil den person nok aldrig have noget med mig at gøre mere”. Jeg kom til at sætte mig selv i offerrollen frem for at stå ved, hvis jeg havde begået en fejl eller gjort noget dumt – ikke for at slippe for skylden, men fordi jeg nok inderst inde var bange for konsekvenserne af mit fejltrin. Jeg kunne ikke bare sige ”ved du hvad, det må du simpelthen undskylde, jeg tænkte mig ikke om”. I stedet hulkede jeg ”uuunnndddssskkkyyylllddd, kan du nogensinde tilgive mig, *hulk*, jeg er et frygteligt menneske, *hulk*, jeg ved ikke *hulk*, hvorfor jeg gjorde sådan, *hulk*”. Eller også undgik jeg personen, fordi jeg var inderligt konfliktsky og bange for konfrontationer, og fordi jeg ikke havde ro og selvværd nok…

Det ville være skønt at sige, at ”2018 var det vildeste og fedeste år ever”, men det ville ikke være sandheden. Sandheden, derimod, er, at 2018 sådan som helhed var et jævnt og gennemsnitligt år uden de helt store udsving. Men eftersom jeg trods alt er en liste-pige, der elsker overblik, struktur og, ja, lister, synes jeg alligevel, det er rart at nedskrive året lidt i punktform. For selvom der ikke er sket det store, er der alligevel små milepæle, oplevelser og erfaringer, jeg tager med mig fra året, der er gået. Spiseforstyrrelsen. Jeg omtaler altid mig selv som rask spiseforstyrret, og det holder jeg fast ved. 2018 har været et år med meget få overspisninger (hvis der overhovedet har været nogen, har de været subjektive), og det har været endnu et år, hvor jeg stædigt har holdt fast i de ting, jeg har lært om mig selv og min spiseforstyrrelse. Jeg har aktivt modarbejdet de gamle tanker om alt det, jeg burde eller ikke burde i forhold til mad, træning og kropsvægt, og jeg har arbejdet virkelig hårdt på at finde en accept i den krop, jeg nu engang er udstyret med. For der har bestemt været dage, hvor…

Indrømmet. Jeg har det bedst med, at tingene er, som de plejer at være. Jo jo, det er da sjovt nok, at livet er lidt uforudsigeligt en gang imellem, og en overraskelse eller to er da heller ikke af vejen. Men visse ting skal der bare ikke pilles ret meget ved, før jeg begynder at skulle trække vejret dybt og finde min indre styrke frem… Sådan er det til jul. For julen er traditionernes tid, og af en eller anden grund har jeg meget svært ved at afvige fra ”plejer” lige netop i denne tid. Jeg bliver gerne lidt traditionsfikseret og har en lille smule svært ved, når tingene ikke lige går, som jeg havde forventet (og som de stod skrevet i min mentale punktopstilling). Men livet går jo ikke altid helt efter planen, og de går da slet ikke efter de 15-20 punkter, jeg havde tænkt, vi skulle følge minutiøst til punkt og prikke – ganske ligesom sidste år. Og det går slet ikke efter planen, når man har at gøre med børn, babyer og – nå ja – mennesker helt generelt. Og derfor skulle jeg måske forsøge at styre min planlægningstrang og blive lidt bedre til bare at…

Julen er hjerternes fest – men ikke altid de delte hjerters fest. For selvom julen er dejlig, lysende, varm og hyggelig, er der ekstra udfordringer, når man lever livet i en delt familie. Der er såmænd mange ting ved livet som delemor, der er en lille smule nedtur. Ferieperioder, for eksempel, hvor man vinker farvel til sin datter, inden hun sætter sig om bord i en flyver, og man ved, man først ser hende nogle uger senere. Eller hendes fødselsdage, hvor der mangler et menneske til at synge fødselsdagssang for hende om morgenen. Og så altså højtider som julen, hvor man jo af gode grunde ikke kan dele det lille elskede menneske midt over, og hvor hendes delte hjerte også må lære, at julen fejres enten med far eller med mor. Vi har den aftale, at vi hvert andet år fejrer lillejuleaften og nytårsaften med vores datter og de andre år fejrer selve juleaften med hende. Dagene mellem jul og nytår tager vi lidt, som de kommer – uden faste aftaler og alt afhængigt af, hvornår der er julefrokoster i den ene og den anden del af familien. I år er det så anden gang, jeg skal holde jul uden…

”Mødregrupper – er det ikke bare sådan en samling overfladiske irriterende kvinder, der kun går op i at bage hjemmelavede speltboller og prale med alle de ting, deres baby kan?”. Den slags vendinger hørte jeg en hel del gange, dengang jeg selv stod over for at skulle begynde i en mødregruppe for allerførste gang. Og jo, sådan er der muligvis nogle mødregrupper, der er. Men heldigvis ikke min. I denne måned fejrer vi i min mødregruppe otteårsjubilæum, og forleden var vi samlet til den årlige julefrokost. I netop denne november er det otte år siden, vi kæmpede os gennem snedriverne med vores førstefødte efterårsbørn for at troppe nervøst op på et sundhedscenter på Frederiksberg og møde de fem andre kvinder, der måske – måske ikke – ville være nogle irriterende speltmødre, som man ikke helt kunne connecte med, fordi de kun gik op i at prale med deres eget barns storslåede evner og fremmelige motorik. Det er otte år siden, vi blev mødt af en lige lovlig kæk sundhedsplejerske, der pointerede vigtigheden af jerntilskud og D-dråber og af ikke at sætte barren for højt, fordi det gerne skulle handle om de kære unger og ikke om det bedste hjemmebag, og…

Kender du det, når der indimellem mangler et menneske? Når man ikke helt synes, man er nok i sig selv? Egentlig skammede jeg mig over at tænke sådan, da følelsen for en måneds tid siden fyldte en del hos mig. For det er sgu ikke ret moderne at være i kvinde i dette årtusind og sige højt, at man ikke synes, man er nok i sig selv, men sandheden er, at det var den følelse, jeg sad med: følelsen af ikke selv at være nok. Jeg er, som nogle måske ved, sådan en singlemor/delemor/enlig mor, eller hvad vi nu skal kalde det (hvilket jeg har skrevet om både her og her). Altså sådan en mor, som er enlig mor de fleste af ugens dage, men hvor der findes en god og kærlig far, så man jo aldrig er helt alene om det. Min status som delemor er ikke noget, der fylder ret meget i min hverdag, hvor tingene jo som regel bare kører, og dagene afløser hinanden, og hvor det pludselig er efterår, før man får set sig om. Men på visse dage mærkes det alligevel tydeligere… Min datter havde fødselsdag i sidste måned, og det er blandt andet i…

Så er det fredag! Og fredag er lig med… fredagsslik? Det er det nok for mange. Mit Instagram-feed er i hvert fald fyldt med slik, når klokken nærmer sig 20 på en fredag, og det er da som regel også der, jeg selv begynder at blande en slikskål og finde dynerne frem. Men er fredagsslik egentlig en god idé? Egentlig er jeg ikke selv hverken hardcore for eller imod, men jeg vil alligevel gerne dele mine tanker om fænomenet fredagsslik. For det er min fornemmelse, at der rundtomkring er mange forskellige holdninger og argumenter for både det ene og det andet, og hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg selv, det er helt vildt svært at navigere i, og jeg er ofte i tvivl om, hvorvidt min tilgang til slik og kage er den rigtige. Og det grundlæggende problem er jo, at jeg ikke aner, hvad det rigtige overhovedet er. Det kommer sig naturligvis især af mine egne erfaringer med overspisninger, at jeg indimellem overtænker det hele og er meget opmærksom på at forsøge at undgå, at min datter kommer ud for nogle af de samme udfordringer, som jeg har haft (sådan er det jo for alle forældre,…

Når man beslutter sig for at sætte et barn i verden med et menneske, man elsker, er det nok de færreste, der forestiller sig, at det ikke vil holde for evigt. Det er jo det, mange, der får børn, (måske) går og drømmer om; at stifte en god og solid familie, der ikke går i opløsning, og at leve lykkeligt til sine dages ende med sin partner og de børn, man sætter i verden. Det gjorde jeg i hvert fald – for selvfølgelig var det ikke planen, at tingene skulle falde fra hinanden. Men så går det nogle gange i opløsning alligevel, og når det sker, står man foran en helt ny hverdag og verden, hvor man for alt i verden skal forsøge at få tingene til at fungere. Og der er MANGE ting, der skal fungere: Man skal finde ud af en samværsordning, man skal have styr på sine følelser og sorgen over, at det ikke gik, man skal hjælpe et lille menneske (eller flere små mennesker) til at forstå, hvad der foregår, og man skal forsøge at sluge alle sine egne issues og fokusere på børnene. Man skal måske finde et nyt sted at bo, man skal vænne…

De næste ni dage er jeg alene hjemme. Min datter er taget på ferie med sin far, og når man er vant til at være i selskab med en glad seksårig det meste af tiden, så er ni dage uden hende laaaang tid. Men det er altså faktum: Jeg er alene hjemme. Og jeg har hele tiden været fast besluttet på at gøre nogle gode ting for mig selv, mens min datter er væk. Jeg skal selvfølgelig arbejde og købe ind og støvsuge og vaske tøj, men jeg vil også gerne gøre nogle af de ting, jeg ikke får gjort i hverdagen. Jeg vil gerne indhente nogle praktiske gøremål, som jeg har udskudt længe. Jeg vil gerne klemme et par ekstra træninger ind i programmet. Jeg vil gerne mødes med min gamle veninde til et glas vin. Jeg vil gerne have et par kaffeaftaler. Og jeg vil gerne spise sundt og varieret og få en masse laks og grønkål, som jeg sjældent får, fordi min datter ikke bryder sig om det. Men da jeg havde afleveret min datter hos sin far i søndags, var jeg bare trist. Jeg var påvirket af den tårevædede afsked. Jeg var ked af, at hun…