En anderledes jul

Indrømmet. Jeg har det bedst med, at tingene er, som de plejer at være. Jo jo, det er da sjovt nok, at livet er lidt uforudsigeligt en gang imellem, og en overraskelse eller to er da heller ikke af vejen. Men visse ting skal der bare ikke pilles ret meget ved, før jeg begynder at skulle trække vejret dybt og finde min indre styrke frem… Sådan er det til jul.

For julen er traditionernes tid, og af en eller anden grund har jeg meget svært ved at afvige fra ”plejer” lige netop i denne tid. Jeg bliver gerne lidt traditionsfikseret og har en lille smule svært ved, når tingene ikke lige går, som jeg havde forventet (og som de stod skrevet i min mentale punktopstilling).

Men livet går jo ikke altid helt efter planen, og de går da slet ikke efter de 15-20 punkter, jeg havde tænkt, vi skulle følge minutiøst til punkt og prikke – ganske ligesom sidste år. Og det går slet ikke efter planen, når man har at gøre med børn, babyer og – nå ja – mennesker helt generelt. Og derfor skulle jeg måske forsøge at styre min planlægningstrang og blive lidt bedre til bare at go with the flow.

Som nu i år, hvor jeg ikke skal holde juleaften med min datter, men i stedet være alene (hvilket du kan læse mere om her). I stedet holder vi ”jul” den 23. december, og jeg havde faktisk oprindeligt forestillet mig, at vores lillejuleaftensjul skulle være en tro kopi af en traditionel juleaften med and, flæskesteg, brune kartofler og risalamande efterfulgt af juletræsdans, gaver og aftenhygge. Min datter har nemlig de andre år givet udtryk for, at hun gerne vil have en ”rigtig jul” både med mig og med sin far, og det har jeg i overensstemmelse med min skilsmissesamvittighed naturligvis forsøgt at efterleve. Hun har nemlig arvet sin traditionsbevidsthed fra mig (eller også er det mig, der har stopfodret hende med klokkeslæt og punktopstillinger og ”plejer”, siden hun var lille – det melder historien ikke noget om). Og forrige år blev jeg godt hjulpet på vej – for ikke at sige båret over målstregen – af min bror og hans familie, der simpelthen rykkede deres egen ”rigtige juleaften” til den 23., så vi kunne holde det sammen, og så min datter kunne få sit ønske opfyldt.

I år det så anden gang, jeg skal stable en ”rigtig” jul på benene en lillejuleaften (eller sætte andre til at gøre det), men da min datter i år sagde, at hun godt kunne tænke sig, at vi prøvede at holde julen her hos os, forsøgte jeg at gribe bolden – og jeg tænkte, at jeg måske skulle tage det som en mulighed for at udfordre mig selv og mit traditionshysteri en lille smule.

For det første bliver der ingen rigtig julemad. Dels fordi jeg ikke har en kulinarisk knogle i kroppen og altså på ingen måde tør give mig i kast med hverken sovs eller kartofler, dels fordi jeg tænkte, at jeg måtte blive voksen og tage lidt ansvar for tingene, når det nu var mig, der havde inviteret (for min mor har naturligvis foreslået, at hun forbereder maden og kommer med den hjem til mig). Det ansvar tager jeg så på mig ved at servere risengrød, men i det mindste laver jeg den selv. Tror jeg. Og så putter jeg en mandel i for i det mindste ikke at sløjfe en tradition, der kan resultere i, at man vinder en marcipangris.

For det andet laver jeg helt om i rækkefølgen af tingene og forsøger at gøre det lidt mere børnevenligt (selvom det så automatisk bliver mindre Signe-venligt). Det er såmænd ikke, fordi jeg forestiller mig, at jeg har opfundet den dybe tallerken ved at åbne gaver og danse om juletræ inden maden, men det er ikke en tallerken, jeg selv har prøvet at spise af før, så for mig er det dæleme vildt.

Og derfor forestiller jeg mig dagen sådan her:

14.00: Gæsterne kommer (min mor og hendes kæreste, min bror og min svigerinde og deres tre børn)

14.30: Vafler, gløgg og saftevand

16.00: Skattejagt til børnene (virkelig pædagogisk at sende dem lidt på tur rundt i nabolaget for at få ”brændt lidt krudt af”, som vi altid selv fik at vide som børn – et udtryk jeg i øvrigt altid havde det lidt stramt med)

17.00: Juletræ og gaver (og man slipper ikke for at danse om juletræet, selvom det i vores toværelseslejlighed nok bliver lidt svært at få kantet sig rundt).

18.00: Risengrød (med mandel)

Og hov, så fik min planlægningstrang alligevel overtaget en smule ved at sætte klokkeslæt på alle aktiviteter, men det blev alligevel for meget at skulle slippe både traditioner og hang til tidsinddelinger på en og samme tid.

Og tidsplanen må såmænd gerne skride for min skyld. Gerne helt op til fem minutter. Vi skal jo heller ikke glemme at hygge os…