Det ville være skønt at sige, at ”2018 var det vildeste og fedeste år ever”, men det ville ikke være sandheden. Sandheden, derimod, er, at 2018 sådan som helhed var et jævnt og gennemsnitligt år uden de helt store udsving. Men eftersom jeg trods alt er en liste-pige, der elsker overblik, struktur og, ja, lister, synes jeg alligevel, det er rart at nedskrive året lidt i punktform. For selvom der ikke er sket det store, er der alligevel små milepæle, oplevelser og erfaringer, jeg tager med mig fra året, der er gået. Spiseforstyrrelsen. Jeg omtaler altid mig selv som rask spiseforstyrret, og det holder jeg fast ved. 2018 har været et år med meget få overspisninger (hvis der overhovedet har været nogen, har de været subjektive), og det har været endnu et år, hvor jeg stædigt har holdt fast i de ting, jeg har lært om mig selv og min spiseforstyrrelse. Jeg har aktivt modarbejdet de gamle tanker om alt det, jeg burde eller ikke burde i forhold til mad, træning og kropsvægt, og jeg har arbejdet virkelig hårdt på at finde en accept i den krop, jeg nu engang er udstyret med. For der har bestemt været dage, hvor…

Indrømmet. Jeg har det bedst med, at tingene er, som de plejer at være. Jo jo, det er da sjovt nok, at livet er lidt uforudsigeligt en gang imellem, og en overraskelse eller to er da heller ikke af vejen. Men visse ting skal der bare ikke pilles ret meget ved, før jeg begynder at skulle trække vejret dybt og finde min indre styrke frem… Sådan er det til jul. For julen er traditionernes tid, og af en eller anden grund har jeg meget svært ved at afvige fra ”plejer” lige netop i denne tid. Jeg bliver gerne lidt traditionsfikseret og har en lille smule svært ved, når tingene ikke lige går, som jeg havde forventet (og som de stod skrevet i min mentale punktopstilling). Men livet går jo ikke altid helt efter planen, og de går da slet ikke efter de 15-20 punkter, jeg havde tænkt, vi skulle følge minutiøst til punkt og prikke – ganske ligesom sidste år. Og det går slet ikke efter planen, når man har at gøre med børn, babyer og – nå ja – mennesker helt generelt. Og derfor skulle jeg måske forsøge at styre min planlægningstrang og blive lidt bedre til bare at…

Mit liv med antidepressiv medicin begyndte, da jeg var 19 år. Året inden var jeg som 18 blevet færdig med gymnasiet, og hele verden lå i princippet åben og for mine fødder. Jeg var ung, jeg var student, jeg havde et højt gennemsnit, og jeg havde alle muligheder for at blive til det, som jeg ønskede mig allermest. Men jeg anede ikke, hvem jeg selv var. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle komme videre. Og det eneste, jeg ønskede, var at blive til noget. Da jeg blev student, tog jeg syv kilo på på et halvt år. Jeg var trist. Jeg var ked af mig selv. Jeg var ked af min krop. Jeg havde mistet min identitet som ”hende den kloge”, fordi jeg ikke længere gik i skole, og jeg ønskede brændende at skabe en ny identitet – denne gang ville jeg være ”hende den pæne og tynde”. Men alt var rodet sammen i mit hoved. Jeg prøvede at tabe mig, men tog på. Jeg prøvede at følge en slankekur, men endte med at spise mere, end jeg nogensinde før havde prøvet. Jeg prøvede at skabe et selvværd, men mistede det mere og mere. Jeg anede ikke selv, at jeg…

Julen er som bekendt lige om hjørnet, og hvis du går og mangler idéer til, hvad du skal læse for dine børn i december måned, kommer her seks forslag til bøger, der kan bringe julestemning og juleglæde frem hos både små og store. Anbefalingerne spænder fra klassikere til bibelske til politisk ukorrekte, men trods de ret forskellige titler har de alle uden undtagelse været store hit hos os. ”Peters Jul”. Johan Krohn, 1866. Illustreret af Pietro Krohn. Gyldendal. De fleste kender måske stroferne, der indleder fortællingen om drengen Peters jul i det borgerlige Danmark i 1800-tallet: Jeg glæder mig i denne tid; nu falder julesneen hvid, så ved jeg julen kommer Min Far hver dag i byen går og når han kommer hjem, jeg står og ser hans store lommer. For mig er “Peters Jul” synonymt med ægte julestemning og ren nostalgi. Historien fortælles hele vejen igennem på vers, og vi kommer igennem både den søde ventetid, juleaften og nytårsaften og følger med, helt til træet køres væk, og julen er forbi. Den gamle bedstemor, julegåsen, søndagspiben, julelysene, juleknasen og de forventningsfulde børn må simpelthen skabe ren nostalgisk julestemning hos selv den mindst juleglade læser. Bogen kan fx købes her….

December. Jul. Julefrokoster. Mad, mere mad, og så lige lidt mere mad. Sikkert også alkohol Og det er jo så hyggeligt, men damn, altså, hvor kan det også bare være uoverskueligt – især hvis man oven i al maden og de sociale arrangementer også lige har nogle indre dæmoner at tage hensyn til. For jul rimer bare ikke ret godt på spiseforstyrrelser, vel? Redaktionen bemærker: Hvis du ikke orker at læse alle skribentens anekdoter om tidligere julefrokoster fra helvede, kan du allerede nu scrolle ned til bunden og læse hendes fem råd til en jul uden overspisninger…⇓ Jeg har været til en del julefrokostarrangementer gennem tiden. Familiejulefrokoster og sammenkomster med arbejdet eller studiet. Jeg er taget af sted til arrangementer fyldt med forsæt og gode intentioner om, hvordan dagen skulle forløbe. Jeg har på forhånd forsøgt at finde ud af, hvad der ville blive serveret, så jeg kunne forberede mig. Jeg har lavet lister i mit hoved over, hvilke fødevarer jeg skulle holde mig til, og hvilke jeg for alt i verden skulle undgå. Jeg har spist sunde ting hjemmefra, så jeg var fyldt op af grøntsager og derfor tænkte, at jeg bedre ville kunne stå imod det forbudte. Eller…

Jeg taler og skriver meget om mad og krop – og især om, hvordan tingene hænger sammen og indimellem kan være svære at skelne fra hinanden. Men når man skræller alle lagene af, og når man ser bort fra alle de kloge ord om food freedom og intuitiv spisning… hvordan har jeg det så egentlig – sådan helt ærligt og allerinderst inde – med min krop? Er jeg helt tilfreds? Har jeg accepteret mig selv, som jeg er, og er det hele bare fryd og gammen, nu hvor jeg (næsten) har sluttet fred med mad? Nej. Overhovedet ikke. Jeg har stadig dårlige kropsdage. Jeg har dage, hvor jeg synes, jeg ligner noget, der er løgn. Jeg har dage, hvor jeg har lyst til at gemme mig for verden og ikke gå uden for en dør. Jeg har dage, hvor jeg føler mig forkert, hvor jeg føler mig tyk (hvilket altid er en fejloversættelse af en anden følelse), og hvor jeg har meget nemt ved at overbevise mig selv om, at alting ville blive bedre, hvis jeg tabte de famøse fem kilo. Jeg har dage, hvor jeg hader mit eget spejlbillede og ville give næsten hvad som helst for en flad…

Jeg spiser chokolade næsten hver dag. Eller et par bolsje, nogle karameller, noget vingummi eller lignende. Ikke hver dag. Men næsten. Fordi det smager dejligt. Fordi jeg tit har lyst til noget sødt eller syrligt efter aftensmaden. Fordi jeg stejler (eller overspiser), hvis jeg forsøger at lægge restriktioner ned over mig selv. Men simpelthen også, fordi jeg kan. Det har jeg nemlig ikke altid kunnet. For der var engang, hvor spiseforstyrrelsen rasede. Hvor jeg (ofte efter en overspisning) gik i seng hver aften med et løfte til mig selv om at starte forfra i morgen og være god resten af livet. Hvor jeg lavede lange to do-lister (og endnu længere not to do-lister), og hvor jeg lavede regler og restriktioner og havde tonsvis af forbud og påbud og ting, jeg skulle, og ting, jeg under ingen omstændigheder måtte. Det var dengang, da alt var enten-eller. Da alt var sort-hvidt. Og hvor de grå områder ikke eksisterede. Hvor jeg enten spiste fedtfattigt, kulhydratfattigt og ”helt perfekt” eller overspiste i alle de ting, jeg i mit hoved ikke måtte få. Hvor jeg enten holdt mig på dydens fuldstændig sindssygt smalle sti, som man på forhånd er dømt til at snuble på eller…

Indtil sidste år troede jeg, at min datter stadig troede på julemanden – og at hun troede på, at det rent faktisk var ham, der lagde en lille gave i sokken hver morgen i december. Sidste år fik hun dog endelig taget sig sammen til at fortælle mig, at hun altså godt kendte tingenes rette sammenhæng, men at hun alligevel gerne ville have gaver i sokken, selvom hun godt vidste, at det var mig, der var julemanden (det er ikke så ofte, at det er de voksne og ikke børnene, der skal komme sig over brudte julemandsillusioner). Nå, men selvom det ikke længere er ”julemanden”, der forsyner hendes julesok med gaver, er der jo ikke nogen grund til at sløjfe en god tradition, som hånden på hjertet betyder lige så meget for mig, som det gør for hende. For jeg elsker jul, juletraditioner og julehygge, og en lille sokkegave om morgenen er en stor del af det. Jeg plejer at købe ting løbende hele året, hvis jeg ser en fin lille ting, eller der er noget på tilbud – dels fordi jeg synes, det er hyggeligt at julehygge lidt hele året, dels fordi min økonomi bedre kan klare små køb…

Jeg har hele livet kæmpet med mit selvværd. Kæmpet med følelsen af ikke at være god nok. Ikke at være tynd nok, ikke pæn nok, ikke værdifuld nok. Og jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har lært disse følelser at kende gennem ungdommen. Det er nemlig trygge og gode følelser, som det kan være nemmere at være sammen med end alle de ukendte, vovede følelser, der får os ud på dybt vand og ind i ukendt terræn – og som medfører en risiko for at fejle. For det er jo nemt nok at sige til sig selv, at “a comfort zone is a nice place to live, but nothing ever grows there”, men der er jo en grund til, at man kan have tendens til at blive i de trygge rammer. Og nogle gange er man nødt til at forstå sig selv og sin trang til at blive i komfortzonen, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at bryde ud af den. Jeg står lige nu i en brydningstid i mit liv, hvor der sker nogle ændringer både indadtil og udadtil. Jeg er ved at finde ud af nogle ting omkring mig selv og mine relationer. Der…

Så er det fredag! Og fredag er lig med… fredagsslik? Det er det nok for mange. Mit Instagram-feed er i hvert fald fyldt med slik, når klokken nærmer sig 20 på en fredag, og det er da som regel også der, jeg selv begynder at blande en slikskål og finde dynerne frem. Men er fredagsslik egentlig en god idé? Egentlig er jeg ikke selv hverken hardcore for eller imod, men jeg vil alligevel gerne dele mine tanker om fænomenet fredagsslik. For det er min fornemmelse, at der rundtomkring er mange forskellige holdninger og argumenter for både det ene og det andet, og hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg selv, det er helt vildt svært at navigere i, og jeg er ofte i tvivl om, hvorvidt min tilgang til slik og kage er den rigtige. Og det grundlæggende problem er jo, at jeg ikke aner, hvad det rigtige overhovedet er. Det kommer sig naturligvis især af mine egne erfaringer med overspisninger, at jeg indimellem overtænker det hele og er meget opmærksom på at forsøge at undgå, at min datter kommer ud for nogle af de samme udfordringer, som jeg har haft (sådan er det jo for alle forældre,…