Når man spiser på sine følelser…

Jeg lavede for nylig et opslag på Instagram, der handlede om følelsesmæssig spisning.

Og det fik jeg lyst til at uddybe lidt.

For det er et emne, der er så vanvittigt komplekst, at en Instagram-caption kun levner plads til lige at skrabe lidt i overfladen af dette store emne, der nok fylder hos rigtig mange af os.

At spise på følelser kan være tusind ting. Det kan være at spise, når man…

• Er ensom
• Er ked af det
• Keder sig
• Har brug for omsorg
• Er stresset
• Har brug for at slå hjernen fra
• Er glad
• Vil fejre noget
• Har brug for at dulme sine følelser

… og rækken kan såmænd nok fortsætte i en uendelighed.

Groft sagt kan man måske sige, at hvis ikke man spiser på sult, så spiser man på sine følelser. Da hele den intuitive bølge skyllede ind over landet og Instagram for nogle år siden, kom der en del fokus på netop det med at lytte til kroppen og mærke efter, hvornår den er sulten, og hvornår den ikke længere er. Jeg er selv stor tilhænger af intuitiv spisning og har øvet det i mange år, og jeg har omsider fundet en nogenlunde ro i min spisning, hvor jeg spiser, når jeg er sulten, stopper, når jeg er behageligt mæt – og så i øvrigt ikke spekulerer så afsindigt meget på mad, før jeg igen mærker sulten (bortset lige fra alle de der gange, hvor spiseforstyrrelsen står og hamrer på døren og vil lukkes ind – for de dage er der stadig og vil måske altid være der).

Det bliver nogle gange fremstillet, som om intuitiv spisning og følelsesmæssig spisning er hinandens modsætninger, og at det altid handler om at finde roden til den følelsesmæssige spisning, så vi kan eliminere den og finde frem til vores intuitive spisning. Og selvom jeg bestemt er fortaler for, at det kan være gavnligt at se nærmere på sin følelsesmæssige spisning og måske forsøge at håndtere følelserne med andre ting end netop mad, så er der alligevel en ting, jeg gerne vil være endnu større fortaler for:

Accept af følelsesmæssig spisning.

For hvis intuitiv spisning blot bliver det nye ideal eller bliver noget, man kan ’gøre forkert’ eller ikke synes, ’man kan finde ud af’, så er vi lige vidt – og så er det blot endnu en kurmentalitet, vi trækker ned over hovedet på os selv. Og så er det blot endnu et lod på den vægtskål, som i så mange år har skabt ubalance i vores sind og kroppe og fået os til at tro på, at vi ikke kan finde ud af noget som helst.

Nu skal det ikke lyde, som om jeg med dette syn på intuitiv spisning har opfundet den dybe slikskål, for der er heldigvis mange, der har fokus på faldgruberne ved at gøre intuitiv spisning til det nye sort, men det skader næppe at minde os selv lidt om det en gang imellem. Og det skader ikke at minde os selv om, at følelsesmæssig spisning ikke behøver være hverken farligt, forkert eller forbudt.

Der er ingen, der kan gå rundt og være i dyb kontakt med alle sultsignaler og spise 100 % intuitivt hver eneste time af hver eneste dag, og jeg tror, at det er en vigtig erkendelse at have med sig hele tiden. Selv de mest naturligt spisende mennesker, der aldrig har haft de mindste forstyrrelser i forhold til maden, vil en gang imellem spise på følelser og vil en gang imellem komme ud for at spise langt over mæthedsgrænsen. Forskellen er nok, at man som enten tidligere, nuværende eller kommende spiseforstyrret har tendens til at slå sig selv i hovedet med det og tænke, at man nu alligevel har ødelagt det hele, mens man som ikke-spiseforstyrret slet ikke spekulerer over, at der kan være noget at ødelægge.

Jeg tror, hånden på hjertet, at jeg spiser på mine følelser hver eneste dag. Og jeg ved såmænd godt, at det nok vil være gavnligt at tage mine (dårlige) vaner op til revision en gang imellem og se lidt nærmere på de der kalorier, jeg indtager efter klokken 21, når min datter sover, og jeg lige har en time eller to, hvor jeg nyder roen og alenetiden, og hvor jeg bestemt spiser lidt på følelsen af kedsomhed og selvomsorg. Men sådan er mit liv lige nu…

Men at spise på mine følelser bliver først et regulært problem i min hverdag, hvis jeg ikke accepterer, at det er det, jeg gør, og hvis jeg allerede er i gang med at fortryde chokoladen, mens jeg spiser den. For det er accepten, der udgør forskellen mellem tre hyggekarameller og en overspisning… Det er mine tanker om det, jeg gør/spiser, der definerer, hvad mit næste skridt bliver… Og det er mit generelle mindset omkring mine handlinger, der er med til at afgøre, om jeg ender med en overspisning.

For der er en hårfin grænse mellem at spise på følelser og overspise, og for mig har det første meget ofte ført til det sidste – simpelthen fordi accepten ikke var til stede omkring min følelsesmæssige spisning. Men når man først accepterer, at det ikke alene er tilladt – men også helt normalt selv for ikke-spiseforstyrrede – så fratager man maden den magt, den har. Hvis jeg rent faktisk giver mig selv lov til at spise på følelser (eller sågar overspise, hvis det er det, jeg vil), så tager jeg magten tilbage og sætter mig selv i førersædet – men det nytter kun, hvis accepten er helhjertet, og hvis tilladelsen er ubetinget og helt uden forbehold.

For du må godt spise på dine følelser. Men øv dig i at acceptere det og gøre det med opmærksomhed – og så kan du måske med tiden lære at nyde de små trøstekarameller uden at falde i ’nu har jeg alligevel ødelagt det hele’-grøften.

Og måske kan du med tiden lære at spise intuitivt på dine følelser…