Må man kommentere på, hvad andre spiser?

Instagram flyder over med madbilleder, og personligt elsker jeg madbilleder. Madpakkebilleder, aftensmad, grødbilleder og slikbilleder – og jeg bliver både glad og inspireret til at prøve nye ting. Og jeg lægger også selv mine (ja ja, bevares, temmelig amatøragtige) madbilleder op, fordi jeg godt kan lide det. Fordi jeg synes, det er sjovt. Fordi det får mig til at gøre en indsats for at gøre min og min datters mad en lille smule sjovere, pænere og – måske – nemmere at få til at glide ned. Og også i den virkelige, ikke-virtuelle verden kan jeg lide at spise hos andre, dele opskrifter og få nye idéer. Og hvis jeg falder over et uimodståeligt madfoto eller smager noget, jeg kan lide, så fortæller jeg, at noget smager godt eller ser lækkert ud, ligesom jeg ville fortælle, at en hundehvalp var nuttet.

Men betyder det, at man skal kommentere på, hvad – eller måske især hvor meget – andre spiser? Nej. Det gør det ikke. End of story. For vi ved ikke, hvad der gemmer sig bag et madbillede. Vi aner ikke, hvilke overvejelser vores borddame eller -herre gjorde sig, da de stod og valgte mad ved buffeten. Og vi har ikke den fjerneste idé om årsagen til, at tante Lise takker nej til kage til nevøens 12-årsfødselsdag. Men det hjælper ikke at påpege det, fremhæve det og ophøje det til et samtaleemne.

Personligt har jeg gennem årene været igennem mange forskellige spisemønstre. Jeg har fulgt alverdens magasintips og været omkring både det ene og det andet, og hvis jeg har lært én ting, er det dette: Folk har meget travlt med at bemærke, hvad man spiser. Og rigtig mange mennesker føler sig – åbenbart – i deres gode ret til at kommentere, bemærke og ikke mindst analysere på andres spisevaner. Og bemærkningerne falder ganske uopfordret:

Nå, der er nok nogen, der er på kur, hvad? Nej, det er jeg ikke, men måske havde jeg en overspisning i går, der gør, at jeg har kvalme og ikke aner, hvad der er op og ned lige nu og bare har brug for at sidde i fred og mærke efter. Men det hjælper ikke, at du overvåger mig.

Jeg synes, du sagde, du var på kur? Nej, det har jeg aldrig sagt. Det var bare dig, der konkluderede det. Og det hjælper stadig ikke, at du overvåger mig.

Nå, er du røget på LCHF-moden? Nej. Jeg kan bare ikke lide hasselback-kartofler, så derfor spiser jeg kun kød og salat i dag. Eller også er jeg rent faktisk ved at prøve LCHF, men jeg vil gerne have lov til at prøve det i fred, and it’s none of your business.

Nå, spiser du nu kulhydrater igen? Ja. I dag, i hvert fald.

Nå, du giver den sandelig hele armen med alt det sunde, hvad? Nej, jeg elsker bare spidskål.

Nå, hvor er det dejligt at se, at du endelig slår dig lidt løs. Tja, jeg er i hvert fald ved at tage et stykke lagkage til din 50-årsfødselsdag, så hvis det kan kaldes at “slå sig løs”, så…

Sikke en herreportion! Stop dig selv.

Tag dog et stykke kage, det skader vel ikke? Det ved du ikke. Du aner ikke, hvor jeg er i min proces, og om det stykke kage er lige præcis det, der får læsset til at vælte i dag.

Du ved godt, at light-sodavand snyder kroppen og får dig til at spise endnu mere, ikke? Zip it.

Der er sandelig en, der tager for sig af retterne, hvad? Shut. The. F… Up.

Folk vil så gerne komme med gode råd. Og folk vil så gerne dele deres egne erfaringer. Og folk vil så gerne fortælle, at deres søsters veninde altså endte med at tage på, da hun prøvede 5:2. Og folk vil så gerne involvere sig i, hvad det er, du har på din tallerken. Og folk vil meget gerne fortælle, hvad du nok burde gøre i stedet.

Men det er virkelig sjældent hjælpsomt. Og uanset om man kæmper med en spiseforstyrrelse, om man “bare” er på slankekur, om man prøver at tage på i muskelmasse, om man er ved at undersøge en mulighed for at blive vegetar, eller om man bare har lyst til at prøve noget nyt – har man brug for fred til at finde sig til rette med sin spisning. Og det hjælper ikke, at man bliver iagttaget. Det hjælper ikke at få flere gode råd. Og det hjælper ikke, at andre ganske uopfordret kommenterer på, hvad man gør eller ikke gør. Så derfor vil jeg tillade mig at komme med en opfordring:

Medmindre du bliver spurgt direkte, eller medmindre du grundlæggende er oprigtigt bekymret for en nær ven eller et familiemedlems fysiske eller mentale helbred… så lad dem have deres mad i fred.