Hvis jeg kan, kan du også – og andre lignende løgne…

Man kan, hvad man vil.

Hvis jeg kan, kan du også.

Hvis man arbejder hårdt nok, vil drømmene gå i opfyldelse.

Alt er muligt.

Hvorfor skulle det dog ikke lykkes for dig?

Alle ovenstående kommentarer er på en eller anden måde ment som inspirerende og motiverende, og jeg er selv stødt på mange af dem fra venner, bekendte eller familiemedlemmer, når de har prøvet at muntre mig op og give mig et kærligt spark til at komme i gang med et eller andet, som jeg måske går og drømmer om. Og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at den slags ytringer kommer fra et kærligt sted – og jeg er lige så sikker på, at sætninger (også kaldet klichéer?) som dem rent faktisk er motiverende for mange. At de er inspirerende. At de giver håb og mod – og måske skubber nogle det sidste lille stykke vej ud af komfortzonen, så de omsider får forsøgt noget, de indtil da ikke helt havde turdet. Uden tvivl.

Men på mig virker det lige modsat.

Nogle vil nok mene, jeg er pessimist. Det er jeg også indimellem – sådan er jeg simpelthen skruet sammen – men lige så ofte opfatter jeg mig faktisk bare som realist. Jeg tror nemlig ikke på, at alt kan lykkes, hvis bare jeg ønsker det nok. Og jeg tror heller ikke på, at alt er muligt. Jeg tror ikke på, at det selvfølgelig nok skal lykkes for mig, og jeg tror bestemt heller ikke på, at jeg kan, hvad jeg vil. Og i stedet for at blive inspireret og motiveret, bliver jeg ofte frustreret, modløs og demotiveret, når folk taler pep – også selvom det kommer fra selv det mest oprigtige sted og er sagt i den bedste mening.

For så føler jeg, at jeg skal forklare mig. Jeg føler, at jeg skal forsvare mig. At jeg skal komme med gode og gyldige grunde til, at det, jeg ønsker, ikke nødvendigvis kommer til at lykkes for mig – for jeg besidder ikke en klippefast tro på, at det nok skal lykkes. Og derfor ender jeg næsten med at tale mig selv endnu mere ned i stedet for at finde frem til de optimistiske sider af mig selv – som faktisk er der i glimt (selvom man ikke altid skulle tro det, wink wink). Og i stedet for at blive drevet fremad mod målet ender jeg med at stoppe op i protest og stå fast for at bevise, at det faktisk ikke er alt, der kan lade sig gøre. Sådan lidt “hvad sagde jeg”-agtigt.

Og det er jo udelukkende mit eget ansvar, hvis jeg i en eller anden fjollet modhandling ender med at gøre min pessimistiske mistro til egne evner til en selvopfyldende profeti. Og det er mit eget ansvar at kommunikere til folk, at jeg ikke føler mig hjulpet, men derimod misforstået af deres (jubel)optimistiske heppekor. Men ikke desto mindre tror jeg, at det kan være gavnligt sådan helt generelt at sætte ord på, at cheerleaders ikke nødvendigvis hjælper alle – og at heppekorenes “YOU CAN DO IT” kan få nogle pessimistiske sjæle til at grave sig ned i et hul og frustreret råbe tilbage: “NO I CANT!” frem for som ved et trylleslag at blive forvandlet til evigt positive optimister.

For mig er det nemlig hverken hjælpsomt eller gavnligt at få at vide, at jeg kan, hvad jeg vil, eller at hvis “hvis jeg kan, kan du også”. For jeg føler mig ikke set og hørt, hvis mine oprigtige bekymringer og – mener jeg selv – gyldige grunde til, at det måske IKKE kan lade sig gøre, bliver kørt over af en optimisme, der slet ikke tager højde for, hvem jeg er. Som ikke tager højde for, hvordan mit sind er indrettet. Og som ikke lytter til, at JEG ikke er udstyret med den samme klippefaste tro på, at alt kan lykkes for mig, hvis bare jeg ønsker det nok.

Jeg tror, at sætningerne ofte siges af folk, der allerede har opnået noget, de ville, og som nu inderligt ønsker at hjælpe andre til det samme. Jeg ser det ofte på Instagram, hvor man i den bedste mening deler sin egen vægttabsrejse, sin egen rejse til selvaccept eller sin egen vej ud af en svær situation og kærligt og oprigtigt kommunikerer, at “se, hvor langt jeg er nået – derfor kan det også lykkes for dig”. Men hvis man sidder på den anden side og er et helt andet sted, så nytter det ikke nødvendigvis at høre, at “du bare skal elske dig selv, for det gjorde jeg – and look at me now”, eller at du “bare skal ville det nok, for sådan endte det med at lykkes for mig”. For det kan ende med at have den helt modsatte effekt.

Jeg oplever også, at sætningerne siges af folk, der er fundamentalt anderledes indrettet end mig. Jeg har nogle bekendte, som ikke sætter deres lys under en skæppe, fordi de netop tænker, at “hvorfor skulle det dog ikke lykkes for mig?”. Og lige så meget jeg beundrer den indstilling til livet og ville ønske, jeg selv havde den, lige så meget kan det frustrere mig, når man så går ud fra, at andre automatisk kan handle ud fra samme overbevisning. For så sidder jeg der med min modsatte “hvorfor skulle det lykkes for mig?”-indstilling og føler, at jeg er helt forkert.

Hvis jeg kan, kan du også. Man kan, hvad man vil. Hvorfor skulle det ikke lykkes for dig?

Ja. Det er virkelig sødt sagt. Og jeg ved, det er sagt i kærlighed. Men det hjælper mig ikke. Jeg tror nemlig ikke på, at jeg kan, hvad jeg vil – og jeg bliver kun mere modløs og frustreret over, at det automatisk forventes, at jeg kan det samme som alle andre.

Hvad har jeg så brug for i stedet? Jeg har brug for en, der lytter og møder mig, hvor jeg er. En, der giver mig lov til at have mine bekymringer i fred, men som hverken puster til dem eller negligerer dem. En, der bare lytter. Måske en, der giver mig ret i, at det da også må være frustrerende at sidde med den følelse, men som hverken forsøger at fjerne den eller forstørre den i sympati og solidaritet. Som anerkender mit udgangspunkt, men ikke forsøger at ændre det, velvidende at det ikke kan ændres. Som rækker mig en hånd, når jeg sidder dernede i hullet og ikke selv kan komme op, men som ikke forsøger at fortælle mig, at jeg en anden gang hellere skulle kravle op på hustagene, fordi udsigten deroppe er meget bedre. Som ved, at hullet er der, hvor jeg er mest tryg, og at jeg som hulsøger (det er hermed et ord) ikke bare kan blive tagkravler (det er hermed et ord), blot fordi det er sådan, de selv får noget godt ud af tilværelsen. Som ikke forsøger at løse mit problem, som de løser deres egne, men som måske tilbyder at holde mig i hånden et stykke ad vejen, indtil jeg (måske) en dag selv er klar til at tage de skridt, jeg drømmer om.

Bevares, det er måske meget at forvente af andre mennesker. Men hvis jeg ikke forsøger at sætte ord på det, ved de jo ikke, hvordan jeg har det. Det er nu gjort, og hvis du kender til problemstillingen, vil jeg opfordre dig til at gøre det samme. Hvis jeg kan, kan du også.