Ja, sommeren kommer. Det gør den faktisk hvert år, og som jeg før har beskrevet (for eksempel her), har sommeren aldrig nogensinde været min yndlingsårstid. Jeg talte for nylig på min IG-story om mine egne udfordringer ved sommeren, og jeg fik mange tilbagemeldinger fra folk, der havde det ligesom mig, men som havde svært ved at finde forståelse for det blandt familie og venner. Og derfor synes jeg, det er oplagt at skrive lidt mere om det. For sommertristhed er bestemt ikke noget, vi går og finder på. Den er helt igennem ægte, og som med så meget andet kan det blive forværret, hvis man – uanset hvor man vender sig hen – møder uforstående blikke eller måske endda opmuntrende kommentarer fra folk, som ikke selv kæmper med de samme tanker og udfordringer. ”Du skal bare ud og have lidt D-vitamin, så bliver du i godt humør!” Men sådan fungerer det desværre ikke altid. Og det er nu engang sådan, at mens de fleste har hørt om (og lader til at have forståelse for) vinterdepressioner og tristhed, når de mørke måneder er over os, så er der ikke en lige så udbredt forståelse for og anerkendelse af sommertristheden. Hvert år…

Jeg talte forleden på Instagram om, at det altid er lidt svært for mig, når sommeren nærmer sig, og det viste sig, at jeg bestemt ikke var alene med den følelse. Vi er tydeligvis flere, der ikke hopper op og ned af glæde ved tanken om lyse nætter, sene sommeraftener og varme dage, og om ikke andet er det altid rart, at man ikke er alene med sine følelser. Nå, men det var faktisk ikke de negative følelser ved sommerens komme, jeg ville udfolde her (der kommer nemlig et separat indlæg om sommertristheden snart). For efter et par lidt tunge dage, hvor hele mit system rasede lidt over sommeren, der jo kommer, om vi ønsker det eller ej, satte jeg mig i stedet for at lave en liste over ting, jeg faktisk glæder mig til i den kommende tid. Jeg vil gerne blive bedre til at dyrke glæden og taknemmeligheden, og selvom den kommende årstid ikke hører til mine favoritter, blev jeg glædeligt overrasket over at kunne opremse hele 10 ting, jeg glæder mig til i den kommende tid. De er hverken banebrydende eller særligt interessante, men ikke desto mindre gjorde det mig godt at lave en liste og minde…

Jeg vil gerne tale lidt om undskyld. Det der lille ord, som vi alle sammen godt ved er vigtigt at huske på, men som i virkeligheden godt kan være lidt svært at få sagt. Og som det i hvert fald nogle gange kræver lidt øvelse at lære at håndtere. I mine teenageår – og nok også en del af mine 20’ere – var undskyld et ord, som for det meste blev ledsaget af tårer, usikkerhed og ”nu vil den person nok aldrig have noget med mig at gøre mere”. Jeg kom til at sætte mig selv i offerrollen frem for at stå ved, hvis jeg havde begået en fejl eller gjort noget dumt – ikke for at slippe for skylden, men fordi jeg nok inderst inde var bange for konsekvenserne af mit fejltrin. Jeg kunne ikke bare sige ”ved du hvad, det må du simpelthen undskylde, jeg tænkte mig ikke om”. I stedet hulkede jeg ”uuunnndddssskkkyyylllddd, kan du nogensinde tilgive mig, *hulk*, jeg er et frygteligt menneske, *hulk*, jeg ved ikke *hulk*, hvorfor jeg gjorde sådan, *hulk*”. Eller også undgik jeg personen, fordi jeg var inderligt konfliktsky og bange for konfrontationer, og fordi jeg ikke havde ro og selvværd nok…

Jeg er ikke vild med nytår. Det er slemt nok, at min elskede jul er forbi, og at januars truende tristesse lurer i horisonten, men når man så ovenikøbet tilsætter dagens tiltagende timer (hvilket betyder, at de alt for lyse nætter rykker nærmere) og årelange dårlige erfaringer med nye begyndelser og nytårsforsætter (fordi de altid har handlet om at tabe sig og derfor altid er endt med overspisninger og nederlag til følge), ja så er nytåret ikke nødvendigvis den fedeste tid på året. Nå, men nu er jeg heldigvis blevet klogere og kaster mig derfor ikke længere over hurtige kure og jagten på den flade mave. Jeg har lært at leve i nogenlunde fredelig omgængelighed med sommerens lys, og jeg er desuden blevet så gammel og erfaren og helt vildt klog, at jeg ved, at julen nok skal vende tilbage, når vi nærmer os december – og derfor skal det hele nok gå. Og nytåret skal jo heller ikke have skyld for det hele. Og hvem ved, om man måske alligevel godt kan bruge sådan et årsskifte til noget – det vil jeg i hvert fald prøve i år. Jeg gjorde for nylig status over 2018, og nu er det…

Det ville være skønt at sige, at ”2018 var det vildeste og fedeste år ever”, men det ville ikke være sandheden. Sandheden, derimod, er, at 2018 sådan som helhed var et jævnt og gennemsnitligt år uden de helt store udsving. Men eftersom jeg trods alt er en liste-pige, der elsker overblik, struktur og, ja, lister, synes jeg alligevel, det er rart at nedskrive året lidt i punktform. For selvom der ikke er sket det store, er der alligevel små milepæle, oplevelser og erfaringer, jeg tager med mig fra året, der er gået. Spiseforstyrrelsen. Jeg omtaler altid mig selv som rask spiseforstyrret, og det holder jeg fast ved. 2018 har været et år med meget få overspisninger (hvis der overhovedet har været nogen, har de været subjektive), og det har været endnu et år, hvor jeg stædigt har holdt fast i de ting, jeg har lært om mig selv og min spiseforstyrrelse. Jeg har aktivt modarbejdet de gamle tanker om alt det, jeg burde eller ikke burde i forhold til mad, træning og kropsvægt, og jeg har arbejdet virkelig hårdt på at finde en accept i den krop, jeg nu engang er udstyret med. For der har bestemt været dage, hvor…

Julen er hjerternes fest – men ikke altid de delte hjerters fest. For selvom julen er dejlig, lysende, varm og hyggelig, er der ekstra udfordringer, når man lever livet i en delt familie. Der er såmænd mange ting ved livet som delemor, der er en lille smule nedtur. Ferieperioder, for eksempel, hvor man vinker farvel til sin datter, inden hun sætter sig om bord i en flyver, og man ved, man først ser hende nogle uger senere. Eller hendes fødselsdage, hvor der mangler et menneske til at synge fødselsdagssang for hende om morgenen. Og så altså højtider som julen, hvor man jo af gode grunde ikke kan dele det lille elskede menneske midt over, og hvor hendes delte hjerte også må lære, at julen fejres enten med far eller med mor. Vi har den aftale, at vi hvert andet år fejrer lillejuleaften og nytårsaften med vores datter og de andre år fejrer selve juleaften med hende. Dagene mellem jul og nytår tager vi lidt, som de kommer – uden faste aftaler og alt afhængigt af, hvornår der er julefrokoster i den ene og den anden del af familien. I år er det så anden gang, jeg skal holde jul uden…

Mit liv med antidepressiv medicin begyndte, da jeg var 19 år. Året inden var jeg som 18 blevet færdig med gymnasiet, og hele verden lå i princippet åben og for mine fødder. Jeg var ung, jeg var student, jeg havde et højt gennemsnit, og jeg havde alle muligheder for at blive til det, som jeg ønskede mig allermest. Men jeg anede ikke, hvem jeg selv var. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle komme videre. Og det eneste, jeg ønskede, var at blive til noget. Da jeg blev student, tog jeg syv kilo på på et halvt år. Jeg var trist. Jeg var ked af mig selv. Jeg var ked af min krop. Jeg havde mistet min identitet som ”hende den kloge”, fordi jeg ikke længere gik i skole, og jeg ønskede brændende at skabe en ny identitet – denne gang ville jeg være ”hende den pæne og tynde”. Men alt var rodet sammen i mit hoved. Jeg prøvede at tabe mig, men tog på. Jeg prøvede at følge en slankekur, men endte med at spise mere, end jeg nogensinde før havde prøvet. Jeg prøvede at skabe et selvværd, men mistede det mere og mere. Jeg anede ikke selv, at jeg…

”Mødregrupper – er det ikke bare sådan en samling overfladiske irriterende kvinder, der kun går op i at bage hjemmelavede speltboller og prale med alle de ting, deres baby kan?”. Den slags vendinger hørte jeg en hel del gange, dengang jeg selv stod over for at skulle begynde i en mødregruppe for allerførste gang. Og jo, sådan er der muligvis nogle mødregrupper, der er. Men heldigvis ikke min. I denne måned fejrer vi i min mødregruppe otteårsjubilæum, og forleden var vi samlet til den årlige julefrokost. I netop denne november er det otte år siden, vi kæmpede os gennem snedriverne med vores førstefødte efterårsbørn for at troppe nervøst op på et sundhedscenter på Frederiksberg og møde de fem andre kvinder, der måske – måske ikke – ville være nogle irriterende speltmødre, som man ikke helt kunne connecte med, fordi de kun gik op i at prale med deres eget barns storslåede evner og fremmelige motorik. Det er otte år siden, vi blev mødt af en lige lovlig kæk sundhedsplejerske, der pointerede vigtigheden af jerntilskud og D-dråber og af ikke at sætte barren for højt, fordi det gerne skulle handle om de kære unger og ikke om det bedste hjemmebag, og…

Hvordan bruger man bedst sit netværk, når man har en spiseforstyrrelse? Det var der en, der spurgte om, da jeg for nylig bad om hjælp til idéer til blogindlæg. Og det var faktisk et godt spørgsmål. Jeg kan naturligvis ikke komme med de bevingede ord, der kan hjælpe alt og alle, for ingen situationer er ens, og ikke alle spiseforstyrrelser og netværk ligner hinanden. Men jeg kan fortælle, hvordan jeg selv gjorde, og hvad der har virket for mig gennem årene. Vær ærlig. Det er uden tvivl nok det sværeste punkt for mange, men jeg kan kun opfordre til, at man taler med sin familie og sine venner om tingene og fortæller dem, hvad der er på spil. Det er ikke sikkert, de kan forstå det, men forhåbentlig ønsker de alligevel at hjælpe, hvis de på nogen måde kan. Vær tydelig. Man kan ikke forvente, at andre kan gætte, hvad man har brug for, og man er derfor nødt til at være tydelig omkring det. Har du brug for, at dine forældre blander sig uden om, hvad du spiser, så må du sige det. Har du brug for, at din søster lader være med at tale om sin egen slankekur,…

Savner du ikke en kæreste? Det sker ofte, at jeg bliver stillet det spørgsmål, når folk finder ud af, at jeg er single – og tilmed har været det i snart fire år. Og jeg forstår egentlig godt, at folk spørger, for jeg kan godt se, at jeg udefra set må virke lige lovlig alene. Og når jeg ser mig omkring, kan jeg også godt se, at de fleste, jeg kender, enten er i et fast forhold, er ved at komme sig over et nyligt brud eller ganske enkelt er i gang med at lede efter kærligheden og tosomheden. Og det forstår jeg i princippet godt. Men faktum er alligevel, at jeg igennem mine sidste fire år som single meget sjældent har savnet en kæreste, og at jeg meget ofte har tænkt tanken, at jeg kunne forblive single og lykkelig resten af mit liv. For det første har det taget tid at lande i min nye tilværelse som delemor efter bruddet med min datters far, og for det andet er jeg den der introverte type, der et langt stykke hen ad vejen befinder mig godt i mit eget selskab, og som derfor har haft det godt med ikke at have…