Hvordan man bruger sit netværk

Hvordan bruger man bedst sit netværk, når man har en spiseforstyrrelse?

Det var der en, der spurgte om, da jeg for nylig bad om hjælp til idéer til blogindlæg. Og det var faktisk et godt spørgsmål. Jeg kan naturligvis ikke komme med de bevingede ord, der kan hjælpe alt og alle, for ingen situationer er ens, og ikke alle spiseforstyrrelser og netværk ligner hinanden. Men jeg kan fortælle, hvordan jeg selv gjorde, og hvad der har virket for mig gennem årene.

Vær ærlig. Det er uden tvivl nok det sværeste punkt for mange, men jeg kan kun opfordre til, at man taler med sin familie og sine venner om tingene og fortæller dem, hvad der er på spil. Det er ikke sikkert, de kan forstå det, men forhåbentlig ønsker de alligevel at hjælpe, hvis de på nogen måde kan.
Vær tydelig. Man kan ikke forvente, at andre kan gætte, hvad man har brug for, og man er derfor nødt til at være tydelig omkring det. Har du brug for, at dine forældre blander sig uden om, hvad du spiser, så må du sige det. Har du brug for, at din søster lader være med at tale om sin egen slankekur, må du sige det. Har du brug for, at din veninde kommer og holder dig i hånden eller tager telefonen, når du ringer, må du sige det.
Respekter dine egne grænser og husk, at du har ret til at ændre mening. Selvom du i går havde stort behov for at tale med dine forældre eller en veninde om, hvordan du havde det, kan det godt være, at du ikke har lyst i dag. Det er dig, der sætter dine grænser, og det må andre respektere – også selvom det kan være svært at forstå, at ens behov kan skifte hurtigt.

Jeg oplevede selv udfordringer omkring alle tre punkter. Jeg oplevede, at det var svært at være ærlig, fordi jeg aldrig følte mig helt forstået. Jeg oplevede, at det var svært at være tydelig – både fordi det indimellem kan være svært selv at vide, hvad man helt præcist har brug for, og fordi det kan være svært at stille krav eller endda bede om hjælp fra andre mennesker. Jeg stod også ofte i den situation, at jeg den ene dag havde lyst til at åbne mit hjerte for mine forældre eller mine veninder og fortælle dem alt om alt, men næste gang de spurgte, klappede jeg i som en østers – fordi jeg den dag følte, det var grænseoverskridende at tale om det, og fordi jeg følte mig invaderet ved at blive spurgt. Det kan være svært for pårørende at forstå, og det er klart, at det at spørge ind til ”hvordan det er gået siden sidst” er en måde for de pårørende at udtrykke, at man gerne vil hjælpe. Men det er ikke dit ansvar at hjælpe dem til at få det godt eller føle, at de bliver inkluderet. Dit ansvar er derimod at passe på dig selv og mærke dine egne grænser, og derfor er det okay at sige, at ”jeg ved godt, jeg havde lyst til at tale om det sidst, men det har jeg ikke i dag. Men jeg sætter pris på din omsorg, og jeg skal nok sige til, når og hvis jeg igen får lyst”. No excuses necessary!

Det kan indimellem virke lidt diffust, det der med at bede om hjælp, for hvad er det egentlig helt konkret, ens nærmeste kan gøre? Nogle af de ting, jeg helt specifikt har gjort, kommer her:

I de år, hvor jeg var meget påvirket af overspisninger og havde brug for kontrol, kunne jeg ringe til min mor og spørge, hvad der fx ville blive serveret til en julefrokost. Jeg spurgte hende fx, om der ville stå chips fremme, når man ankom, og hvad planen for dagen var i forhold til retter, hvor længe hun regnede med, at dagen ville vare, om hun troede, vi skulle gå en tur etc. (dengang vidste jeg ikke, at netop dette kontrolbehov var et af problemerne, og at jeg blot brugte alle informationerne til at lægge planer og lave restriktioner, som jeg altid kom til at bryde senere, men det var stadig en konkret måde at bede om hjælp til noget, jeg havde behov for i situationen). Min mor ville hellere end gerne hjælpe, og det skete ofte, at jeg lige ringede for at tjekke tingene på forhånd.
Jeg havde en periode for nylig, som var svær for mig, og hvor aftenerne var hårde at komme igennem af forskellige grunde. Det var længe efter mine overspisninger var forsvundet (men hvor jeg stadig havde subjektive overspisninger eller i hvert fald spiste enormt meget på mine følelser). Egentlig havde denne periode ikke ret meget med mad at gøre, men mere med modløshed, ensomhed og et enormt humørdyk, som altid føltes tydeligt for mig om aftenen, når min datter var faldet i søvn. I den periode aftalte jeg med min far, at han ringede til mig hver aften omkring klokken 21. Ikke fordi jeg skulle rapportere eller stå til regnskab for, om jeg nu havde ”spist på mine følelser”, men for simpelthen lige at tjekke ind med en stemme fra den virkelige verden, og for mig var det en stor hjælp.
Jeg har en aftale med en bestemt veninde om, at jeg altid kan ringe, hvis jeg har brug for det – dag eller nat – og hvis man har sådan et menneske, kan selve trygheden i at vide, at der er nogen, være nok til, at man meget sjældent behøver ringe midt om natten.

Hovedsagen er, tror jeg, at man rækker hånden frem. Det gør ikke noget, at man famler lidt i begyndelsen, hvis man endnu ikke selv er helt klar over, hvad man har brug for. Det første skridt behøver ikke blive taget med styrke, og du har lov til at træde forkert. Det vigtige er, at du tager det.