Savner du ikke en kæreste?

Savner du ikke en kæreste?

Det sker ofte, at jeg bliver stillet det spørgsmål, når folk finder ud af, at jeg er single – og tilmed har været det i snart fire år. Og jeg forstår egentlig godt, at folk spørger, for jeg kan godt se, at jeg udefra set må virke lige lovlig alene. Og når jeg ser mig omkring, kan jeg også godt se, at de fleste, jeg kender, enten er i et fast forhold, er ved at komme sig over et nyligt brud eller ganske enkelt er i gang med at lede efter kærligheden og tosomheden. Og det forstår jeg i princippet godt.

Men faktum er alligevel, at jeg igennem mine sidste fire år som single meget sjældent har savnet en kæreste, og at jeg meget ofte har tænkt tanken, at jeg kunne forblive single og lykkelig resten af mit liv. For det første har det taget tid at lande i min nye tilværelse som delemor efter bruddet med min datters far, og for det andet er jeg den der introverte type, der et langt stykke hen ad vejen befinder mig godt i mit eget selskab, og som derfor har haft det godt med ikke at have en kæreste at skulle forholde mig til og en relation at passe og pleje.

Så svaret på spørgsmålet, om jeg ikke savner en kæreste, har stort set altid og helt fra hjertet været ”nej”. Jo, jeg kan godt indimellem savne en nussende hånd og en co-viewer til Netflix og en til at hjælpe med at smøre solcreme på ryggen, så jeg ikke ender med single-stigmaet over dem alle i form af en solskoldet trekant på ryggen, som mine alt for korte singlearme ikke kunne nå. Men jeg har ikke haft hverken Tinder-trang eller lyst til at gå i byen og møde mennesker, og jeg trives som regel godt med at være alene og netop ikke at have et andet voksent menneske, som jeg ”skal” forholde mig til og prioritere og skabe plads og rum til i min lille hverdagsboble.

Jeg hører tit kritik af singlekulturen og af, at mange moderne mennesker (måske især kvinder?) simpelthen ikke ønsker at være i faste forhold, fordi de trives med at bestemme over deres eget liv og ikke ønsker at give afkald på friheden til at gøre, som man ønsker, uden at skulle stå til regnskab over for andre end sig selv. Jeg ved ikke, om det passer (og om det nødvendigvis er dårligt, hvis det gør), men jeg ved, at det ikke passer på mig. Jeg går ikke rundt med følelsen af at have en masse frihed, som jeg ikke har lyst til at give afkald på, og det er såmænd heller ikke, fordi jeg er bange for at lukke folk ind i mit liv eller mit hjerte. Snarere tror jeg, at jeg måske bare ikke har mødt ”ham”, der evt. kunne få mig til at gå ind i et forhold igen, og eftersom jeg ikke aktivt leder – fordi jeg meget sjældent savner en kæreste – ja, så giver det vel sig selv.

Men jeg er selvfølgelig heller ikke lavet af sten, og der har da uden tvivl været situationer, hvor jeg lige pludselig (og som regel helt ud af det blå) er blevet opmærksom på, at der jo faktisk går en masse søde mænd rundt i verden. Som når underviseren på Åbent Universitet pludselig viser sig at være en virkelig nuttet svensker, som er helt bedårende, som han står der og underviser et helt auditorium fuldt af studerende med sin kære accent. Når der pludselig står en ny medarbejder på arbejdet, som godt nok er både lidt for gift og lidt for gammel, men som alligevel minder en om, at der måske en dag kunne komme en mand, der passede til mig. Når en gammel bekendt pludselig popper op på Facebook, og man kommer i tanke om, at der engang var en, der kunne få hjertet til at banke lidt hurtigere. Eller når man pludselig ser op fra sin hverdag og opdager ham der den charmerende mand, som man egentlig godt vidste eksisterede, men pludselig ser i et helt nyt lys.

Jeg tror, jeg en dag får lyst til en kæreste igen. Og jeg kan ofte mærke, at dagen langsomt rykker nærmere – men den er ikke helt kommet endnu. Men hvis manden pludselig står der, skal jeg ikke kunne afvise, at han kan få lov til at smøre solcreme på ryggen af mig til sommer.

---

#bloggersdelightplus