Hjerteflimmer…

Mit hjerte. Det er ikke noget, jeg skriver om ret ofte. Mit fokus har som regel samlet sig om spiseforstyrrelsen, overspisningerne, selvværdet og alle de følelser, der gennem årene er blevet sammenfiltret på den front, og hjertet – kærligheden – har altid befundet sig lidt i periferien af det hele.

Desuden har mit hjerte og min såkaldte singlestatus fyldt meget lidt i min egen hverdag – fordi jeg befinder mig godt, hvor jeg er. Fordi jeg primært har brugt de seneste tre år siden bruddet med min datters far på at finde mig til rette i mit liv og min lejlighed, og fordi jeg har holdt mig til fortællingen om, at der ikke har været nævneværdige forstyrrelser i mit følelsesmæssige nervesystem (bortset lige fra her). Jeg har helt oprigtigt tænkt og følt, at jeg i min introverthed og min glæde ved alenetid ville befinde mig godt med at være single resten af mit liv – tanken har snarere tiltalt end skræmt mig. Jeg har ikke swipet en eneste gang, og jeg har hverken haft lysten til eller behovet for at være i et kæresteforhold (bortset lige fra enkelte situationer).

Jeg har oprigtigt sat pris på min selvbestemmelse. På at være mor for min datter og fokusere på at få hende helskindet gennem den sorg, en selv fredelig og fordragelig skilsmisse uundgåeligt er for et lille væsen. Jeg har nydt ikke at skulle vende mine beslutninger med nogen. På at være chefen i mit eget liv og vågne op uden et andet voksent menneske at skulle forholde mig til. Jeg har holdt af den rolige, behagelige stilhed, når min datter var faldet i søvn. Og jeg har favnet friheden hver anden weekend, når min datter var hos sin far, og hvor jeg kunne gøre, hvad jeg havde lyst til – uanset om det var en aften med chokolade og Netflix eller drinks i byen med min yndlingskollega. Jeg har kort sagt ikke haft lyst til at finde en kæreste.

Men… måske har lysten, længslen og behovet alligevel ligget et sted godt gemt af vejen derinde bag hjertets arvæv. For her på det seneste har jeg mærket en rastløshed i mit hjerte. En følelse af, at det ikke helt kan finde hvile. En fornemmelse af, at der er opstået et lille tomrum, der har brug for, at han kommer og bosætter sig der. At der mangler en støttende hånd på min skulder. At der mangler en hånd i min og en mand, der kan kysse mig i sænk. Og jeg har for første gang mærket en følelse af, at den måske alligevel godt kunne komme tilbage en dag, den der lyst til tosomhed. Måske. En dag. Snart.

For indimellem sker der ting, man ikke er herre over – såsom naturkatastrofer, børskrak og følelsesmæssige forstyrrelser. Man bestemmer ikke selv, hvad eller hvem der kommer ind fra højre og netop kysser, så man bliver svag i knæene, og som laver rod i de skuffesystemer, man så fint har indrettet sit hjerte i. Og man kan ikke altid styre uden om forelskelsen, uanset hvor meget man forsøger.

Sommetider slår den ned som et lyn fra en klar himmel. Sommetider kommer den snigende. Og sommetider gør den begge dele – som når man en dag kigger op fra sin introverthed og ser et menneske, man troede, man havde fået placeret i en bestemt kasse. Et menneske, som måske alligevel ikke var så nemt at få ud af nervesystemet, og som rent ud sagt fucker hele det ellers organiserede skuffesystem op. Et menneske, som i sit elskelige væsen bliver samlingspunkt for begæret, kærligheden og smerten. For ømheden og det sårbare blik. For drømmene og rejserne, for smilet og livet og lyset og lysten – og som får alle gamle gløder til at flamme op og sætter hjertet i brand, så de gamle og velkendte skuffeinddelinger falder sammen og skal bygges op fra bunden.

Og det er så det, jeg arbejder på for tiden. På at forsøge at slukke branden. På at genopbygge fundamentet for mit rastløse hjerte. På at få orden i det indre kaos og få sat de rette labels på de rette skuffer. Og midt i det hele går det op for mig, at der vist stadig ikke er en skuffe til den der kæreste. Men der er en skuffe til ham.