Jeg lavede for nylig et opslag på Instagram, der handlede om følelsesmæssig spisning. Og det fik jeg lyst til at uddybe lidt. For det er et emne, der er så vanvittigt komplekst, at en Instagram-caption kun levner plads til lige at skrabe lidt i overfladen af dette store emne, der nok fylder hos rigtig mange af os. At spise på følelser kan være tusind ting. Det kan være at spise, når man… Er ensom Er ked af det Keder sig Har brug for omsorg Er stresset Har brug for at slå hjernen fra Er glad Vil fejre noget Har brug for at dulme sine følelser … og rækken kan såmænd nok fortsætte i en uendelighed. Groft sagt kan man måske sige, at hvis ikke man spiser på sult, så spiser man på sine følelser. Da hele den intuitive bølge skyllede ind over landet og Instagram for nogle år siden, kom der en del fokus på netop det med at lytte til kroppen og mærke efter, hvornår den er sulten, og hvornår den ikke længere er. Jeg er selv stor tilhænger af intuitiv spisning og har øvet det i mange år, og jeg har omsider fundet en nogenlunde ro i min…

Jeg savner nogle gange mine overspisninger. Det lyder måske som et besynderligt statement, når man som jeg ellers bruger meget tid på at tale om den der fantastiske food freedom. Når man taler og skriver om, hvor dejligt det er at være kommet så langt, at man netop ikke længere skal frygte overspisninger og kan have slik og småkager liggende i skabet i månedsvis uden at spise det, og når man som jeg priser sig lykkelig over ikke længere at falde i søvn flere gange ugentligt med kvalme og hjertebanken efter endnu en gang at have indtaget en halv uges kalorier på to en halv time. Og alt det er jo rigtigt! Jeg er glad for den frihed, jeg har fået i forhold til den mad, der førhen styrede mit liv og mine tanker. Og jeg er helt igennem taknemmelig for at være kommet igennem de forbandede år og ud på den anden side, hvor et uventet stykke kage eller en ikke-planlagt is ikke får min verden til at vakle og mit alarmberedskab til at gå i selvsving. Ja, alt det er jeg glad for. Så hvordan kan det være, at jeg samtidig savner overspisningerne? I mine overspisningsår havde jeg…

Det ville være skønt at sige, at ”2018 var det vildeste og fedeste år ever”, men det ville ikke være sandheden. Sandheden, derimod, er, at 2018 sådan som helhed var et jævnt og gennemsnitligt år uden de helt store udsving. Men eftersom jeg trods alt er en liste-pige, der elsker overblik, struktur og, ja, lister, synes jeg alligevel, det er rart at nedskrive året lidt i punktform. For selvom der ikke er sket det store, er der alligevel små milepæle, oplevelser og erfaringer, jeg tager med mig fra året, der er gået. Spiseforstyrrelsen. Jeg omtaler altid mig selv som rask spiseforstyrret, og det holder jeg fast ved. 2018 har været et år med meget få overspisninger (hvis der overhovedet har været nogen, har de været subjektive), og det har været endnu et år, hvor jeg stædigt har holdt fast i de ting, jeg har lært om mig selv og min spiseforstyrrelse. Jeg har aktivt modarbejdet de gamle tanker om alt det, jeg burde eller ikke burde i forhold til mad, træning og kropsvægt, og jeg har arbejdet virkelig hårdt på at finde en accept i den krop, jeg nu engang er udstyret med. For der har bestemt været dage, hvor…

December. Jul. Julefrokoster. Mad, mere mad, og så lige lidt mere mad. Sikkert også alkohol Og det er jo så hyggeligt, men damn, altså, hvor kan det også bare være uoverskueligt – især hvis man oven i al maden og de sociale arrangementer også lige har nogle indre dæmoner at tage hensyn til. For jul rimer bare ikke ret godt på spiseforstyrrelser, vel? Redaktionen bemærker: Hvis du ikke orker at læse alle skribentens anekdoter om tidligere julefrokoster fra helvede, kan du allerede nu scrolle ned til bunden og læse hendes fem råd til en jul uden overspisninger…⇓ Jeg har været til en del julefrokostarrangementer gennem tiden. Familiejulefrokoster og sammenkomster med arbejdet eller studiet. Jeg er taget af sted til arrangementer fyldt med forsæt og gode intentioner om, hvordan dagen skulle forløbe. Jeg har på forhånd forsøgt at finde ud af, hvad der ville blive serveret, så jeg kunne forberede mig. Jeg har lavet lister i mit hoved over, hvilke fødevarer jeg skulle holde mig til, og hvilke jeg for alt i verden skulle undgå. Jeg har spist sunde ting hjemmefra, så jeg var fyldt op af grøntsager og derfor tænkte, at jeg bedre ville kunne stå imod det forbudte. Eller…

Jeg taler og skriver meget om mad og krop – og især om, hvordan tingene hænger sammen og indimellem kan være svære at skelne fra hinanden. Men når man skræller alle lagene af, og når man ser bort fra alle de kloge ord om food freedom og intuitiv spisning… hvordan har jeg det så egentlig – sådan helt ærligt og allerinderst inde – med min krop? Er jeg helt tilfreds? Har jeg accepteret mig selv, som jeg er, og er det hele bare fryd og gammen, nu hvor jeg (næsten) har sluttet fred med mad? Nej. Overhovedet ikke. Jeg har stadig dårlige kropsdage. Jeg har dage, hvor jeg synes, jeg ligner noget, der er løgn. Jeg har dage, hvor jeg har lyst til at gemme mig for verden og ikke gå uden for en dør. Jeg har dage, hvor jeg føler mig forkert, hvor jeg føler mig tyk (hvilket altid er en fejloversættelse af en anden følelse), og hvor jeg har meget nemt ved at overbevise mig selv om, at alting ville blive bedre, hvis jeg tabte de famøse fem kilo. Jeg har dage, hvor jeg hader mit eget spejlbillede og ville give næsten hvad som helst for en flad…

Hvordan bruger man bedst sit netværk, når man har en spiseforstyrrelse? Det var der en, der spurgte om, da jeg for nylig bad om hjælp til idéer til blogindlæg. Og det var faktisk et godt spørgsmål. Jeg kan naturligvis ikke komme med de bevingede ord, der kan hjælpe alt og alle, for ingen situationer er ens, og ikke alle spiseforstyrrelser og netværk ligner hinanden. Men jeg kan fortælle, hvordan jeg selv gjorde, og hvad der har virket for mig gennem årene. Vær ærlig. Det er uden tvivl nok det sværeste punkt for mange, men jeg kan kun opfordre til, at man taler med sin familie og sine venner om tingene og fortæller dem, hvad der er på spil. Det er ikke sikkert, de kan forstå det, men forhåbentlig ønsker de alligevel at hjælpe, hvis de på nogen måde kan. Vær tydelig. Man kan ikke forvente, at andre kan gætte, hvad man har brug for, og man er derfor nødt til at være tydelig omkring det. Har du brug for, at dine forældre blander sig uden om, hvad du spiser, så må du sige det. Har du brug for, at din søster lader være med at tale om sin egen slankekur,…

Så er det fredag! Og fredag er lig med… fredagsslik? Det er det nok for mange. Mit Instagram-feed er i hvert fald fyldt med slik, når klokken nærmer sig 20 på en fredag, og det er da som regel også der, jeg selv begynder at blande en slikskål og finde dynerne frem. Men er fredagsslik egentlig en god idé? Egentlig er jeg ikke selv hverken hardcore for eller imod, men jeg vil alligevel gerne dele mine tanker om fænomenet fredagsslik. For det er min fornemmelse, at der rundtomkring er mange forskellige holdninger og argumenter for både det ene og det andet, og hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg selv, det er helt vildt svært at navigere i, og jeg er ofte i tvivl om, hvorvidt min tilgang til slik og kage er den rigtige. Og det grundlæggende problem er jo, at jeg ikke aner, hvad det rigtige overhovedet er. Det kommer sig naturligvis især af mine egne erfaringer med overspisninger, at jeg indimellem overtænker det hele og er meget opmærksom på at forsøge at undgå, at min datter kommer ud for nogle af de samme udfordringer, som jeg har haft (sådan er det jo for alle forældre,…

Jeg har som bekendt lidt af en spiseforstyrrelse, som jeg tidligere har skrevet en hel del om (fx her, her og her). Jeg plejer at opfatte årene, fra jeg var 18, til jeg var 28, som mine spiseforstyrrede år, men det var årene, fra jeg var 19, til jeg var 24, der var absolut værst, og hvor overspisningerne fyldte en meget stor del af mit liv og min tilværelse. Det var de år, hvor jeg aften efter aften endte i 7-Eleven, i Irma eller i den lokale kiosk for at købe ind til en overspisning. Det var de år, hvor jeg gang på gang befandt mig i situationer, der fik mig til at skamme mig dybt over mig selv, min håbløse svaghed og min ulidelige ”mangel på rygrad”. Det var de år, hvor jeg gang på gang blev overtaget af overspisningsdjævelen, der kaprede min fornuft og gjorde mig til en helt anden person; og når jeg var den person, gjorde jeg ting, jeg efterfølgende kunne bruge til at slå mig selv i hovedet med. Og det er de ting, jeg vil liste op her – udelukkende for at du, der måske sidder derude og mærker skammen lige nu, bliver klar…

Hvis man enten har haft en spiseforstyrrelse eller ”bare” har haft udfordringer med maden (og jeg ved godt, at det virkelig ikke er bare, spiseforstyrrelse eller ej), så kender man nok også til, at kroppen og maden bliver filtret godt og grundigt sammen, og at det kan være hamrende svært og besværligt at få dem filtret fra hinanden igen. For af en eller anden grund vil de bare enormt gerne holde sammen – også selvom de indimellem slås og skændes gevaldigt. Og ja, det giver nok sig selv, at de to elementer har afgørende indflydelse på hinanden, for naturligvis hænger de sammen. Men blot fordi de hænger sammen, behøver de jo ikke at blive filtret sammen. For naturligvis hænger de sammen. Mad er noget, vi bruger til at fylde energi i vores krop, og vores krop har omvendt brug for mad for at holde sig kørende – og mad og krop har således ikke rigtig noget formål uden hinanden. De hænger helt bestemt sammen og kunne såmænd være så gode venner! Men når mad og krop derimod bliver filtret sammen, så betyder det, at vi har svært ved at adskille de to, og så er det, det begynder at rode….

Halloween er slut. Alle de glade, semi-uhyggelige børn har været forbi, og nu står du måske med slikresterne og spekulerer på, hvad du skal stille op med det. Måske skal det spises til fredagsslik i aften, eller måske bliver det gemt væk i skabet, fordi man ikke føler, man kan styre det, hvis det ligger fremme. Måske smider man resterne ud, og måske lover man sig selv højt og helligt, at man ikke vil spise noget af det, for hvis man først tager et stykke, kommer man til at tømme alle skabe og skuffer. Måske spiste man for meget slik i onsdags og vil tage en sukker-detox og holde sund november, eller måske synes man bare, det skal udryddes i løbet af weekenden, så man kan starte på en frisk på mandag. Slik i skabene er for mange stadig årsag til stress og alt for mange tanker. Og derfor kommer der lige en lille fredagsreminder: Resterne af halloweenslikket behøver ikke være uhyggeligt eller farligt, hvis man tillader sig selv at spise slik alle årets 365 dage, hvis det er det, kroppen har lyst til. Det behøver ikke betyde, at man så rent faktisk spiser slik hver dag, men blot at…