Kan du lide din krop?

Jeg taler og skriver meget om mad og krop – og især om, hvordan tingene hænger sammen og indimellem kan være svære at skelne fra hinanden. Men når man skræller alle lagene af, og når man ser bort fra alle de kloge ord om food freedom og intuitiv spisning… hvordan har jeg det så egentlig – sådan helt ærligt og allerinderst inde – med min krop? Er jeg helt tilfreds? Har jeg accepteret mig selv, som jeg er, og er det hele bare fryd og gammen, nu hvor jeg (næsten) har sluttet fred med mad?

Nej. Overhovedet ikke.

Jeg har stadig dårlige kropsdage. Jeg har dage, hvor jeg synes, jeg ligner noget, der er løgn. Jeg har dage, hvor jeg har lyst til at gemme mig for verden og ikke gå uden for en dør. Jeg har dage, hvor jeg føler mig forkert, hvor jeg føler mig tyk (hvilket altid er en fejloversættelse af en anden følelse), og hvor jeg har meget nemt ved at overbevise mig selv om, at alting ville blive bedre, hvis jeg tabte de famøse fem kilo. Jeg har dage, hvor jeg hader mit eget spejlbillede og ville give næsten hvad som helst for en flad mave. Og jeg har dage, hvor jeg er grædefærdig i erkendelsen af, at jeg aldrig når at blive så tynd, som jeg har brugt så mange år af mit liv på at drømme om. Ja, de dage har jeg bestemt.

Men jeg har også dage, hvor jeg vågner op og har det godt i min krop. Hvor jeg faktisk næsten ikke tænker over den. Hvor jeg tager tøj på og har en god kropsfornemmelse og føler, at den er god og rar at være i. Hvor jeg mærker, at der er vigtigere ting i verden end flade maver og tynde lår, og hvor jeg accepterer og finder hvile i, at jeg er, som jeg er, og at det ikke bare er godt nok, men simpelthen er godt.

Men hånden på hjertet: Jeg har flere af de dårlige end af de gode dage, men langt de fleste er heldigvis neutrale. Og jeg har helt grundlæggende besluttet mig for, at jeg simpelthen nægter at bruge flere af mit livs timer på at hade mit spejlbillede og overveje, hvordan jeg kan lave mig selv om – og heldigvis har jeg efterhånden knækket koden til at have den neutrale følelse.

Der kan naturligvis ofte være psykologiske faktorer, der afgør, om man har det godt eller dårligt i kroppen, for følelser kan som bekendt hurtigt manifestere sig kropsligt, men jo mere jeg lærer om mig selv, og jo bedre jeg er blevet til at analysere mine kropsfornemmelser og mine handlinger, des mere går det op for mig:

Jo mere almindeligt jeg spiser, jo bedre har jeg det i min krop. Og jo bedre jeg har det i min krop, jo mere almindeligt spiser jeg – og det er en god spiral at komme ind i. Men der findes desværre både en positiv og en negativ udgave af spiralen, som det ses af min lille hjemmestrikkede model nedenfor:

Tricket er jo så at lade være med at handle på det, når man en dag har det dårligt i kroppen (for de dage vil komme uanset hvad). Det betyder, at jeg ikke skal begynde at ”fikse” problemet med den dårlige kropsfornemmelse ved at spise restriktivt – selvom det ofte er det, jeg er mest tilbøjelig til at prøve. For mig vil det nemlig uundgåeligt føre til overspisninger, som vil føre til en endnu dårligere kropsfornemmelse, som vil føre til endnu mere trang til restriktiv spisning og så videre. Og derfor skal jeg lære at være i mig selv på de dårlige kropsdage uden pludselig at skære ned på måltider, kulhydrater, kalorier, eller hvad man nu ellers kan blive fristet til at eksperimentere med. Og hvis jeg således spiser, som jeg plejer, hvilket vil sige ”regelmæssigt, tilstrækkeligt og helt uden forbud”, så skal den gode (eller i hvert fald neutrale) kropsfornemmelse nok indfinde sig igen.

Og trangen til pludselig at tabe fem kilo og tro, at det hele ville blive bedre? Den forsvinder nok aldrig helt. Men den skal ikke længere have lov at styre mit liv – eller min spisning for den sags skyld.

---

#bloggersdelightplus