At rejse med en spiseforstyrrelse

Hvis man selv kender lidt til spiseforstyrrelser, forstyrret spisning eller ’bare’ et anstrengt forhold til mad, ved man også, at der kan være bestemte situationer, tidspunkter eller sammenhænge, der er sværere end andre. Uanset hvad spiseforstyrrelsen hedder, og uanset hvordan den kommer til udtryk, er der nok altid visse ting, der er ekstra udfordrende at have med at gøre. Måske handler det om at spise i sociale sammenhænge eller at skulle til arrangementer, hvor man ikke på forhånd ved, hvad der bliver serveret. For nogle er det måske juletiden med sine mange arrangementer, julefrokoster og overflod af mad, der er særligt svær, fordi der er potentielle madtriggere alle vegne, og fordi der er småkager og flæskesvær, så langt øjet rækker. For andre igen er det en udfordring blot at skulle på restaurant, og for andre igen er det noget helt fjerde, der er årsag til, at spiseforstyrrelsen viser sit vedholdende ansigt.

Og så er der jo også lige det der med ferier. For hvordan i alverden skal man forholde sig til at tage af sted på ferie, når man ved, at alle ens hjemlige rutiner og faste mønstre pludselig må vige for ferietid, nye rytmer og manglende (eller blot anderledes) struktur? Hvordan skal man gebærde sig, når ens trygge madvalg pludselig ikke længere er en mulighed, og når all inclusive-buffeten pludselig byder på alverdens ting og sager, som den gamle spiseforstyrrelse straks ville have sat på forbudslisten (og som jeg personligt af samme grund nok ville ende med at overspise i)? Og hvordan formår man at nå derhen, hvor man kan tage af sted på ferie uden forinden at have skrevet løfter til sig selv om, hvad man må og ikke må, og som man alligevel ender med at bryde? Og hvordan lærer man at navigere i det hele, så man ikke ender med slet ikke at nyde ferien, fordi oplevelserne og samværet med mennesker, man holder af, drukner i madstress, dårlig samvittighed og måske også overspisninger?

Jeg har selv prøvet at leve i en verden, hvor tankerne om mad fyldte alt. Hvor vægt, slankekure og forsøg på at tabe mig fyldte 90 % af mine vågne tanker, og hvor jeg konstant befandt mellem strikse regler, restriktioner og underspisning på den ene side og kontroltab og overspisninger på den anden. Jeg kunne svinge mellem de to yderpunkter i løbet af en uge, i løbet af en dag eller endda i løbet af et enkelt måltid, og mit konstante fokus på at spise lidt og ”rigtigt”, så jeg kunne tabe mig, fulgtes meget ofte af massive overspisninger. Men selvom de rigide regler ikke gavnede mig, og selvom de førte til overspisninger, var de alligevel det eneste, jeg følte, jeg havde at holde mig til (og dengang vidste jeg heller ikke, at mine overspisninger netop var en konsekvens af alle mine regler og af, at jeg i mit forsøg på at tabe mig ikke fik nok at spise i løbet af dagen). Og eftersom jeg troede, jeg havde så hårdt brug for mere kontrol og flere regler for netop at undgå kontroltab, kunne ferier (og i øvrigt også jul, påske, fødselsdage og alle andre afvigelser fra hverdagen) være et uoverskueligt virvar af bekymringer og tankemylder over de mange madvalg, der hele tiden skulle træffes.

Uvante rutiner, dessertbuffeter og spontane besøg på et ishus. Utrygge fødevarer, ændrede spisetider og mærkelige måltidsstrukturer. Og hvis man lige toppede det hele med et all inclusive-armbånd eller nogle rejsefæller, der på ingen måde bekymrede sig om madens ’hvor, hvornår og hvor meget’, kunne sådan en ferie kræve en næsten umenneskelig portion mental styrke at stå igennem.

Og sådan kan man bruge hele sin ferie og al sin mentale energi på at bekymre sig om maden frem for rent faktisk at nyde sin ferie. Og i stedet for at vende hjem med gode minder om en dejlig ferie vender man måske hjem med bagagen fyldt med nederlag, overspisninger og negative erfaringer.

Jeg ved det, for jeg har prøvet det selv. Jeg har prøvet at vågne op i Thailand med lutter gode forsætter for dagens kalorieindtag blot for at få ødelagt en uge af min ferie på grund af en karamelis, jeg kom til at bestille i et spontant øjeblik. Jeg har prøvet at ankomme til en aftenbuffet på Tenerife med en klar plan for, hvad jeg skulle spise, blot for at mærke det hele smuldre på grund af en chokoladefontæne, jeg ikke havde regnet med at se. Og jeg har prøvet at græde mig selv i søvn efter et besøg på en portugisisk restaurant, fordi tjeneren ikke havde forstået mine vigtige instrukser om at lave min rejecocktail uden så meget som en skygge af dressing. Og hver gang handlede det om, at måltiderne ikke var gået som planlagt, og at det virkelige liv viste sig at afvige fra de skemaer, jeg havde lavet i mit hoved – et skema, som jeg var dybt afhængig af at have, når jeg var ude at rejse. For det sidste, jeg turde, var at slippe kontrollen. Og det sidste, jeg kunne, var at stole på mig selv, på min krop og på dens egne signaler.

Men virkeligheden er altså sjældent helt, som vi forventer, den skal være. Og for mit eget vedkommende blev de mange regler årsagen til, at jeg overspiste, hver gang virkeligheden sneg sig ind på mig og lavede rod i mine strikse mentale skemaer. Og den sandhed, jeg levede med – at man enten holder sig strengt til reglerne eller mister al kontrol – var en falsk tryghed, der spændte ben for min evne til at nyde livet, maden og øjeblikket.

Om ikke så længe rejser jeg en lille uge på ferie med min datter – bare mig, hende, den spanske sol og et all inclusive-armbånd (jeg har i øvrigt skrevet et indlæg om at rejse alene med min datter). Vi var på nøjagtig samme tur sidste år, hvor jeg skrev lidt om den frygtede all inclusive-buffet og delte mine egne råd til at forholde sig til den. Og jeg kan mærke, at jeg i år føler mig om muligt endnu mere rolig og afslappet ved udsigten til seks dage med fri dessert, åben isbar og daglige muligheder for alle de croissanter, hjerte, øjne og mave kan begære.

Godt nok kan jeg stadig mærke en snert af de gamle spiseforstyrrede tanker fra tid til anden, og jeg kan stadig blive konfronteret med mine gamle mønstre og tankesæt en gang imellem. Og jeg kan også blive fristet til at følge den lille djævel, der sidder på min ene skulder og forsøger at overbevise mig om, at et vægttab ville bringe mig lykke, og at kål derfor til hver en tid vil være et bedre valg end kage.

Men jeg er alligevel rolig.

Jeg er rolig, fordi jeg har fået en ny sandhed at leve efter. Jeg er rolig, fordi jeg har fundet frihed omkring maden. Jeg er rolig, fordi en dessert ikke længere er et håndfast bevis på min egen ringe viljestyrke, og fordi jeg har sluppet tanken om, at en is er verdens undergang (og den medfølgende idé om, at jeg derfor lige så godt kan gå under med et brag, inden jeg skal til at bygge civilisationen op på ny i morgen tidlig). Jeg er rolig, fordi jeg ved, at selvom jeg tillader mig selv alt, så betyder det ikke, at jeg ikke kan styre det – tværtimod. Jeg er rolig, fordi jeg ved, at hvis jeg har levet af pasta og hvidt brød i tre dage, vil min krop automatisk begynde at bede om frisk frugt og gulerødder. Og jeg er rolig, fordi jeg stoler mere på min krop nu, end jeg har gjort nogensinde før.

Så når jeg om ikke så længe tager plads i flyet med min datter ved min side og med kurs mod Mallorcas guldkyst, vil jeg tillade mig selv at:

• Spise pasta, paella, pomfritter, kål eller kød – eller hvad jeg nu end har lyst til, når jeg har lyst til det.
• Nyde all inclusive-buffeten og vælge de ting, jeg bedst kan lide, frem for de ting, jeg før i tiden ville vælge, udelukkende fordi jeg burde.
• Spise is og pandekager ved poolen, mens jeg spiller backgammon med min datter
• Nyde livet og palmerne og solen og glæde mig over, at min krop er frisk og rask, og at den kan svømme og hoppe og danse og gå tur ved stranden og lede efter muslingeskaller.
• Gå i turistfælder med min datter og smage på farverigt spansk slik
• Minde mig selv om, at smilene og livet og smagsløgene og kærligheden til enhver tid er vigtigere end et tal på vægten eller et kalorieindhold i en syntetisk vingummiburger eller en pain au chocolat.

Og sidst, men ikke mindst, vil jeg huske mig selv på, at det ikke er et nederlag, hvis de gamle tanker alligevel skulle banke på og begynde at invitere sig selv med på min rejse – for jeg ved af erfaring, at de kan dukke op, når man mindst venter det, og de har en evne til at snige sig med hvor som helst, også selvom kufferten i forvejen er tætpakket med klipklapper, krydsogtværsblade og solcreme.

Det vigtige er, at jeg ikke længere lytter til dem. Næsten.