Mor med spiseforstyrrelse

Spiseforstyrrelser er nedtur. Punktum. Ja, man kan lære nogle ting om sig selv og komme styrket ud på den anden side, og ja, man kan få nogle indsigter i sin egen psyke og alt det der, men i bund og grund er spiseforstyrrelser noget, Fanden har skabt, og det er næppe noget vi ønsker for vores værste fjende. Og derfor er det da heller ikke noget, man ønsker for dem, man elsker, og det er SLET ikke noget, man ønsker for sine egne børn. Så når man som spiseforstyrret står med en graviditetstest for første gang og ser de to røde streger tone frem, vil der sandsynligvis melde sig en lang række spørgsmål og usikkerheder. Men det største spørgsmål lyder:

Hvordan undgår jeg at give spiseforstyrrelsen videre til mit barn?

Graviditeter kan være skræmmende for alle, men er ofte også forbundet med glæde. Da de to streger viste sig på min egen graviditetstest i midten af januar tilbage i 2010, var der først og fremmest glæde, forventning og smil over, at projekt baby var en realitet. Men det varede ikke længe, før de første i en lang række bekymringer begyndte at melde sig. I det indledende stadie handlede det måske mere om mig selv end om mit barn, for når man som spiseforstyrret står med en graviditet, er der pludselig et stort fokus på alle de ting, man i forvejen har været vant til at bekymre sig om. Vægtøgning, centimetermål og ukontrollerbare kropslige forandringer kan være skræmmende, og man bliver konstant sat til at forholde sig til den krop, man måske har brugt så mange år på at tage afstand fra. Og det kan føles som et langt bombardement af udfordringer, som det kan være hamrende svært at møde. Og alle de spiseforstyrrede bekymringer handler nu ikke kun om en selv længere, men også om det lille menneske, man har i maven, og som man naturligvis ønsker at give de bedste betingelser fra begyndelsen. Og sådan kan en graviditet hurtigt blive en ni måneder lang uafbrudt strøm af spiseforstyrrede og sygdomsrelaterede tanker:

Hvor meget ender jeg med at tage på? Får jeg en kæmpe baby? Har mine overspisninger indflydelse på mit barns eventuelle problemer med vægt senere i livet? Hvordan undgår jeg, at min kæreste opdager min vægt i min vandrejournal (for hvilken grusom tanke, at han skulle kende det tal, og jeg sendte ham sågar uden for døren, når jeg skulle vejes hos sundhedsplejersken)? Er min datter mere disponeret for en spiseforstyrrelse, fordi jeg selv har en? Hvor meget vil min krop ændre sig? Passer det, at den slags er arveligt? Hvordan sørger jeg for, at min baby er sund og rask og tager regelmæssigt på, mens jeg selv holder min vægtøgning på et minimum? Og hvordan skal jeg sørge for at give mit barn de bedste betingelser for et godt liv uden spiseforstyrrelser?

Der er mange tanker, der myldrer rundt i hovedet, og for mig var graviditeten primært fyldt med bekymringer, motion og overspisninger. Jeg glædede mig naturligvis også til selve det at blive mor, men mest af alt var jeg bekymret. Jeg var bange for, hvordan min krop ville reagere. Jeg var bange for, at min baby ville komme ud og ligne lillebror fra Lars von Triers “Riget” (lav en googlesøgning på “lillebror riget”, hvid du ikke lige kan genkalde dig rædselsscenariet). Jeg var bange for at gøre noget forkert. Og jeg var bange for, at jeg på en eller anden måde ville få fucket det hele op (nå ja, den bekymring er jeg faktisk slet ikke ovre, og den bliver nok kun værre og værre; små børn, små bekymringer, store børn, store bekymringer, er det ikke sådan, det er?).

Men en ting er de tanker og bekymringer, man gør sig omkring ens egen krop og spiseforstyrrelsen i selve graviditeten. En anden ting er, når det bedårende barn rent faktisk kommer til verden, og man pludselig bliver mødt af en helt anden realitet. For hvis jeg troede, at problemerne, tankerne og bekymringerne om alle de ting, der havde med spiseforstyrrelsen at gøre, ville stoppe efter fødslen, kunne jeg godt tro om igen. For nu kom alle de konstante spørgsmål, man som nybagt mor – spiseforstyrret eller ej – kan drive sig selv til vanvid med.

Kan barnet tage nok på? Hvad nu, hvis det tager for meget på? Vokser det nok? Hvor ligger det på kurven? Er barnet større eller mindre end de andre i mødregruppen? Er det her normalt? Gør jeg det rigtigt? Er jeg verdens dårligste mor?

Desuden skal man højst sandsynligt konfronteres med mere eller mindre fremmede kvinders konstante fortællinger om, hvordan de hver især kom tilbage på deres førfødselsvægt (for vi ved jo alle sammen, at en kvindes fornemste opgave er at smide sine graviditetskilo så hurtigt som muligt og da gerne inden livmoderen overhovedet har nået at trække sig sammen og de første barselsbesøgende begynder at ankomme). Man skal lytte til folks gode og knap så gode råd. Man skal høre på anekdoter og tips fra folk, der gjorde sig deres egne (og bestemt ikke længere gangbare) graviditetserfaringer under den kolde krig. Og man skal lære at navigere i en verden, hvor D-dråber, afføringskonsistenser og suttekogninger pludselig er store og afgørende emner, der skal diskuteres hen over middagsbordet.

Og som spiseforstyrret skal man så desuden lige kæmpe med sygdommen oven i alt det andet.

Jeg har således engang prøvet at ringe grædende til vagtlægen efter at have taget afføringspiller efter en overspisning, fordi jeg var bekymret for, om jeg kunne amme min datter bagefter, eller om stofferne ville blive overført via mælken. Jeg har siddet og malket ud i stride strømme, mens min datter sov, fordi jeg havde hørt og læst, at amning satte forbrændingen i vejret (og selv efter jeg stoppede med at amme min datter fortsatte jeg en periode med at malke ud for at holde gang i den gode forbrænding, for jeg havde jo fået at vide, at “det klædte mig at amme”, læs: “Du har tabt dig så flot”). Jeg har prøvet at amme min datter, mens jeg mest af alt følte kropslede og havde lyst til at skære mine bryster af. Og jeg har prøvet at have gang i en overspisning, mens min to uger gamle datter lå ved siden af mig, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg ellers skulle rumme alle de nye indtryk og det ansvar, jeg pludselig stod med.

Jeg tror desuden, at man som mor med en (tidligere) spiseforstyrrelse kan se spøgelser, hvor der ikke nødvendigvis er nogen, og alle de ting, der handler om barnets kostvaner, vil blive gransket og analyseret endnu mere. Og som om man som forælder ikke havde bekymringer nok i forvejen, skal man nu også forholde sig til det ekstra lag, spiseforstyrrelsen lægger over alting. Jeg har selv haft bekymringer – og kan fortsat have det – uanset om min datter gør det ene eller det andet. Den ene dag kan jeg være bekymret over, at hun næsten kun spiser grøntsager, mens jeg den næste dag er bekymret, fordi hun ikke spiser grøntsager nok. Jeg kan blive bekymret, hvis hun en dag får ondt i maven, fordi hun har spist for meget slik (for det må da bestemt betyde, at hun er disponeret for overspisninger), og jeg kan føle en skamfuld stolthed, hvis hun en dag glemmer den dessert, jeg ellers havde lovet hende (for det må da så bestemt betyde, at hun ikke er disponeret alligevel). Og jeg kan være så opsat på at vise hende, at jeg selv lever og spiser efter min lyst og intuition, og at intet er forbudt, at jeg indimellem ender med at gå stik imod denne intuition. For hvad hvis hun en dag skal have en is, men jeg ikke selv har lyst? Vil hun så læse af mit “nej tak” til is, at is er forkert? Bør jeg så alligevel spise en is for at vise, at is på ingen måde er forkert – eller vil det netop være mere rigtigt at vise, at man ikke altid har lyst, men kun nogle gange? Og kan jeg ende med at overtænke alle scenarier så meget, at jeg til syvende og sidst får hevet al intuitiv spisning og naturlighed ud af hele processen, fordi mine tanker og analyser skinner igennem?

Hånden på hjertet tror jeg ikke, min datter fornemmer det mindste, for jeg involverer hende naturligvis ikke i mine bekymringer (og det er ikke umuligt, at jeg sletter dette indlæg igen, før hun bliver gammel nok til at læse det). Men bekymringerne fylder alligevel, og jeg synes, det er vigtigt at dele dem, fordi jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der gør mig disse tanker og har disse bekymringer. Og bag alle disse bekymringer ligger jo den tanke, at hvis min datter vokser op og får et forstyrret forhold til krop og mad, ville det være på grund af mig. Og hvis hun vokser op og bliver et afbalanceret menneske med et naturligt forhold til krop og mad, vil det være på trods af mig. Og samtidig ved jeg, at jeg ikke kan gøre spor andet end det, jeg gør nu: Nemlig at forsøge at give hende en helt grundlæggende tro på, at hun er lige præcis, som hun skal være. At elske hende ubetinget. At udvikle mig selv og arbejde med mine egne issues. At gå forrest og vise vejen til en verden uden skyld og skam, men samtidig erkende og være åben om, at livet ikke er altid er nemt og lutter legitim lagkage. Og så til syvende og sidst vide med mig selv, at der ikke er noget her i livet, der er sikkert. Og selvom spiseforstyrrelser kan være påvirket af både arv, miljø og samfund, kan de også være påvirket af de rene og skære tilfældigheder. Man kan gøre alt efter bogen og stadig ikke være sikker på, at ens børn går fri af de ting, man ønsker, de skal gå fri af. Men man kan elske dem uden forbehold. Man kan lære dem, at de ikke tager skade af at snuble en gang imellem, men at de derimod lærer noget, hver gang de forsøger at rejse sig igen. Man kan dele ud af sine egne erfaringer, hvis de spørger (ja ja, også hvis de ikke spørger). Og endelig må man acceptere sin egen menneskelighed og tro på, at man gør det så godt, man overhovedet kan. Vi gør det så godt, vi kan.

Men derfor kunne jeg alligevel godt bruge en “Håndbog til spiseforstyrrede mødre: Sådan undgår du at fucke det hele op”. Så sig lige til, hvis du støder på sådan en, ikke?