Food freedom eller madstress?

Som nogle vil vide, har jeg for nylig været på en all inclusive-ferie på Mallorca med min datter. Og det var helt vidunderligt og dejligt at bruge tid med hende, slappe af, nyde livet, spille Uno, ligge ved swimmingpoolen og i øvrigt bare finde mig godt til rette i den der bikinikrop, som vi jo alle sammen render rundt med.

Som jeg skrev om undervejs, kan der som spiseforstyrret være visse udfordringer ved all inclusive-konceptet, men disse udfordringer er faktisk til at håndtere, hvis man arbejder lidt aktivt med de tanke- og handlemønstre, der kan stå i vejen for et afslappet forhold til buffeten og croissanter ad libitum. Men… det er jo alt sammen meget godt med de gode råd, og selvom hele “food freedom”-konceptet er fantastisk (især når det virker), er det gået op for mig, at food freedom er en ting – thought freedom er en helt anden (og ja, det bliver lidt krukket at bruge engelske termer, men begreberne fungerer bare bedre – don’t tell min gamle underviser på danskstudiet).

For det gik op for mig, at food freedom-delen – altså den del, der havde med selve maden, madvalgene og madindtaget at gøre – virkelig fungerede for mig (læs i øvrigt mere om min definition af food freedom og mine fem tips til at opnå det her), forstået på den måde, at jeg spiste, akkurat hvad jeg ville. Jeg valgte med min lyst og mine smagsløg og ikke ud fra rigide regler, sort-hvid-tænkning og en gammel frygt for hvidt brød og pomfritter. Jeg rejste mig aldrig fra bordet med dårlig samvittighed eller selvbebrejdelser over at have spist for usundt, for meget eller forkert, og det nærmeste, jeg kom en overspisning, var den ekstra croissant jeg spiste, fordi den simpelthen smagte fantastisk, og jeg havde lyst til en til – også selvom jeg ikke var sulten længere.

Det var en stor befrielse at opleve, at selv et stort udvalg af så meget forskellig mad, så mange forskellige desserter og så mange kalorier og kulhydrater samlet på et sted (og endda tre gange om dagen i mange dage i træk), ikke resulterede i overspisninger eller konstante ønsker om “lige at kunne spole tiden en time tilbage” og træffe nye, bedre eller sundere valg (jeg kan vel ikke være den eneste, der kender til det der “spole tiden tilbage”-ønske, vel?).

Så kort sagt var maddelen af min elskede food freedom på plads. Men… så var der tankerne, for de er om muligt en endnu mere væsentlig del af det hele, og den helt ægte frihed opstår nok først, når både handlinger og tanker går op i en højere enhed. For en ting er friheden i at turde vælge udelukkende med sin lyst og sin sult og ikke have konstante tanker om det, der lige er sket – en anden ting er tankerne om, hvad der skal ske den næste time, det næste måltid, resten af dagen. Og her haltede det med friheden!

Det viste sig nemlig, at mine tanker i meget høj grad (og meget mere, end jeg havde forestillet mig) kredsede om netop det næste måltid.

Hvor mange timer er der til næste måltid? Hvad gør jeg, hvis jeg bliver sulten inden da? Skal jeg så spise, eller skal jeg gemme appetitten, til buffeten åbner igen? For hvad nu, hvis jeg har spist og ikke er sulten, når det er “måltidstid”? Går der så kuk i det hele? Hvad hvis min datter bliver sulten? Skal vi så finde noget i snackbaren, eller skal jeg hellere få hende til at spise lidt ekstra nu, så hun kan holde til det næste måltid, eller skal jeg tage det, som det kommer? Hvad nu, hvis vores rytmer kommer ud af balance, og vi er sultne på forskellige tidspunkter? Skal jeg lige huske at tage et stykke frugt og en bolle med ud fra morgenmaden, så jeg har lidt til et mellemmåltid? Og hvad nu, hvis jeg ikke har lyst til noget af det, der bliver serveret? Skal jeg så spise det alligevel? Eller vil det gå imod min forestilling om food freedom? Og hvorfor sidder jeg overhovedet her og spekulerer på alt det her – gik jeg ikke rundt og bildte mig selv ind, at jeg var rask? 

Ja, tankerne kan hurtigt løbe lidt løbsk – og det er også okay, når man trods alt stadig befinder sig i en proces (selvom jeg for tiden føler mig sat lidt tilbage i den proces og føler, at den førhen har fungeret meget bedre for mig, end den gør lige nu)! Og det er senere gået op for mig, at selve idéen om food freedom jo på en eller anden måde kommer til at clashe lidt med konceptet med tidsbestemte måltider, hvor morgenmaden serveres fra 8-10, frokosten fra 13-15 og aftensmaden fra 19.30-21.30. For friheden skal pludselig passe ind i nogle tidsintervaller, og det kan være en ekstra udfordring at tage højde for, når man måske har nogle rimelig faste rutiner derhjemme, som man er vant til at praktisere (og som er baseret på nogenlunde regelmæssig spisning, hvor man spiser forholdsvis ens og derfor ofte er sulten på nogenlunde samme tid hver dag).

Min pointe er faktisk bare, at selvom man er langt på sin rejse, kan man stadig komme i situationer, hvor de gamle tankemønstre vender tilbage og driller lidt. Og et diæt-mindset, som man har brugt så mange år på at opbygge, tager tid at aflære og nedbryde igen. Og selvom jeg ville ønske, jeg havde kunnet slippe for den stress, der var forbundet med “næste måltid”, og selvom jeg godt kan ærgre mig over den energi, jeg brugte på det, må jeg bruge det som erfaring til næste gang.

For det er uden tvivl ikke sidste gang, de forstyrrede tanker vender tilbage og hilser på. Det væsentlige er at kunne lære af dem, slippe dem og komme videre – om ikke andet så bare et lille skridt.