Kropsissues og madproblemer

Hvis man enten har haft en spiseforstyrrelse eller ”bare” har haft udfordringer med maden (og jeg ved godt, at det virkelig ikke er bare, spiseforstyrrelse eller ej), så kender man nok også til, at kroppen og maden bliver filtret godt og grundigt sammen, og at det kan være hamrende svært og besværligt at få dem filtret fra hinanden igen. For af en eller anden grund vil de bare enormt gerne holde sammen – også selvom de indimellem slås og skændes gevaldigt.

Og ja, det giver nok sig selv, at de to elementer har afgørende indflydelse på hinanden, for naturligvis hænger de sammen. Men blot fordi de hænger sammen, behøver de jo ikke at blive filtret sammen.

For naturligvis hænger de sammen. Mad er noget, vi bruger til at fylde energi i vores krop, og vores krop har omvendt brug for mad for at holde sig kørende – og mad og krop har således ikke rigtig noget formål uden hinanden. De hænger helt bestemt sammen og kunne såmænd være så gode venner! Men når mad og krop derimod bliver filtret sammen, så betyder det, at vi har svært ved at adskille de to, og så er det, det begynder at rode.

Og så er det, vi begynder at tro på, at vi bliver, hvad vi spiser.

Vi har lært, at når vi vil tabe os (og det vil vi jo, for magasinforsiderne viser os, hvor smilende og lykkelige slanke kvinder er), så gælder det især om at skrue lidt på kosten. Hvis vi blot spiser noget mindre, så kan vi tabe os og blive optaget i de slanke og lykkelige kvinders klub. Og på den måde bliver vores kropsvægt og kropsform hele tiden koblet op på blandt andet maden og alt det, vi bør eller ikke bør gøre og spise.

Jo mere jeg efterhånden lærer om mig selv, min krop, min spisning og mine udfordringer, jo tydeligere står det klart for mig, at jeg er nødt til mentalt at adskille maden og kroppen noget mere. For mig betyder det, at jeg er nødt til at tænke på det som to forskellige tog, der kører på hvert sit spor, som løber parallelt, men som ikke skal løbe sammen og blive til ét spor. Det er, fordi jeg er fast besluttet på at arbejde med det tog, der hedder kropsaccept, og på dette togspor er der ikke plads til andet. Jeg er nemlig stort set i mål med madtoget, og dette tog kører stille og roligt og (for det meste) problemfrit på sit spor, fordi jeg spiser frit og relativt intuitivt og ikke længere forbyder mig selv noget, og fordi jeg ikke længere lever i Landet Enten-Eller. Jeg er derimod ikke helt i mål med kropstoget, og det er på de dage, hvor det halter lidt med kropsaccepten, at jeg skal være ekstra opmærksom på, at dette tog ikke skal begynde at bevæge sig over på madtogets spor.

For kropsaccepten er én ting, og min mad og min spisning skal ikke have indflydelse på, hvordan det står til med min omsorg og min kærlighed til eller accept af min krop. Og det er et problem, hvis jeg holder mere af min krop de dage, hvor jeg vågner med en god fornemmelse (det vil sige, hvor jeg er stolt af, at jeg var ”god” den foregående dag, fordi jeg kun har spist lidt), end jeg gør på de dage, hvor jeg vågner op med en dårlig fornemmelse (det vil sige, hvor jeg skammer mig over, at jeg ikke var ”god” den foregående dag, fordi jeg har spist mere/meget). Og det er især et problem, hvis jeg begynder at spise anderledes for at rette op på kropstogets skæve kurs.

Kroppen skal nemlig ikke straffes for at have spist for meget/forkert/for lidt, og mit kære kropstog skal ikke pludselig til at forholde sig til det andet tog.

Mit kropstog er vigtigt, og det skal der ikke fuckes med!

Jeg skal tænke på maden og kroppen som to separate spor. Det betyder, at selvom jeg en dag er ked af min krop, skal jeg ikke forsøge at redde det ved at spise restriktivt. Jeg skal ikke forsøge at forbedre eller forandre min krop gennem maden, ligesom jeg ikke skal lade kroppen eller kropsfornemmelsen diktere, hvad jeg skal eller ikke skal spise. Det er klart, at man får det rart i kroppen, når man spiser ting, man kan lide, og som føles rare og kommer i behagelige mængder, og på den måde kan de to tog såmænd sagtens følges ad og nyde udsigten sammen side om side. Men det nytter ikke noget, hvis det ene tog begynder at overtage det andet togs spor, for så bliver det noget værre rod. Og uanset hvordan det ene tog har det, skal det ikke have indflydelse på det andet. Det er to forskellige maskinerier, og de kræver forskellig behandling og forskellig pleje. Selvom kropsaccept-toget nogle gange har svært ved at finde rytmen, skal man ikke begynde at hælde madolie ud over det. Og bare fordi madtoget har problemer med motoren, nytter det jo ikke noget at begynde at smøre den ind i bodylotion. Right?

---

#bloggersdelightplus