Ting, en overspiser gør

Jeg har som bekendt lidt af en spiseforstyrrelse, som jeg tidligere har skrevet en hel del om (fx her, her og her). Jeg plejer at opfatte årene, fra jeg var 18, til jeg var 28, som mine spiseforstyrrede år, men det var årene, fra jeg var 19, til jeg var 24, der var absolut værst, og hvor overspisningerne fyldte en meget stor del af mit liv og min tilværelse.

Det var de år, hvor jeg aften efter aften endte i 7-Eleven, i Irma eller i den lokale kiosk for at købe ind til en overspisning. Det var de år, hvor jeg gang på gang befandt mig i situationer, der fik mig til at skamme mig dybt over mig selv, min håbløse svaghed og min ulidelige ”mangel på rygrad”. Det var de år, hvor jeg gang på gang blev overtaget af overspisningsdjævelen, der kaprede min fornuft og gjorde mig til en helt anden person; og når jeg var den person, gjorde jeg ting, jeg efterfølgende kunne bruge til at slå mig selv i hovedet med. Og det er de ting, jeg vil liste op her – udelukkende for at du, der måske sidder derude og mærker skammen lige nu, bliver klar over, at du ikke er alene. Måske kan du genkende nogle af punkterne, måske minder situationerne om nogle, du selv har stået i – og måske kan du ikke genkende et eneste (men så ved du, at den slags situationer findes, hvis du en dag støder på et menneske, der kæmper med overspisninger).

For nogle år siden ville jeg selv have skammet mig og ville aldrig have talt – og da slet ikke skrevet – om det, men jeg er heldigvis færdig med at skamme mig over noget, jeg i dag ved, jeg ikke havde kontrol over. Så her kommer listen over 12-13 ting, som jeg ikke længere skammer mig over at have gjort i mine år som overspiser:

• Jeg har fisket gammel mad op fra skraldespanden og spist det (Miranda knows).
• Jeg har stået foran en åben fryserdør og gnavet af en stang frossen marcipan, jeg havde fundet bagest i skuffen.
• Jeg har spist et helt franskbrød med smør på 20 minutter, mens jeg samtidig sad og smurte brød til 15 sultne børnehavebørn, da jeg var pædagogmedhjælper (det var faktisk en jævnligt tilbagevendende begivenhed, og de stakkels børn på Spilop-stuen tænkte heldigvis aldrig nærmere over, hvorfor de nådigst måtte deles om et enkelt brød, når hver stue nu fik udleveret hele to store franskbrød til eftermiddagsmaden).
• Jeg har spist kage og slik under dynen, mens min kæreste sov ved siden af (og gemt det under madrassen, da jeg troede, han var ved at vågne).
• Jeg har smuglet pølsehorn op i ærmet til en børnefødselsdag og låst mig inde på toilettet for at spise dem i al hast.
• Jeg har siddet på toilettet og spist, alt imens afføringspillerne var gået i gang med at virke (sorry, but it’s true)
• Jeg har ligget om natten og ammet min datter, mens jeg samtidig spiste to plader chokolade
• Jeg har aflyst aftaler og sociale arrangementer for at blive hjemme og spise.
• Jeg har fyldt jakkelommerne med chokolade til en fest, så jeg kunne spise i bussen på vej hjem (og jeg ville som regel gerne hjem – det kan du læse mere om her).
• Jeg har i smug slikket andre menneskers dessertrester af tallerkenerne, da jeg ”lige ville tage det værste i køkkenet” efter en middag, mens gæsterne talte videre i stuen.
• Jeg har også slikket resterne af de kære børnehavebørns regnbueis af tallerkenerne (og endte i min skyndsomhed med at spilde chokoladesovs ned ad mig selv, så jeg måtte ud på toilettet og vende min bluse om for at skjule bevismaterialet. Resten af dagen sad mærket på min bluse ikke i nakken, men foran i halsen, men jeg takkede de højere magter for, at jeg i det mindste havde en cardigan med, der kunne skjule chokoladesovsen, der nu havde plads på ryggen af mig).
• Jeg har gemt mig på toilettet med min mad, fordi min veninde kom hjem midt i en overspisning, hvorefter jeg tændte for bruseren og “var i bad”, mens jeg sad på gulvet og spiste færdig (og gemte slikpapiret i mit sammenrullede håndklæde).
• Jeg har stjålet mad hjemme hos en familie, hvor jeg var barnepige.

Og det er blot de situationer, der lige falder mig ind nu, og jeg kan uden tvivl finde flere, hvis jeg graver dybt nok i erindringen og i mine gamle dagbøger. Dengang blev alle episoderne et bevis på, at jeg var svag og uden rygrad, men det er heldigvis ikke sådan, jeg ser det nu. For nu kan jeg se, at man kun handler sådan, når man er desperat. Når man er i krise. Når man er sulten. Når man har nægtet sig selv adgang til ting. Når man har forsøgt at kontrollere ting, der burde være en naturlig del af livet. Når man har ignoreret alle kroppens naturlige signaler og ikke længere tror på hverken dem eller sig selv. Og når man ikke mindst har lagt al ansvaret for sin fremtidige lykke og succes over på én eneste ting: vægttab.

Det kaos, man lever i som overspiser, er hårdt. Og det kaotisk. Og man har sandsynligvis brug for hjælp til at komme ud af det. Men det allerførste skridt kan måske være at indse, at man ikke er alene, og at det ikke blot handler om at ”tage sig sammen”. For når man først er i overspisningsdjævelens vold, er man ikke længere herre over sine handlinger. Og man bør aldrig skamme sig over ting, der er uden for ens egen kontrol! Heller ikke, selvom det involverer at fiske mad op fra skraldespanden eller at slikke andres tallerkener.

---

Hvis du vil læse mere om min egen vej ud af spiseforstyrrelsen, kan du gøre det her.

---

#bloggersdelightplus.