Når der mangler et menneske

Kender du det, når der indimellem mangler et menneske? Når man ikke helt synes, man er nok i sig selv?

Egentlig skammede jeg mig over at tænke sådan, da følelsen for en måneds tid siden fyldte en del hos mig. For det er sgu ikke ret moderne at være i kvinde i dette årtusind og sige højt, at man ikke synes, man er nok i sig selv, men sandheden er, at det var den følelse, jeg sad med: følelsen af ikke selv at være nok.

Jeg er, som nogle måske ved, sådan en singlemor/delemor/enlig mor, eller hvad vi nu skal kalde det (hvilket jeg har skrevet om både her og her). Altså sådan en mor, som er enlig mor de fleste af ugens dage, men hvor der findes en god og kærlig far, så man jo aldrig er helt alene om det. Min status som delemor er ikke noget, der fylder ret meget i min hverdag, hvor tingene jo som regel bare kører, og dagene afløser hinanden, og hvor det pludselig er efterår, før man får set sig om. Men på visse dage mærkes det alligevel tydeligere…

Min datter havde fødselsdag i sidste måned, og det er blandt andet i den slags situationer, at jeg bliver mindet ekstra om, at jeg er alene, og det er på de dage, at jeg helt tydeligt kan mærke, at der mangler et andet menneske. Der mangler en basstemme, når der skal synges fødselsdagssang for hende om morgenen. Der mangler en anden voksen til dele hendes smil med mig, og der mangler en ekstra person til at skabe den familiedynamik, som jo faktisk var så rar. For selvom jeg gjorde, hvad jeg skulle, og selvom jeg vækkede min datter med sang og flag på hendes fødselsdag en mandag morgen i oktober, så fik jeg følelsen af, at jeg ikke gjorde det helt godt nok. At min tilstedeværelse ikke var nok, og at der simpelthen manglede det der helt bestemte andet menneske.

Men tingene er jo, som de er. Heldigvis bor hendes far kun 500 meter væk, og han kom og spiste om aftenen, hvor hun fik fællesgaver fra ”far og mor”, så på den måde var alt såmænd godt, og min datter var glad for, at han kom. Og det er nok også mere en følelse, der rammer, når man mindst venter det. Den rammer, når hun siger noget ekstraordinært sødt, og man har lyst til at dele det med en, der vil synes, det er lige så sødt (og det vil ikke sige Facebook, for der liker man altså kun andre folks dialoger med deres børn for at være høflig, am I right?). Den rammer, når man pludselig ser far, mor og børn på søndagstur i skoven, eller når man ser et ældre ægtepar gå tur med deres første barnebarn. Den rammer, når man sidder over for den der irriterende, yndige familie i lufthavnen, hvor far og mor er forelskede, og børnene er glade, og alle skal på sommerferie sammen som den lykkelige kernefamilie, de er. Den rammer i julen, hvor man ikke er sammen med sin datter juleaften (hvilket er tilfældet for mig i år), og den rammer, når ens datter fortæller, at noget af det bedste, hun ved, er, når vi alle tre er sammen.

Jeg er ikke i tvivl om, at hendes far og jeg gør det allerbedste under omstændighederne, og at det – når det nu skulle være – ikke kunne være bedre end nu. Jeg ved, at hun oplever tryghed i den situation, vi nu engang står i, og at hun ved, at hun kan regne med os begge to. Hun kan mærke, at vi er på samme hold, og at vi begge står klar til at gribe hende, hvis hun skulle falde eller vakle lidt – også når det betyder, at vores kræfter skal forenes. Men det er alligevel et vilkår både for mig og for hende: Indimellem mangler der et menneske. Men så kan jeg glæde mig over, at mennesket i hvert fald er lige om hjørnet, når min datter står og mangler ham. Og det er trods alt det vigtigste…

Og så kan det jo være, der en dag også vil være det manglende menneske til mig:-)

---

#bloggersdelightplus