Mit liv som delemor

Når man beslutter sig for at sætte et barn i verden med et menneske, man elsker, er det nok de færreste, der forestiller sig, at det ikke vil holde for evigt. Det er jo det, mange, der får børn, (måske) går og drømmer om; at stifte en god og solid familie, der ikke går i opløsning, og at leve lykkeligt til sine dages ende med sin partner og de børn, man sætter i verden. Det gjorde jeg i hvert fald – for selvfølgelig var det ikke planen, at tingene skulle falde fra hinanden.

Men så går det nogle gange i opløsning alligevel, og når det sker, står man foran en helt ny hverdag og verden, hvor man for alt i verden skal forsøge at få tingene til at fungere. Og der er MANGE ting, der skal fungere: Man skal finde ud af en samværsordning, man skal have styr på sine følelser og sorgen over, at det ikke gik, man skal hjælpe et lille menneske (eller flere små mennesker) til at forstå, hvad der foregår, og man skal forsøge at sluge alle sine egne issues og fokusere på børnene. Man skal måske finde et nyt sted at bo, man skal vænne sig til at være ene voksen på holdet, og man skal finde ud af, hvordan man bygger en halv familie op til noget, der igen føles helt. Og når man så er landet nogenlunde, gælder det om at finde sit til rette i en ny hverdag. En hverdag, hvor intet er helt, som det plejer – og hvor man både skal finde ud af at være aleneforælder til et barn OG finde ud af at være en helt alene forælder, når barnet eller børnene er hos den anden forælder.

For mig betød det helt konkret, at jeg nu var alene om alt. Alene om indkøb, madlavning, at hente og bringe, at opdrage og træffe beslutninger – og det kan være så svært at stå med især beslutningerne helt alene uden nogen at vende tingene med. For hvor går man hen, hvis man er i tvivl om noget? Hvem taler man med, når man er bekymret? Og hvem græder man ud hos, når man er træt og trist og ikke kan overskue det hele?

Man kan selvfølgelig bruge familie og venner, og mange får måske nye kærester eller indgår i sammenbragte familier hen ad vejen – og hvis man er heldig, kan man stadig tale med barnets anden forælder og bruge hinanden til at tale om de ting, der handler om barnets trivsel. Men det ændrer ikke ved, at man ikke længere bor sammen med den anden forælder, og at man derfor skal have nogle helt nye måder at gøre tingene på.

Og det er bestemt ikke altid nemt at omstille sig – heller ikke for voksne.

Det sværeste for mig har været at lære (og jeg er ikke helt i mål endnu, selv efter næsten fire år) at give slip på alle de ting, jeg gerne vil kontrollere, når min datter er hos sin far, og som jeg netop IKKE skal kontrollere, fordi hun – ja – er hos sin far, som er hendes far, og som udmærket godt kan finde ud af at være far (endda en virkelig god en af slagsen, hvis jeg selv skal sige det). Jeg skal lade være med at sende sms’er om morgenen, hvor jeg minder om solcreme, regntøj og antilusespray, eller hvor jeg lige giver en påmindelse om at huske at rede hendes hår, så det ikke bliver for filtret. Jeg skal lære at lade ham tjekke forældreintra selv i stedet for at sende påmindelser om, at det er biblioteksdag, eller at hun skal have turmadpakke med. Jeg skal lære at slappe mere af, når han gør tingene anderledes, end jeg selv ville gøre dem, og jeg skal huske på, at selvom vores tilgange er forskellige, betyder det ikke nødvendigvis, at min måde er bedre end hans (selvom den selvfølgelig er:-).

Jeg skal vænne mig til ikke at se hende i flere uger ad gangen, når hun er på sommerferie med sin far. Jeg skal vænne mig til, at hver anden juleaften skal tilbringes uden hende, og jeg skal vænne mig til at leve med den helt grundlæggende skyldfølelse over, at hendes hjerte for evigt skal være delt i to, og at hun altid skal savne den ene af os. Jeg skal huske, at når hun kommer hjem til mig, er det ikke min glæde over at se hende, der skal overskygge det hele, for selvom hun også er glad for at se mig, står hun samtidig med alle afskedsfølelserne, fordi hun til gengæld lige har sagt farvel til sin far. Og så skal jeg først og fremmest lære at træffe en hel masse beslutninger selv og stole på, at det, jeg gør, er godt nok – også selvom det ikke er perfekt!

Vi står i den heldige situation, at hendes far og jeg bor 500 meter fra hinanden. Derfor er vi alle sammen bogstaveligt talt lige om hjørnet fra hinanden, og jeg bilder mig ind, at hun går rundt med følelsen af, at både far og mor er lige i nærheden (både fysisk og i overført forstand), uanset hvem af os hun er hos. Derfor er der heller ikke ret stor forskel på hendes ydre omstændigheder som nærområde og skolevej, og hvis hun har glemt en bamse eller en skolebog det ene sted, kan vi hente den på fem minutter.

Vores fordeling er vel det, man kan kalde en 11/3-fordeling. I lige uger bliver hun hentet af sin far fredag efter skole og kommer så tilbage til mig cirka søndag middag, og i ulige uger er hun hos ham fra torsdag til fredag, hvor han henter hende fra skole torsdag og afleverer hende i skole fredag (skilsmisseforældre ved altid, om vi befinder os i en lige eller ulige uge, right?). Derfor er hun jo hos mig det meste af tiden, men det har indtil videre fungeret rigtig godt. Hun er god til at sige, hvis hun savner sin far og gerne vil hentes af ham en dag ”uden for aftale”, og vores ordning er ikke så rigid, at vi ikke kan hjælpe hinanden eller flytte om på nogle dage, hvis en af os skal noget, eller hvis han fx skal til en fødselsdag i sin familie, hvor han gerne vil have hende med – eller hvis hun savner ham og gerne vil se ham en helt almindelig mandag. Som udgangspunkt tror jeg, det er vigtigt for hende og hendes hverdag og struktur, at vi har en helt fast ordning, men hun lader ikke til at blive påvirket, hvis der er ændringer, og jeg er nok selv typen, der indimellem overinformerer lige lovlig meget. Lad os bare sige, at når hun er hos mig, er hun ikke i tvivl om, hvad der skal ske hvornår, og det er ikke sjældent, hun udtaler ordene ”jaaaaaah, mor, det haaaar du sagt”. Det er nok mit eget behov for orden og struktur, der indimellem bliver projiceret over på hende, men jeg mener nu nok også grundlæggende, at børn har brug for netop struktur og for at have et nogenlunde overblik over deres hverdag – og det forsøger jeg at give hende, også selvom det måske bliver lidt i overkanten en gang imellem.

Grundlæggende synes jeg, vi er landet et godt sted. Der er stadig ting, der er svære; ferier, jul, savn, mærkedage, mindre uenigheder og balancegange, der ikke er nemme. Der er tidspunkter, hvor jeg virkelig føler, jeg mangler det andet voksne menneske, der kæmper på samme hold som mig selv (det har jeg blandt andet skrevet om her), og der er tidspunkter, hvor jeg kæmper lidt med at finde tid til at etablere et ordentligt voksenliv og skabe muligheder for mig selv og min egen fremtid og mine egne ambitioner. Der er tidspunkter, hvor jeg dybt misunder de etablerede familier, når jeg ser mor og far og to børn, der er på vej på tur eller på ferie, og der er dage, hvor jeg ville ønske, jeg kunne skrue tiden tilbage og træffe nogle andre valg og kæmpe mere for tingene. Og det vil jeg alt sammen skrive mere om i fremtiden. Men vigtigst af alt er det, at jeg kan se på min datter, at hun trives og har det godt – og så skal det hele nok gå.

Men skilsmisser er dæleme ikke for børn. Eller for voksne, for den sags skyld.

---

#bloggersdelightplus.