Mig og mine lykkepiller

Mit liv med antidepressiv medicin begyndte, da jeg var 19 år.

Året inden var jeg som 18 blevet færdig med gymnasiet, og hele verden lå i princippet åben og for mine fødder. Jeg var ung, jeg var student, jeg havde et højt gennemsnit, og jeg havde alle muligheder for at blive til det, som jeg ønskede mig allermest.

Men jeg anede ikke, hvem jeg selv var. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle komme videre. Og det eneste, jeg ønskede, var at blive til noget.

Da jeg blev student, tog jeg syv kilo på på et halvt år. Jeg var trist. Jeg var ked af mig selv. Jeg var ked af min krop. Jeg havde mistet min identitet som ”hende den kloge”, fordi jeg ikke længere gik i skole, og jeg ønskede brændende at skabe en ny identitet – denne gang ville jeg være ”hende den pæne og tynde”. Men alt var rodet sammen i mit hoved. Jeg prøvede at tabe mig, men tog på. Jeg prøvede at følge en slankekur, men endte med at spise mere, end jeg nogensinde før havde prøvet. Jeg prøvede at skabe et selvværd, men mistede det mere og mere. Jeg anede ikke selv, at jeg var i fuld gang med at udvikle en spiseforstyrrelse – for jeg købte fortællingen om, at mine ædeflip, som jeg kaldte dem (fordi ordet overspisninger endnu ikke indgik i mit ordforråd), bare handlede om, at jeg skulle tage mig sammen. Jeg forsøgte at rydde op, rydde ud, holde orden i mit sind.

Men det hele blev mere og mere rodet.

Jeg gik til min læge og forsøgte at forklare, hvordan jeg havde det. Det var noget med, at jeg var ”ked af det”, at jeg ”havde det dårligt med mig selv”, og at jeg ”nogle gange spiste helt vildt meget”. Og min læge var ikke sen til at give mig antidepressiv medicin (Akarin hed det vist dengang, men senere har jeg fået mærker som Citalopram og Sertralin). Jeg var selv meget bekymret, for jeg havde hørt, at man tog på af antidepressiv medicin, men min læge forsikrede mig om, at hun naturligvis ikke ville drømme om at give mig et mærke, man tog på af – for det ville jo ikke give mening, sagde hun, eftersom det blandt andet var min vægt, jeg var så ked af (en dejlig bekræftelse fra systemet på, at en vægtøgning er blandt de værste ting, et menneske kan komme ud for). Jeg kom til nogle samtaler hos en psykiater, der slet ikke forstod mig – men jeg forklarede sikkert heller ikke omstændighederne ret godt, fordi jeg ikke engang forstod mig selv. Der var ikke en kognitiv tanke til stede i hverken min læge eller min psykiater, men man tager jo, hvad man kan få og bliver tilbudt, og hvis medicin kunne hjælpe mig lidt af med min tristhed, var jeg mere end villig til at prøve.

Og jeg oplevede faktisk en bedring, da jeg begyndte på medicinen. Tingene blev på en eller anden måde nemmere at håndtere, og jeg følte, at jeg bedre kunne bunde i livet – eller også blev jeg bare bedre rustet til at træde vande. I hvert fald lysnede det hele lidt, og jeg fik en større tro på, at tingene nok skulle gå på den ene eller den anden måde – også selvom jeg oftere og oftere endte med at ”spise helt vildt meget uden grund”, som jeg famlende forsøgte at beskrive mine overspisningsepisoder.

Efter noget tid kunne jeg alligevel ikke helt finde glæden ved det hele. Overspisningerne kørte deres eget løb og var mere eller mindre ude af kontrol (jo mere jeg forsøgte at kontrollere min spisning). Jeg blev sat op i dosis, fik det lidt bedre, blev sat ned i dosis, fik det lidt værre, blev sat op i dosis igen – men uden nogensinde at finde frem til, hvad det hele i virkeligheden handlede om. Og sådan fortsatte livet i nogle år med antidepressiv medicin, overspisninger, dosisreguleringer og en jævn tristhed, som altid lå i mig som en underliggende strøm.

Jeg ved ikke, om medicinen reelt gjorde en forskel i det lange løb, men det blev i hvert fald til noget, jeg efterhånden blev bange for at leve uden. Jeg har ellers prøvet at stoppe med medicinen mange gange, fordi jeg enten følte, jeg burde kunne ”klare livet selv”, eller fordi jeg kom til at læse skrækhistorier eller lytte til andres dårlige råd. Enkelte gange forsøgte jeg at trappe ned eller helt ud i samråd med min læge, men de fleste gange var det blot i samråd med mig selv. Men hver eneste gang jeg forsøgte, endte jeg grædende på gulvet med en følelse af, at jeg aldrig nogensinde ville kunne komme op igen.

Jeg kan tydeligt huske en af de gange, jeg var ved at følge min hjemmestrikkede og alt for hurtige nedtrapningsplan og var stoppet med at tage pillerne. Jeg havde dengang en kæreste, som var meget imod hele idéen om antidepressiv medicin (fordi de efter sigende ”smadrer ens indvolde til ukendelighed”), og som helt bestemt syntes, jeg skulle stoppe med dem. Og det forsøgte jeg så, selvom jeg inderst inde godt vidste, jeg ikke var klar. En dag kom jeg hjem og fandt ud af, at han havde givet min papkasse, som jeg opbevarede en gymnastikbold i, væk til nogle spejdere, som havde indsamlet ting og sager. Og da jeg så min gymnastikbold ligge der på hylden uden papkasse, ramlede min verden sammen. Jeg forsøgte at holde sammen på mig selv, men da min kæreste kort efter var taget af sted på arbejde, sank jeg grædende – nej, jeg vil sige hulkende – sammen på gulvet. Jeg skreg, jeg bankede hånden ned i gulvet og ind i væggen, jeg græd fuldstændig hysterisk og kunne ikke se nogen udvej fra den smerte, jeg følte indeni. Mit håndled gjorde ondt i flere uger, fordi jeg havde banket hånden så hårdt ind i væggen, jeg brølede af indre smerte, og jeg var så bundulykkelig, at hele livet føltes mere meningsløst end nogensinde. Min verden var kort sagt ramlet sammen på grund af en papkasse, og jeg vidste med det samme, hvad den primære årsag var: Jeg manglede min medicin. Det var den, der gjorde, at jeg kunne hænge sammen. Og så begyndte jeg på den igen.

Da jeg blev gravid, stoppede jeg fra den ene dag til den anden – hvilket retrospektivt var en meget dårlig idé. Men jeg havde fået ind i mit hoved, at man ikke måtte indtage noget som helst i graviditeten, og i stedet for at tale med en læge, tog jeg det i egen hånd – og det resulterede i flere måneder, hvor jeg havde det helt forfærdeligt.

De første fire måneder af min graviditet var jeg præget af tristhed og modløshed. Jeg havde det fysisk helt fantastisk og oplevede hverken kvalme eller anden ubehag – men indeni var der ikke meget mod på tingene. Jeg var bekymret for alt, jeg græd, jeg var bange for størrelsen på barnet, jeg var bange for størrelsen på mig selv, og min spiseforstyrrelse, som ellers havde været på retur efter nogle år hos en dygtig psykolog, kom tilbage for fuld styrke. Overspisningerne tog til, jeg var i vildrede, jeg var forvirret, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke bare kunne være glad og glæde mig over min graviditet, som jo var både ønsket og planlagt.

Jeg er ikke læge, og jeg aner ikke, hvad der findes af faglige og forskningsmæssige begrundelser for hverken det ene eller det andet. Jeg læste mig frem til, at antidepressiv medicin ville kunne skade et foster, men kunne andre steder læse, at en trist mor potentielt ville være mere skadelig end en mor, der tog medicin. Men da jeg var omkring fire-fem måneder henne begyndte jeg at tage medicinen igen efter lange snakke med – og god argumentation fra – en overlæge på Rigshospitalet. Jeg valgte at stole på lægerne og på, at de havde mere tjek på tingene, end jeg selv havde, og at de havde overblik over de forskellige fordele og ulemper og vidste, hvad der var bedst for mig og mit barn. Og selvom spiseforstyrrelsen nu var kommet tilbage, var de sidste måneder af min graviditet langt bedre og var præget af et meget større mentalt overskud.

Det er to et halvt år siden, jeg stoppede endeligt med at tage medicinen. I sommeren 2016 sad jeg en dag helt ud af det blå og tænkte: ”Jeg tror ikke, jeg behøver dem mere.” Jeg lavede en nedtrapningsplan i samråd med mig selv (hvilket i sig selv var ret uansvarligt, synes jeg, når jeg nu havde dårlige erfaringer med netop det, og jeg vil til hver en tid anbefale andre at tale med egen læge om det, før man selv begynder at fifle med det), men jeg trappede langsomt ned og følte selv, jeg havde styr på tingene.

Og omkring september 2016 var jeg for første gang i mange år medicinfri – og følte mig for første gang helt klar til at stå på egne ben uden den støtte eller mentale krykke, som medicinen havde været for mig i så mange år.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får brug for antidepressiv medicin igen. Men jeg ved, at jeg ikke ville tøve et sekund, hvis jeg gjorde, for præcis ligesom en krykke kan hjælpe ved et brækket ben, kan antidepressiv medicin hjælpe, når livet gør ondt. Og nogle mennesker har bare mere ondt end andre.

Jeg kender mig selv bedre i dag, end jeg har gjort nogensinde før. Jeg ved, at jeg er et dybt melankolsk menneske, som indimellem har mentale dyk, hvor jeg bliver enormt trist og har svært ved at finde glæden og troen på mig selv. Jeg ved, at jeg er tungsindig og ofte ser sort på tingene, og jeg ved, at jeg aldrig får et andet sind end det, jeg nu engang er udstyret med. Og hvor gerne jeg end indimellem ville, kan jeg ikke medicinere mig væk fra det menneske, jeg er. Jeg har ofte ønsket, at jeg simpelthen kunne tage en ”rigtig” lykkepille, som ganske enkelt kunne gøre mig lykkelig. Som kunne give mig et magisk tro på mig selv og min egen værdi, og som kunne pulverisere det lille mørkekammer i hjertet, som altid sidder og sender små triste stråler ud i kroppen og livet og gør, at jeg nok aldrig bliver en af dem, der tror på, at de fortjener alt det bedste, og at livet som udgangspunkt vil dem det godt.

Som jeg vist har skrevet før et eller andet sted, så var der engang en, der fortalte mig, at ”glæden jo følger glæden”. Hun beskrev, hvordan lykkelige og glade mennesker automatisk tiltrak mere lykke og glæde, og jeg kan huske, at jeg følte det som verdens mest uretfærdige fordeling af tingene. For det er jo ikke de i forvejen glade og lykkelige, der har brug for mere glæde og lykke – det var derimod mig, den triste og ulykkelige, der havde brug for det. Og jeg lå hele natten og spekulerede på, hvordan jeg kunne gøre mig selv mere lykkelig eller i hvert fald fremstå mere lykkelig, så jeg kunne tiltrække noget af den glæde og lykke, jeg havde så desperat brug for at få i mit liv.

Jeg kan stadig få en knude i maven og misunde de mennesker, der lader til at have det markant anderledes end mig, og som har lette og lyse sind, og som tror på, at livet altid vil dem det bedste – for ofte bliver det såmænd nok en selvopfyldende profeti. Jeg ville virkelig ønske, at jeg selv kunne være sådan! Men så ville jeg ikke være mig. Jo, jeg kan ændre mine tankemønstre og blive bevidst om at slippe nogle af mine bekymringer, og jeg er selv ansvarlig for at fokusere på det gode og lyse frem for det svære og det mørke, og det er noget, jeg arbejder på hver eneste dag. Jeg arbejder på at smile lidt mere og glæde mig over livet og fokusere på alt det gode, jeg har – for det er ikke så lidt! Men jeg er alligevel, som jeg er – og det har jeg (næsten og som regel) lært at leve med.

Og når alt kommer til alt, er jeg faktisk ret sød, ret rar, ret betænksom, ret kærlig, ret indsigtsfuld, ret varm, ret oprigtig og i virkeligheden ret heldig.

Også selvom melankoliens blod flyder i mine årer.

 

Tak, fordi du læste med…

---

#bloggersdelightplus