Mig og mine skilsmissekilo

Indtil for to et halvt år siden lå jeg i en lang periode rigtig stabilt i et vægtområde, hvor jeg havde det godt. Efter mange spiseforstyrrede år og efterfølgende behandling var min spisning blevet intuitiv, ubesværet og varieret. Jeg havde lært at lytte til min appetit, og jeg bekymrede mig ikke om maden. Jeg havde da øjeblikke, hvor jeg havde lyst til at gøre en indsats for at spise sundere eller endelig tage mig sammen til at få drømmekroppen, men på langt de fleste dage hvilede jeg i min krop og på den vægt, hvor jeg havde fundet ud af, at jeg hørte hjemme. Det var ikke en lav vægt, men en normal vægt, og det havde jeg (sådan overordnet set) affundet mig med og var glad i. Sådan havde jeg det indtil for to et halvt år siden.

Men siden da har jeg fået et par ekstra kilo. Dem kalder jeg skilsmissekiloene.

Det er to kilo, der langsomt er kommet på igennem de seneste to et halvt år – vel primært som følgevirkning af bruddet med min datters far. Der har måske været lidt mere ensomhed… lidt mere kedsomhed… lidt mere frihed til at spise, hvad jeg ville… lidt mere tid om aftenen, der skulle fyldes ud…  og der er ikke mindst kommet en ny kok i køkkenet – nemlig mig selv, da det altid var min datters far, der lavede (fantastisk) mad – og den nye kok har måske haft nogle udfordringer med at gøre måltiderne lige så gode, lækre, nærende og varierede.

Kiloene er kommet langsomt på over to år, og to kilo er er jo mildest talt heller ikke store sager, det ved jeg, og jeg har derfor heller ikke rigtig taget mig af dem i de første to år, selvom jeg da godt kunne mærke, at bukserne begyndte at stramme en lille smule. Men da jeg for et halvt års tid siden “opdagede” dem (læs: endelig havde overskud nok til at face det og derfor trådte på vægten i svømmehallen), besluttede jeg mig for, at de naturligvis skulle tabes straks, så jeg kunne komme tilbage på den vægt, hvor min krop havde haft det så godt og stabilt så længe.

Men i samme øjeblik beslutningen var taget, begyndte min spisning at blive påvirket i negativ retning: Jeg begyndte igen at have overspisninger, og mit fokus på maden fyldte igen mere, end hvad der er sundt. Og det vil jeg simpelthen ikke byde mig selv for to(!) sølle kilos skyld.

Så nu har jeg besluttet mig for, at jeg ikke skal tabe de to kilo. Jeg skal helst heller ikke tage mere på, bevares, for min krop og psyke har det nu engang bedst her midt i 60’erne, men jeg skal altså heller ikke tabe mig. For jeg har det faktisk godt i min krop for tiden – så længe jeg altså ikke overspiser. Og jeg overspiser jo kun, når jeg forsøger at være restriktiv, fordi jeg gerne vil tabe de to kilo og komme tilbage på den vægt, hvor min lille rest af spiseforstyrrelse åbenbart tror, at jeg for evigt skal ligge og aldrig må vige fra.

Og det er da en fjollet cirkel at blive fanget ind i, når man nu faktisk går rundt og er udmærket tilfreds i sin hverdag.

For hvorfor skal jeg nu vågne hver dag og stresse og have dårlig samvittighed over noget, jeg muligvis spiste i går? Hvorfor skal jeg falde tilbage i gamle (og for mit vedkommende virkelig dårlige) vaner med at tracke kalorier og veje mad? Hvorfor skal jeg nu igen til at kæmpe med de overspisninger, som jeg har arbejdet så hårdt for at slippe af med? Skal jeg nu til at bruge livet på det igen?

Nej. Hvis jeg nu accepterer – altså helt og fuldt ud – at jeg vejer to kilo mere, end jeg har været vant til – så kan jeg igen give mig selv lov til bare at VÆRE. Så ville min spisning ikke hele tiden ske med den tanke siddende i baghovedet, at jeg jo altså liiiiiige skal huske, at jeg gerne vil tabe mig to kilo. Så ville mit øgede fokus på maden forsvinde, og så kunne jeg igen finde tilbage til den ubesværede og intuitive spisning, som jeg har arbejdet så hårdt for at turde stole på og blive fortrolig med.

Og lur mig, om så ikke de to kilo nok langsomt ville forsvinde ganske af sig selv, når min spisning igen kunne være uforstyrret af uvedkommende tanker. Måske. Og hvis ikke? Så betyder det egentlig heller ikke så meget. Det er overspisningerne, der forstyrrer min livskvalitet – det er ikke de to små kilo.