Åh nej, sommeren kommer…

Ja, sommeren kommer. Det gør den faktisk hvert år, og som jeg før har beskrevet (for eksempel her), har sommeren aldrig nogensinde været min yndlingsårstid.

Jeg talte for nylig på min IG-story om mine egne udfordringer ved sommeren, og jeg fik mange tilbagemeldinger fra folk, der havde det ligesom mig, men som havde svært ved at finde forståelse for det blandt familie og venner. Og derfor synes jeg, det er oplagt at skrive lidt mere om det.

For sommertristhed er bestemt ikke noget, vi går og finder på. Den er helt igennem ægte, og som med så meget andet kan det blive forværret, hvis man – uanset hvor man vender sig hen – møder uforstående blikke eller måske endda opmuntrende kommentarer fra folk, som ikke selv kæmper med de samme tanker og udfordringer. ”Du skal bare ud og have lidt D-vitamin, så bliver du i godt humør!”

Men sådan fungerer det desværre ikke altid. Og det er nu engang sådan, at mens de fleste har hørt om (og lader til at have forståelse for) vinterdepressioner og tristhed, når de mørke måneder er over os, så er der ikke en lige så udbredt forståelse for og anerkendelse af sommertristheden. Hvert år omkring Sankt Hans vrimler det med triste statusopdateringer fra alle dem, der begræder, at det nu går den ’forkerte’ vej, og at nætterne fra da af bliver længere, mens lyset langsomt forsvinder.

Men i mit eget indre mærker jeg kun glæde, for i mit system er midsommeren tegn på, at mit elskede mørke langsomt vender tilbage. For mens det for andre er mørket, kulden og måske julen og de savn og problematikker, den højtid kan være forbundet med, der er svær at komme igennem, er det for mig lige omvendt.

For jeg er ikke vild med sommeren. Eller jo, sommeren kan da være fantastisk og dejlig og hyggelig og magisk og alt det der. Is, sommerferie og samvær med gode mennesker kan under de rette omstændigheder gøre sommeren til en god tid, men grundlæggende gør sommeren – eller måske især tanken om den – mig altid lidt trist, lidt vemodig, lidt beklemt og lidt … ensom.

Men hvad er det konkret ved sommeren, der kan være svær for nogle af os? Hvad er det, der gør, at det lys, den varme og den sol, som andre elsker og længes efter, for andres vedkommende føles så svær?

For mig er det uden tvivl en kombination af mange ting. Dels er der jo nok nogle gamle spiseforstyrrelsesproblematikker, som gennem tiden har været med til at farve mit – og mange andres – billede af sommeren. Mindre tøj, mere krop, mere eksponering af alle de ting, man ikke er helt tilfreds med, fordi man (igen) ikke formåede at følge den strikse kur og blive ”bikiniklar” (oh, shut up, dameblade). Dertil kommer sociale begivenheder med is, der er svære at sige nej til, badetøj og ikke mindst det meget større sammenligningsgrundlag, man har om sommeren, hvor man rigtig kan se alle de kroppe, man ville ønske, man selv var i besiddelse af. Og for at sætte prikken over i’et er der også lige den nye bikini, man bestiller hjem fra Zalando, men når man prøver den foran spejlet derhjemme, må man konstatere, at den ikke lige sad, som den gjorde på hende size 0-pigen på billedet. Ja, alle de ting kender jeg til, for det er ting, der har fyldt det meste af min ungdom.

Men for mit eget vedkommende er udfordringerne omkring kroppen faktisk ikke længere det største problem. Nej, nu er det derimod de sociale udfordringer, der fylder, for det er om sommeren, jeg for alvor bliver konfronteret med den ensomhed, som har fyldt gennem mange år af mit liv.

Dels er der noget mærkeligt forpligtende over sommeren. Man føler i højere grad, man ’burde’ (hadeord) komme ud i den friske luft og nyde naturen, livet og de forbandet lyse nætter, som jeg aldrig helt har kunnet forlige mig med. Jeg bryder mig ikke om lange lyse sommernætter, og jeg har det nu engang bedst med, at mørket falder på og gør aften og nat til noget, der er klart adskilt fra dagen. Jeg sover bedre, når det er mørkt udenfor, og jeg kan ganske enkelt ikke fordrage at vågne op midt om natten (for det er meget sjældent, jeg sover en hel nat uden at vågne) og opdage, at det allerede er ved at blive lyst.

Dels er det om sommeren, man – ligesom man ser alle andres kroppe – ser deres sociale samvær, og modsat om vinteren er deres sociale lykke og lyse latter ikke gemt af vejen bag nedrullede gardiner og lukkede døre. Nej, du bliver konfronteret med det lige in your lonely face. Det er om sommeren, det bliver tydeligt, hvor mange venner de andre har. Det er om sommeren, jeg bliver mindet om de venskabsbroer, jeg enten selv har måttet brænde, eller som andre gennem tiden har forladt mig alene på. Det er om sommeren, det gang på gang går op for mig, at mit netværk ikke er vidt forgrenet og kæmpestort, og at jeg ikke har en adressebog med 10 numre på mennesker, som jeg kan hægte mig på til en aften i byen, hvis jeg har lyst til at være social. Og det er om sommeren, jeg bliver mindet om, hvor meget jeg ønsker mig det lyse, lette sommersind, som jeg ganske enkelt ikke selv har.

Jeg er ikke ensom. Jeg har min datter. Jeg har min familie, min far, min mor og ikke mindst min bror og hans kone og børn, som jeg alle har et godt og tæt forhold til, som bor i nærheden, og som altid ville stille op, hvis jeg bad om det (og det er nok derfor, jeg ikke rigtig mærker ensomheden i juletiden, hvor andre uden et nært familienetværk måske til gengæld kæmper ekstra hårdt). Jeg har to-tre gode veninder, som jeg har det godt med, som jeg jævnligt ses med og er tryg ved, og jeg har en lille håndfuld bekendtskaber, som jeg ses med nogle gange om året, og som jeg virkelig værdsætter at være sammen med, når det sker.

Så nej, jeg er måske objektivt set ikke ensom. Men ensomhedsfølelsen findes alligevel.

Og jeg føler ensomheden meget stærkt, når solen skinner. Jeg føler den, når jeg ser på Instagram, hvordan andre lige får ringet deres 10-15 speeddial-kontakter op til en spontan picnic in the park (nej, Instagram er ikke virkeligheden, men det er nemt at glemme, når man er ensom). Jeg føler den, fordi jeg sjældent kan trives i store sammenhænge med en hel masse mennesker, men alligevel ønsker at være en del af den der picnic. Jeg føler den, når jeg dufter de andres grill og hører deres klinkende glas, når de skåler med hinanden. Jeg føler mig ensom, når jeg tænker på alt det, som ikke blev, og den kernefamilie, jeg ikke formåede at skabe for min datter. Og jeg føler mig ensom, når jeg sidder derhjemme en lørdag aften og har lyst til at drikke en øl i Nyhavn, men ikke ved, hvem jeg skulle drikke den med.

Så jo, sommertristheden findes. It’s a thing. Og det er nu, sommeren kommer.