Når spiseforstyrrelsen vender tilbage…

Jeg har skrevet en del om min spiseforstyrrelse (blandt andet her, her og her), og har for nylig også skrevet om min vej ud af netop spiseforstyrrelsen (hvilket du kan læse om her).

Men nu er der et andet emne, som jeg synes, det er væsentligt at tage op: Når en spiseforstyrrelse vender tilbage.

Min er nemlig kommet tilbage for fuld kraft, og pludselig er det, som om den igen er nærværende i alt, hvad jeg foretager mig. Som jeg tidligere har beskrevet, så tror jeg, at man som tidligere spiseforstyrret (sådan er det i hvert fald for mig, tror jeg) aldrig nogensinde kan blive helt ikke-spiseforstyrret igen. Man kan blive rask, ja, og det er jeg – men det betyder ikke, at spiseforstyrrelsen ikke kan komme tilbage i mit liv og begynde at fucke nogle ting op.

Og det gør den i disse tider. Jeg tager pludselig mig selv i dagligt at tænke i nogle baner, som jeg ellers havde arbejdet hårdt for at kæmpe mig ud af. Jeg kan pludselig tælle to-tre overspisninger på en uge (muligvis subjektive, men ikke desto mindre er følelsen af kontroltab reel nok), og jeg tog forleden mig selv i at stå og veje rugbrød på min køkkenvægt for “bare lige at vide”, hvor mange kalorier der egentlig helt præcist var i sådan en skive.

Det positive er, at jeg opdager det forholdsvis hurtigt – og ofte når at standse mig selv, inden jeg for alvor “handler på det”. Det betyder for mig primært, at jeg ikke kompenserer ved at spise restriktivt, når jeg føler, jeg har overspist. Det betyder, at jeg ikke kaster op. Og det betyder, at jeg pænt fjerner rugbrødet fra køkkenvægten igen, inden et eller andet dumt kalorietal pludselig sidder fast på nethinden, hver gang jeg skal have en rugbrødsmad.

Og det er alt sammen godt. Men det ændrer ikke på, at jeg har brug for at få styr på, hvad det er, der har bragt de forstyrrede tanker tilbage i min hverdag, og at få styr på, hvad jeg skal gøre for at standse den udvikling. Måske kender du det selv? Det med, at man lige var nået så langt – og så bliver man pludselig sendt tilbage?

Dette blogindlæg har været undervejs i nogle uger, men jeg har ikke helt kunnet få fat om problemet i mit hoved, og jeg har haft lidt svært ved at formulere, hvad det egentlig var, der foregik. Indtil jeg i går morges havde nogle tanker, som fik det hele til at stå klokkeklart for mig.

Jeg var nemlig ude med min veninde i fredags. Vi spiste nachos, drak fadøl og gin og tonic og havde det ret så fint. Og ved midnatstid købte vi en Snickers hver i 7/11 (ja, jeg er jo en Snickers-pige) og gik hjem til mig, hvor vi hver især spiste en halv Snickers og talte om, hvor gamle vi var blevet, når en bytur endte med chokolade på sofaen kort efter midnat (og hvor hyggeligt det i øvrigt var).

Og da min veninde var gået, kunne jeg pludselig godt mærke, at jeg havde drukket en liter øl, og at det bestemt ikke længere er hverdagskost. Og jeg var lidt småsvimmel og havde allerede den der tømmermandsfornemmelse i kroppen, som jeg reagerede på ved at spise den anden halvdel af min Snickers, drikke et stort glas mælk, spise fem kiks med ost og fire kanelgifler og i øvrigt framelde mig den trx-træning, som jeg ellers skulle til klokken 9 lørdag morgen. Og da jeg vågnede efter knap seks timers søvn og med det samme tænkte, at jeg havde overspist dagen før, besluttede jeg mig for, at jeg aldrig mere ville drikke, aldrig mere være social, aldrig mere gå ud – for se nu, hvordan det var endt! Fra nu af ville jeg blive hjemme. Altid!

Men… Hell no!

Det første jeg gør, når jeg mærker, at tankerne begynder at kredse om mad, kalorier og forbud, er at hanke op i mig selv. Simpelthen at give mig selv en kærlig opsang og minde mig selv om, at alle de løsninger, der måske lader til at være gavnlige, i virkeligheden vil forstærke problemet. For jeg skal ikke til at tælle kalorier igen! Jeg skal ikke til at forbyde mig selv mad, jeg godt kan lide. Og jeg skal mindst af alt tilbage til en tilværelse, hvor jeg melder fra til sociale arrangementer og gemmer mig væk for verden, fordi jeg er bange for al den farlige mad, der findes derude.

Så jeg tog til træning alligevel, fordi jeg alligevel ikke kunne sove mere og vidste, det ville gøre mig godt. Jeg spiste mine måltider og lyttede til min appetit. Og selvom jeg endte med at aflyse min aftale lørdag aften – som jeg ellers havde glædet mig til – så gjorde jeg det, fordi jeg faktisk havde brug for at gå tidligt i seng og drikke te og få krydset de ting af på mine to do-lister, som ellers ville have holdt mig vågen om natten: med andre ord var det ikke en undgåelse, men en selvomsorg.

Der sker en del i mit hoved for tiden, og der findes en masse årsager til, at spiseforstyrrelsen viser sit alt for velkendte ansigt igen. Og faktum er, at den i denne tid står hver morgen og banker på min dør og vil tilbage i mit liv som en gammel kæreste, der stædigt holder sig for ørerne, når jeg minder ham om, at vi faktisk har slået op. Og det kan være så fristende at tage eks-kæresten tilbage, fordi det jo er så trygt og nemt og velkendt at vende tilbage til noget, man kender så godt. Men det er mit ansvar ikke at lukke spiseforstyrrelsen ind, hvor indtrængende den end beder, og hvor godt den end argumenterer for sin sag. For jo mere beslutsomt jeg står fast og afviser den med bestemt stemme, des længere vil der forhåbentlig gå, før den beslutter sig for at dukke op på mit dørtrin igen.

Men lige nu står den der dagligt. Og dagligt samler jeg argumenter og beder den om at gå sin vej igen. Den er mere stædig lige for tiden, end den plejer, men jeg skal nok få bugt med den, for det har jeg prøvet før. Også selvom jeg lige for tiden er kommet til at åbne døren lidt på klem.