Hvem skal med til din polterabend?

Da jeg var i midten af tyverne, begyndte en frygt at tage form i mit hoved. Det var i denne tid, jeg så mange parforhold begynde at blive etableret omkring mig. Det var her, jeg kunne se gamle bekendtes bryllups- eller babybilleder dukke op på Facebook, og det var her, manges tanker om børn, familie og giftermål ikke længere blot var en fjern fremtid, men stille og roligt begyndte at blive virkelighed.

Og med denne nye virkelighed kom altså også en frygt – nemlig frygten for min egen potentielle polterabend! Og frygten bestod i visheden om, at antallet af deltagere til denne mulige polterabend ville kunne tælles på meget få fingre. Nu endte det ikke med at blive mit lod i livet at stå brud (nå ja, det kan selvfølgelig nås endnu), så bekymringerne var i sig selv unødvendige – men alle tankerne omkring det stak naturligvis dybere end blot til antallet af piger, der skulle iklæde mig mærkeligt tøj og sende mig ud på Strøget for at sælge kys. Og min frygt var et udtryk for noget konkret; nemlig det helt basale behov for at føle sig betydningsfuld, værdifuld og elsket.

I går var jeg til et babyshower for en veninde (som faktisk er relativt ny og et bevis på, at jeg godt kan finde ud af at skabe nye relationer, men den side af sagen glemmer man hurtigt, når man er optaget af sin egen selvmedlidenhed). Og da jeg sad til dette babyshower, blev jeg ramt af den gamle polterabendfølelse, og pludselig gik jeg i selvsving med selvbebrejdelser over mit eget vanskelige sind, som jeg indimellem forbander langt væk – fordi det gennem tiden har sat ild til nogle broer, der endte med at brænde helt ud i stedet for at blive betrådt, også selvom jeg senere har forsøgt mig med lidt brandslukning og reparationsarbejde.

For sandheden er, at der gennem tiden er blevet rakt ud til mig. Sandheden er, at jeg gennem tiden har haft mulighed for at udvide min omgangskreds. Og sandheden er, at jeg ofte har undladt at tage de fremstrakte hænder, der bød sig, fordi jeg kæmpede med mit selvværd og min spiseforstyrrelse og ikke havde overskud til andet. Jeg har måske forsøgt at tage imod, men er ofte bakket ud i sidste øjeblik, fordi jeg simpelthen ikke kunne overskue det. Ikke fordi jeg ikke ville, men fordi jeg ikke kunne. Jeg har måske fået invitationer til fester, middage og fredagsbarer og har helt bogstaveligt været på vej ud ad døren – indtil fødderne nægtede at træde over dørtærsklen og væk fra min egen trygge verden. Og jeg har aflyst aftaler i sidste øjeblik og er blevet hjemme i mine vante rammer, fordi tanken om en masse ukendte mennesker var for overvældende til at rumme (og den slags dage endte ofte med massiv tristhed, selvbebrejdelser og overspisninger til følge). Og hver gang jeg hørte sætninger som “venner er den familie, du selv vælger” eller så store pigegrupper, der havde kendt og elsket hinanden siden folkeskolen, sank jeg endnu dybere ned i tristheden. Og hver gang jeg oplevede en polterabend enten som tilskuer på gaden eller som medvirkende til en veninde eller kusines, mærkede jeg den lille klump af frygt, sorg og smerte, når jeg så i dusinvis af piger, der alle var mødt op for at give den kommende brud en vidunderlig dag.

Jeg er blevet bedre til at skabe relationer de senere år – primært fordi jeg ikke længere kæmper med alle de problematikker, der før i tiden krævede så mange kræfter, og fordi min tro på mig selv og min værdi er øget markant. Men jeg kan stadig kæmpe med følelsen af ensomhed, og jo ældre jeg bliver, jo mere pinligt og tabubelagt føler jeg, det er. For hvordan kan man sidde midt i 30’erne og føle sig ensom? Hvordan kan det være, at man ikke har skabt nogle flere relationer undervejs i livet? Hvordan kan man sidde lørdag aften uden nogen at ringe til? Hvordan kan man som voksen lykkes med at finde nogen, man klikker med, og som kan give en den samme tryghed som de mennesker, man har (eller kunne have) kendt hele livet? Og hvordan formår man at skabe en omgangskreds, så man ikke længere skal frygte sin egen polterabend?

Man gør vel det bedste, man kan – det gør jeg i hvert fald – og jeg har formået at skabe nogle relationer, som jeg er tryg ved, og som jeg vil bygge videre på. Og jeg ved, at jeg med min elskede svigerinde (som er mere en veninde end en svigerinde), med min omtalte babyshowerveninde (som jeg værdsætter meget, og som forstår mig bedre end de fleste), med min yndlingskollega (som også er mere veninde end kollega og bliver det mere og mere for hver dag, der går) og med min gamle veninde fra folkeskoleårene (som jeg altid klikker med instantly, selvom vi sjældent ses mere end en gang eller to om året) ikke er så dårligt stillet. Og jeg mærker, at jeg i stigende grad opsøger både gamle og nye bekendtskaber, og at jeg langsomt åbner og udvider min horisont for både gamle folkeskoleveninder og nye Instagram-bekendtskaber. Og det er ikke så tosset.

Men det er bestemt heller ikke nemt.