Hvilket tegn er du?

Og her mener jeg altså ikke stjernetegn. Nej, jeg mener – er du et komma, et spørgsmålstegn, et punktum eller et udråbstegn? Er du en bindestreg, en tankestreg, en parentes eller et kolon?

Der står tit i litteraturen og i store filosofiske værker (skriver jeg skråsikkert, som om jeg har læst store filosofiske værker), at vi mennesker blot er et komma eller en parentes i historien. Det er jeg i bund og grund enig i, og det kan (i hvert fald nogle gange) hjælpe at tænke på, når man sidder fast i en tilstand af selvmedlidenhed og ikke kan se en mening med noget som helst. Så kan det være rart – omend måske også lidt sørgeligt – at tænke på, at det ikke betyder noget som helst i det store billede. At ens store problemer virker små og ubetydelige i den store kosmiske sammenhæng, hvad den så end går ud på.

Men det er heller ikke de store og universelle betydninger, jeg tænker på. Jeg tænker på, hvilket tegn du er i hverdagen.

---

Jeg plejede at opfatte mig selv som et komma. Som et lille – og for nogle totalt ubetydeligt – tegn, som man sagtens kan undvære, og som alligevel bare bliver kastet skødesløst ind i sætninger efter behov. Som mange ikke rigtig bruger hverken tid eller kræfter på at behandle ordentligt og give den respekt, det i hvert fald selv i glimt synes, det fortjener. Som selv Dansk Sprognævn ønsker at reducere antallet af, og som nogle endda helt ønsker at afskaffe. Sådan et tegn var jeg i værste fald.

I bedste fald var jeg en parentes. Det er også noget, der kan undværes, men parentesen har i det mindste et indhold, som for nogle måske er irrelevant, men som trods alt betyder noget for nogle enkelte. Der er vel en grund til, at den parentes er indsat, og grunden må være, at den indeholder noget, som kan være vigtigt. Jo, i bedste fald var jeg en parentes.

Men jeg drømte om noget helt andet, noget meget større. Jeg drømte om at være et udråbstegn! Det tegn, man lagde mærke til. Som signalerede, at her var der noget, der var så vigtigt, at det krævede særlig opmærksomhed.

Men det var nok at stile for højt. Jeg kunne måske også nøjes med at være et punktum. Et punktum er trods alt noget, der får folk til at stoppe op. At trække vejret og lægge mærke til, at her er noget, der lige skal overvejes, inden man haster videre. Selvom vi er så vant til punktummer, at vi ikke altid ænser dem.

Eller hvad med et spørgsmålstegn? Det var vel heller ikke det værste, man kunne være? Et spørgsmålstegn er interessant. Det kalder på mere viden, mere indsigt, det signalerer, at man gerne vil vide mere. Eller måske snarere, at man ikke aner noget som helst?

Eller en tankestreg – sådan en der kan markere et dramatisk skift eller en overgang til noget nyt og spændende, eller som måske signalerer eftertænksomhed. Måske kunne jeg leve med at være en tankestreg.

Eller en bindestreg. Noget, der forbandt mig med andre, så jeg i det mindste ikke var helt alene.

Eller et kolon, der var en indgang til noget mere: måske til en helt ny fortælling?

Men jeg ville for alt i verden ikke være citationstegnet. Det hånlige tegn, der viser, at det her kan ikke tages helt alvorligt. Hende her kan vi latterliggøre, hun fortjener ikke at stå stolt og rank i sig selv, nej, hun skal pakkes ind i nogle gåseøjne, så alle kan se, hvor latterlig hun er.

---

Jeg tror egentlig stadig, jeg føler mig som et komma det meste af tiden. Og jeg kan – afhængigt af mit eget grammatiske selvværd – enten blive dybt fascineret eller dybt provokeret af folk, der ser ud til at gå rundt og føle sig som et stort udråbstegn dagen lang – selvom det nok er de færreste, der helt undgår de grå kommadage. Og jeg har også punktumdage, bindestregsdage og dage, hvor jeg er et stort spørgsmålstegn. Og indimellem tager jeg kjole og læbestift på og leger udråbstegn. Og hvis vi betragter den enkelte dag som en side i livets roman, så er de fleste af os vel mange forskellige tegn i løbet af et kapitel. Nogle dage føler vi os små og ubetydelige. Andre dage som trædesten, der bruges som overgang til noget nyt. På andre dage igen er vi store udråbstegn, der har lyst til at blive bemærket, og nogle gange står vi skamfulde i gåseøjnenes hånlige indramning. Indimellem hænger vi fast i den lille bindestreg, mens vi måske oftest opfører os som punktummer, der ikke kan undværes, men som heller ikke er hamrende iøjnefaldende. Men #alletegnergodetegn. Og det skal vi ikke glemme.