En dag i en overspisers liv…

Jeg har før skrevet om overspisninger (fx her, her og her), men don’t you worry – jeg er slet ikke færdig:-)

For jeg ved, at der sidder mange derude, der kæmper med tingene i netop dette øjeblik. Måske kan indlægget hjælpe nogen, og måske kan det være en øjenåbner for andre – for dem, der ikke helt ved, hvad det handler om, og aldrig helt har forstået, at det skal være så svært. Dem, der tænker, at “man jo bare kan lade være”.

For man kan ikke bare lade være. Hvis det var så nemt, var der ingen, der havde overspisninger. Der er ingen, der nyder at skamme sig. Ingen, der nyder at føle sig så alene. Ingen, der nyder at føle sig fortabt og faret så meget vild, at man er overbevist om, at man aldrig kan finde vejen tilbage.

Der er ingen, der nyder at falde i søvn med hjertebanken, kvalme, gråd, selvhad, fortrydelse og væmmelse. Ingen, der nyder at nå dertil, hvor man ikke har kontrol over sine handlinger.

Det ved jeg. For jeg har prøvet det så mange gange.

Har prøvet at begynde dagene med de bedste intentioner. Intentioner om at være sund og aktiv, spise mindre, blive tyndere, pænere, bedre til alting. Begynde dagene med ambitionerne om, at nu skulle jeg endelig være glad og leve mit liv med den krop, jeg ønskede mig. Nu skulle jeg gøre mig selv stolt, nu skulle succeserne komme til mig, når jeg som en anden prinsesse trådte ud i verden og alle med beundring i blikket kunne se, at jeg havde tabt mig. Nu skulle det være!

Det var de dage, hvor havregrød og gulerødder fyldte det meste. Hvor jeg holdt mig til planen. Hvor jeg ignorerede min krops signaler i jagten på lykken. Hvor jeg spiste og handlede så eksemplarisk, indtil sulten, tristheden, ensomheden og modløsheden slog ned som et lyn fra en klar himmel, oftest om aftenen, hvor kogt kylling og broccoli ikke rigtig havde gjort mig mæt. Hvor paralleltilstanden – overspisningstilstanden – pludselig havde overtaget min frie vilje, uden jeg havde opdaget det. Hvor det var for sent at træde ud af tilstanden, og hvor jeg kun kunne skimte virkeligheden utydeligt et sted derude på den anden side af overspisningstågen, der lå som et tykt stykke isolering rundt om min lejlighed og dæmpede alle lyde og stemmer fra den virkelige verden.

Hvor jeg spiste chokolade. Krydderboller med smør. Kanelgifler. Chips. Slik. Chokoladekiks. Flere kanelgifler, flere krydderboller, mere chokolade, flere chips. Hvor jeg spiste flødekarameller, imens jeg sagde til mig selv, at det slet ikke var så slemt. Hvor alle tanker gav mig tilladelse til det, jeg var i gang med – for så vigtigt var det vel heller ikke at være tynd? Og kroppen kunne jo alligevel ikke optage så mange kalorier på en gang, så mindst halvdelen af det, jeg spiste, måtte da være gratis. Og hvis jeg kastede op og tog afføringspiller inden sengetid, kunne jeg sagtens starte på en frisk i morgen, og det smagte jo så godt, og man skulle jo også huske at være sød ved sig selv, når livet indimellem var hårdt. Og hvor jeg først vendte tilbage til virkeligheden i det øjeblik, jeg sank den sidste bid – og hvor jeg ikke kunne forstå, at det nu var sket igen, og hvor selvbebrejdelserne nu kom skyllende ind over mig.

Hvor var mine intentioner dog blevet af? Hvor var det gået galt? Hvorfor havde jeg slet ikke nået at minde mig selv om alle de strategier, jeg havde udtænkt efter sidste overspisning – de strategier, der skulle forhindre det i at gentage sig? Hvorfor var jeg ikke kommet i tanke om, at jeg skulle børste tænder, spise isterninger, rulle mig stramt ind i min dyne eller tage et koldt brusebad? Jeg havde jo alle strategierne stående på en seddel, og jeg havde lovet mig selv, at det aldrig skulle ske igen. Hvorfor forsvandt jeg fra den virkelige verden? Hvorfor havde jeg overset den seddel på køkkenskabet, hvor der stod “if you’re not hungry, you won’t find it in here”? Hvorfor havde jeg tabt det hele af syne? Hvorfor skulle jeg nu igen stå bøjet over toilettet med to fingre, der kradsede hul i svælget? Hvorfor var jeg dog så svag, uintelligent, klam og umulig, at jeg – igen – havde ladet alle mine drømme, ønsker og ambitioner for min lyse og slanke fremtid smuldre mellem hænderne på mine ulækre, chipsfedtede hænder?

Nu har jeg andre drømme. Andre ambitioner. Andre evner, andre strategier og ikke mindst andre spisevaner, der gør, at jeg kun sjældent mister greb om virkeligheden – og aldrig længere i samme grad som dengang. Og hvis jeg skal give blot et enkelt råd videre til dig, der kæmper med tingene lige nu (ud over at søge hjælp hos din læge), er det dette råd:

Uanset hvad du har spist i de sidste 12 timer, 12 dage eller endda 12 måneder, så skal du give dig selv lov til at spise, næste gang du bliver sulten.